Sidste søndag i kirkeåret

Micha 4,1-3; 1. Korinther 3,10-17; Mattæus 11, 25-30 | af Margrethe Dahlerup Koch | Salmer 812 (i 100 salmer)-409-328-673-430. Efter altergang 28, 5-6 | 

Novemberdage

November har dårlig presse. Den går tungt gennem byen, sang vi i den første salme (November går tungt gennem byen) i dag. Vintertristhed og mørke. Selv fredagen var i forgårs sort. Det er dybt uretfærdigt. For novemberdage kan være smukke og klare. Eller magisk pastelfarvede. Og netop fordi de er så korte, kan solen og lyset føles endnu stærkere lige nu. Tænk, at det er der, lyset. Tænk at den orker, solen, at stå op bare for så få timer og for at varme så lidt.

I den romerske kalender var november den 9. måned. Novem betyder 9 på latin. Den 9. måned. Det er den måned, der er svanger, bristefærdig med liv, begyndelse, uro og utålmodighed, forventning og fødselsglæde. Det er ikke, som vi sang i første salme, ”bag november”, men det er ”af november”, der skal rejse sig dage med sang. Det véd kirkeåret, som ret beset aldrig slutter, – sådan som kalenderåret gør det. Kalenderåret får hvert år nyt navn, årstal, men det gør kirkeåret ikke. Det gamle afsluttes sådan set ikke. Det afbrydes og begynder på ny med Herrens komme. Advent.

Af november, af den 9. måned rejser sig dage af sang. Derfor summer det af liv og aktivitet i gudstjenestens bibellæsninger i dag, denne sidste søndag i kirkeåret og i november: Vi begyndte med profeten Mikas vision om alle folkeslagene, som skal samles på tempelbjerget (Mika 4,1-3). Og ud over lyden af snak på alle de forskellige sprog, så kan man også høre smedehamrenes klang i baggrunden. Der er livlig aktivitet og nok at gøre, for alle krigsvåben skal smedes om til nyttige landbrugsredskaber: Plovjern og vingårdsknive. Der hamres og bankes ihærdigt på armboltene, som når kirkeklokken bimler og bamler ud over hele den søndagssøvnige by.

Og vi fortsatte med Paulus (1 Kor 3,10-17), som også har travlt. For der skal bygges videre og ovenpå det, han allerede har grundlagt. Og så kommer det: I er Guds hellige tempel nu. Det tempel, som Mika så alle folkeslagene rejse op til, det tempel bliver hos Paulus jer, os! Templet, dér hvor mennesker ærer Gud og søger at komme i Guds nærhed – det er nu ikke mere en bygning af sten. Det er blevet mennesker. Dem i Korinth dengang, som ikke kunne finde ud af at leve ordentlig med hinanden, slet ikke – det kan I selv læse om i 1. Korinterbrev. Og os nu, som ikke har dem dengang noget at høre hvad angår manglende fantasi og vilje til at leve ordentligt sammen. Og alligevel slipper vi altså ikke. Templet – stedet for Guds nærhed og stedet, hvor Gud æres – det skal vi forestille at være. Fordi vi er døbt med Guds ånd, siger Paulus. Fordi det er hos os, Gud har sagt, han vil være. Fordi det er os, Gud har sagt, han skal og vil bruge. Fordi det er menneskeligheden, Gud har valgt at forbinde sig med og lade sig genkende i.

Som i den episode, jeg for nylig læste i et interview. Hvem det handlede om, har jeg glemt, men vedkommende, som i øvrigt var erklæret ateist, fortalte, at han som ung havde siddet helt alene på en totalt øde havn i en fremmed by. Han var ensom, håbløs, ligeglad. Og nu var han kommet på den tanke, at han jo også bare kunne falde i havnen og drukne. Ingen ville opdage det. Så var der kommet en fremmed hen og havde spurgt om ild til sin smøg. Og sat sig ned ved siden af ham og røget den. Ingen af de to havde sagt noget til hinanden. Og da den anden havde røget færdig, rejste han sig og gik med et tavst nik. En afbrydelse. Et banalt spørgsmål om en tjeneste, en lighter. Et nik. En menneskelighed, som var livsvigtig lige dén dag. En kærlighedsgerning den anden aldrig opdagede eller fik at vide, han havde gjort.

Er det virkelig noget, der har med Gud at gøre? Tja ..

Så altså. Der er vist ingen vej uden om. Ingen undskyldning der gælder. Vinterugidelighed, træthed og mindreværdsfølelse. Der er ikke noget af det, der ændrer på det: ”Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer?” Og han taler i flertal, Paulus. Det handler ikke om den enkelte, – det handler om alle. Guds ånd bor ikke privat, i enkeltværelse, men der, hvor vi er sammen – synger sammen, taler sammen, beder sammen, bakser med at finde ud af at leve sammen. Eller, og så er vi nået frem til ordene fra evangeliet: Der, hvor vi finder hvile – sammen.

For læg mærke til det. Jesus taler også i flertal: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”. Vi er sammen om det her.

Vi ved vel hver især, hvad, byrderne vi bærer på, er. Nogle er nye, nogle er gamle. Det bliver de måske ikke lettere af. Tiden læger ikke alle sår, og den gør ikke altid byrderne lettere at bære. Gammelt nid og nag, skylden, der aldrig blev talt om, savnet af dem, man har mistet for så længe siden, at andre måske synes, man efterhånden burde have vænnet sig til at leve uden.

Og så er der alt det, der er så ynkeligt og flovt at nævne. Frygten for at blive afsløret i sin uformåenhed. Frygten for ikke at slå til. Frygten for ikke at få pengene til at slå til. Den svage psyke. Sorgen over det, man ikke fik. Bitterheden, man ikke kan slippe.

Det er så forskelligt, så privat, hvad vi slæber rundt med. Og ingen af byrderne lover Jesus, vi skal slippe for. Han tilbyder ikke, at vi kan lægge dem fra os og gå videre uden. Han lover heller ikke, at han nok skal overtage slæbet. Han gør noget andet. ”Jeg vil give jer hvile”, siger han, og i næste sætning forstår vi så, hvori den hvile består. Ikke i at slippe byrderne. Men i at få kræfter til at bære dem. ”Tag mit åg på jer og lær af mig”, siger han, ”så skal I finde hvile for jeres sjæle”. Han giver os noget at bære med. Sammen. I al vores forskellighed og privathed sætter han os sammen og under samme åg: Hans.

At være under åget. At få lagt et åg på sine skuldre. Det betyder i almindelighed noget negativt. At man er undertrykt. Men egentlig er et åg jo et hjælperedskab. Skulderåget fordeler vægten, så det bliver muligt at bære byrden. Man kan faktisk bære mere med et åg, end man ellers ville kunne. Og åget over et oksespand f.eks. er et styreredskab, som gør, at okserne kan samarbejde om at holde sig i plovfuren.

At hjælpe med at bære, og at trække på samme hammel, at bringe på rette spor – det ligger alt sammen i billedet af åget. I jødedommen kunne man på Jesu tid netop med de associationer i hovedet kalde loven, Moseloven for et åg.

Og det er det, Jesus spiller på her. Han taler ikke om lovens åg, men om sit åg. Det åg, den nye lov, som han har holdt en hel lang Bjergprædiken om. Den lov, det åg, hvis væsentligste indhold er ”Elsk, giv, tilgiv”. Og fælles for de tre verber er, at de kun giver mening i et fællesskab. Det er kun i meget dårlige selvhjælpsbøger, man kan blive bildt ind, at man kan elske og tilgive sig selv. Og enhver, der som lille har pakket julegaver ind til sig selv, ved, at der heller ikke er meget fornøjelse ved at give til sig selv.

Jesu åg- ”elsk, giv, tilgiv” – det, der skal få os til at kunne bære vægten af byrderne, det, der skal få os til at se, at vi med alle vores forskellige liv er på samme vej – det er hans nye lov. Den, han opfyldte ved selv at elske, tilgive og give. Sin tid, sine kræfter, sit mod og sit liv, til han havde givet alt væk, så det nu er her midt i den verden, han har givet det til. Og det er vores opgave at se det, pege på det, og finde kræfter og mod og liv i det. Så vi kan give det videre. Til alle og enhver som mangler det. Og så vi kan få det givet. Fra alle og enhver, som ser, at vi mangler det.

”Kom til mig alle I, der slider jer trætte og bære tunge byrder”, kalder han. ”Komme dig rige”, beder vi tilbage i Fadervor, den bøn, Jesus har lært os. Den bøn holder os fast på, at Guds rige kommer, det er på vej, og det er her allerede. I glimt, korte som novemberdage, dyrebare som vintersol. Guds rige kommer i glimt, overrumplende som morgenfruernes knaldgule kronblade i den douche eftermiddagsskumring; og forstyrrende som et spørgsmål om ild fra en smøgtrængende.

Af november skal rejse sig dage af sang og advent. Herrens komme. Vi er i den 9. måned. Amen

Provst Margrethe Dahlerup Koch

Fjord Alle 13

DK-6950 Ringkøbing

E-mail: mdk(at)km.dk