Ske mig efter dit ord

Mariæ bebudelse | 21.3.21 | Lukas 1,36-38 | af Leise Christensen |

I dag synger vi julesalmer. Vi synger om jomfru Maria, englen og det lille Jesusbarn. Det gør vi, fordi der er ca. ni måneder til jul, og det er nu, at Jesus undfanges. For en gangs skyld er kirken foran butikkerne – det er nok først engang i næste uge, at Bilka og Magasin begynder at uddele deres årlige julekataloger. Ca. i hvert fald. Undfangelsen af det lille Jesus-barn udgør overgangen mellem Det gamle og Det nye Testamente i vores bibel. Nu har jeg faktisk lige læst Bibelen igennem igen. Det, som også denne gang slog mig, var, at Gud faktisk gennem hele Det gamle Testamente hele tiden forsøger at få folk, altså os mennesker, til at gøre det, som han egentlig havde tiltænkt os at gøre: Dvs. leve sammen i nogenlunde fredelighed, tage hånd om enken, den faderløse og den fremmede, som der står igen og igen, at sikre den sociale retfærdighed, og i det hele taget ikke gøre vores næste noget ondt og så sørge for ikke at ty til afguder, som det hedder (og hvis man tror, at vi ikke har afguder bare, fordi vi ikke har gudestøtter og husguder, som man ofte havde det på gammeltestamentlig tid, så tager man fejl. Afguder i dag kunne være uhæmmet brug af mobiltelefon, regneark, hvor man tror, at man kan regne hele livet ud i økonomiske modeller, ja, alt muligt, der forstyrrer og langsomt overtager vores liv med Gud og hinanden).

Ofte siges det om kristendommen, at det er den religion, hvor man skal elske sin næste som sig selv, og det er bestemt også sandt, men det er faktisk et bud, som vi har med os fra Det gamle Testamente, hvor man også er optaget af dette bud. Guds projekt med menneskene går ikke særligt godt, for menneskene har, som der skrevet står et sted, så mange sære ting for, og så er der ikke rigtigt plads til at gøre det, som man egentlig skulle gøre, altså elske og have omsorg for hinanden. Gud prøver mange forskellige ting for at få menneske til at gøre, som det var meningen – han taler med store bogstaver, han trøster, han sender profeter, han straffer, han gør alt muligt. Men nej, lykkes vil det ikke tilsyneladende.

Med Det nye Testamente sker der et nybrud i og med, at det ser ud til, at Gud får den tanke, at han måske bedre ville forstå sin skabninger, hvis han selv blev et menneske og levede under de vilkår, som mennesker nu engang og til alle tider lever under: Med glæder, med frygt, med lykke og ulykke, med kærlighed og ligegyldighed, med bøvl og besvær, med sorg og med klage, med gaver, gråd og grin. Altså det hele. Det er det, som vi hører om i dagens evangelium. Her bliver den store almægtige Gud lillebitte i moderlivet på en ung pige. Ja, havde han så bare valgt at blive født af en dronning oppe på slottet eller af en rigmands kone, men nej, han bliver undfanget i og født af en ung, ugift pige – det, som vi i vores såkaldte oplyste verden kun for nogle ganske få årtier siden accepterede som ordentligt og glædeligt – ja, der er stadig masser af steder i vores verden, hvor den unge, ugifte gravide lever i stor fare mht. liv og førlighed.

Det meget store og vældige blev det meget lille og fuldstændigt udsatte. Og Maria, hvad med hende? Da hun er kommet sig over den indledende forbløffelse over, at hun, netop hun, skulle blive gravid og føde en søn, der skulle bære navnet Jesus og blive verdens frelser, siger hun: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Ske mig efter dit ord”. Mon hun ville have sagt det, hvis hun havde vidst, hvordan det skulle gå hendes elskede barn? At han skulle dø en forfærdelig og lidelsesfuld død som en forbryder på et kors. Ville hun så have sagt det samme? I hvert fald ved jeg med mig selv, at der er opgaver i mit liv, som jeg ikke ville have taget på mig sådan lige, havde jeg vidst, hvad både anstrengelserne derhen ville koste, og hvad resultatet eller manglen på samme ville blive. Der er gange, må jeg indrømme, hvor jeg så ville have tænkt sig om to gange. Der er ting, som man tog på sig uden at vide, at man sådan set derved gjorde livet rigtigt svært for både sine kære og sig selv. Men sådan er betingelserne: Man ved ikke, hvad der venter forude, når man begiver sig på vej. Selvom man tror, at man har regnet det hele ud i sit indre regneark. Man har lavet indre kolonner med for og imod, fordele og ulemper. Selvom man egentlig gerne stiller sig til rådighed – siger man optimistisk. Realiteterne viste sig at være helt anderledes. Det blev noget helt andet. Ske mig efter dit ord, siger Maria. Ville vi sige det? Måske. For sagen er ikke enkelt. Man kan ikke bare sige nej tak til alt af frygt for, at noget skulle ende med at blive svært. Man kan ikke sige nej til alt, der er svært i livet, al sorgen og al fortræden, eller jo, det kan man måske nok, men ikke uden, at prisen bliver høj. Fordi man derved kan komme til at sige nej til kærligheden, til tilliden, til håbet, til alt det, der gør livet kært og værd at leve. Sorgen er kærlighedens trofaste, om end undertiden uønskede følgesvend.

Hvordan så Marias indre regneark ud, da hun fortvivlet stod ved korsets fod og så sit barn hænge der i usigelig smerte uden at kunne hjælpe? Ville hun hellere have sluppet i tide, da hun var ung og sagt: ”Ske mig under ingen omstændigheder efter dit ord”? Sådan ville man måske tænke som udenforstående, men når man har elsket og mistet, ved man jo godt, at man ikke ville have været kærligheden til ægtefællen, barnet, kæresten eller hvem nu foruden. Man ville ikke have været alt bøvlet foruden. Selvom man står der og er fortvivlet, så var det alligevel det hele værd.

Sorg og lykke er ikke modsætninger, det ene bærer det andet i sig som møntens to sider. Den verdens frelser, som Maria bar under sit hjerte, er ham, der skal stå os bi, når vi ikke selv kan længere. Når vejen blev for stenet og hård, er det ham, der skal bære os. Når hjertet sukker under modgang og sorg, og hvor vi ikke orker, at det skal ske os efter nogens ord, men hvor vi ønsker, at det helst skal ske os efter vores eget ord, da er den Gud til stede, som selv ved om at være i ekstrem smerte og ensomhed. Fordi han blev menneske blandt andre mennesker, der ikke vil det, som Gud vil, men ofte helst vil sig selv. Lige om lidt er det påske med stor opstandelse. Det skal det blive, så vi alle ser lys forude. Det tror vi, at der bliver. Amen.

Sognepræst Leise Christensen

DK 8200 Aarhus N

Email: lec(at)km.dk