Romer 14,7-13

4. søndag efter trinitatis | 10.07.2022 | Romerbrev 14,7-13; Mattæus 5,43-48 | Rasmus Nøjgaard |

Sekularitetens evangelium

Kristustro er ophøret af et velkendt og forudsigeligt religiøst tilhørsforhold: ”Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så?” Her er tale om et radikalt brud med en selvforståelse om at tilhøre en gruppe, i stedet henviser Jesus sine disciple til at vende blikket væk fra det hjemlige udad mod verden: ”Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske fars børn.” Discipelskabets opgave består ikke i at befæste sig som en modsætning til verden, men ved at skabe en forbindelse til og en forpligtelse på hele skabningen: ”for Han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.” Guds retfærdighed kan ikke aflæses af verdens tilstand, men alene gennem at forholde sig relationelt til verden: ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske Far er fuldkommen.”

For at være Jesus’ disciple og deres himmelske Fars børn må de afstå fra fællesskabs tryghed. Lovens bestemmelse af ven og fjende, ren og uren, retfærdig og uretfærdig, er ophævet af en ny universel lov om at møde ethvert menneske under Guds himmel uden fjendskab. Tvært imod skal de bryde med et velkendt og velordnet samfund for i stedet at overgive sig til en ny retfærdighed hvor der ikke råder de sædvanlige privilegier. Det religiøse klanagtige tilhørsforhold skal vige for et mere eksistentielt og universelt tilhørsforhold under den Far der råder over himmel og jord.

På enhver måde er dette afsnit i Bjergprædikenen det mest overrumplende og omkalfatrende i hele Jesus’ læregerning. Det svarer godt overens med Paulus’ krav om ikke at dømme sin bror: ”Hvorfor dømmer og foragter du din bror? Vi skal alle stå frem for Guds domstol, for der står skrevet: ”Så sandt jeg lever, siger Herren: For mig skal hvert knæ bøje sig, og hver tunge skal bekende Gud. Vi skal altså hver for sig aflægge regnskab overfor Gud. Lad os derfor ikke længere dømme hinanden, men I skal meget hellere dømme sådan: Ingen må bringe sin broder til at snuble eller falde.” (Rom. 14,10-13). En forestilling om at høre hjemme i en religiøs gruppering eller i en særlig afgrænset menighed med særlige privilegier og status afvises på den måde overraskende bastant. Med disciplene og Paulus’ menigheder henvises vi i stedet til at leve for verden og alene med et personligt ansvar overfor Gud selv.

Kristus-troen kan i den forstand karakteriseres som en selvopgivelse, men ikke i eksklusiv forstand ved fx at trække sig tilbage fra verden eller at søge Gud i ren kontemplation, men omvendt inklusivt at overgive sig til verden i al sin skabte mangfoldighed.

Radikaliteten er til at få øje på. Ligesom at kirkehistoriens uendelige kloak af kirkelige retninger, bedrevidende grupperinger, esoteriske kirker, hadefulde afgrænsninger og krigeriske sværmerier alene i sin uendelighed bekræfter hvor vanskeligt denne fordring er at forstå, acceptere og efterleve, og hvor let den er at pervertere og udfolde i sin modsætning.

Det er en næsten sekulær virkelighed, Jesus fordrer, når blot den grundlæggende præmis er indregnet, at Jesus fordrer af alle at de skal elske fjenden og bede for forfølgerne. Fordi de ligesom Gud skal være fuldkomne, og derfor kunne rumme både venner og fjender.

Jesus fordrer det tilsyneladende utænkelige. Fordringen sker gennem relationelle begreber, ikke tilhørsforhold. Ethvert tilhørsforhold er brudt ned og erstattet af et relationelt forhold, der er karakteriseret ved sin modsætning: Du skal elske din fjende og bede for dem, der forfølger dig. Det er overraskende konkret. Det at elske er evangelisk at byde en anden velkommen, og er selvfølgeligt ikke begrænset til et privat eller erotisk og kropsligt forhold, selv om det erotiske og kropslige i dag er blevet en ny farezone for fjendskab og forfølgelse, og derfor godt kunne påkalde sig opmærksomhed, som et fjendebillede. Her udtrykkes snarere en kærlighed, der bygger bro mellem mennesker. Som når Salme 23 beskriver Gud, som en hyrde, ’der dækker bord for mig for øjnene af mine fjender’, en Gud der er rig på troskab og velsignelse. Sådan er det at elske: at være rig på troskab og velsignelse fordrer ønsket om et godt liv og en håbefuld fremtid, altså modsætningen af hadet. På denne måde fordrer Jesus af disciplene, at de skal overkomme ethvert fjendskab og finder glæde i at invitere de utænkelige og uønskede indenfor. Hvor fjendskabet er en hindring for at få del i fællesskabet og underminerer venskabet og broderskabet, der er kærligheden broen over grøften. At elske er at overkomme modsætningen og bære den andens vrede. Kærligheden ejer den styrke, at den kan forsone fortidens uvenskab, kampe og tab, og måske ligefrem gøre op med den skam som et uvenskab uvægerligt fører med sig.

Jesus interesserer sig ikke synderligt for de andre grupper, dem der hader og forfølger, og det er oplagt en forkert vej at gå at motivanalysere disse grupper for at finde ud af hvorfor. Det afgørende er ikke konflikten, men relationen og at skabe kontakt og fællesskab, bogstaveligt dia-logos. Det kan næsten læses som en missionsstrategi. Disciplene skal ikke afvise og fordømme deres modstandere, men de skal skabe en dialog gennem bøn og kærlighedens gerninger, og derved overbevise dem om deres budskab, at vi har én fælles Herre, Jesus Kristus.

Den strategi kan stadig være oplagt i en virkelighed, hvor forskellene og afstanden mellem befolkningsgrupper og religioner fortsat bliver større og hårdere:

Undgå at lukke dig inde i dit eget befæstede hus, og undlad at slå alle angreb ned med hård hånd. Gå i stedet ud og mød den, der har forskanset sig med vrede, og som møder op med aggression. Det er en overraskende sekulær måde at gå til virkeligheden på, der tillader andre at være til stede, men dog altid med den strategi at formidle en fælles forståelse af samhørighed med de andre uanset had og uvenskab, fordi vi alle lever et fælles liv under Herrens himle.

For hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningene også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske far er fuldkommen! Amen.

—

Sognepræst Rasmus Nøjgaard

DK-2100 København Ø

Email: rn(at)km.dk