Vaskerummet

Skærtorsdag | Johannes 13, 1-15 | af sognepræst Christiane Gammeltoft-Hansen |

To mennesker mødes i et vaskerum. For få dage siden var vaskerummet et vaskerum i en koncentrationslejr. Nu er er det et vaskerum i en anden verden, om end vaskerummet ligner sig selv og ligger på det samme sted.

Det er i dagene lige efter krigens ophør. Den tyske udryddelseslejrs soldater er blevet udskiftet med befrielseshærens soldater. For de to, der mødes, har det betydet en omvending. Før var den ene af dem en af udryddelseslejrens fangevogtere. Nu er han selv fange. Og den anden: Han var en af de mange jødiske internerede. Nu er han fri.

Krigen har efterladt sig dybe spor i deres sind, for den ene af dem også fysisk. Den tidligere jødiske internerede er syg og ligger i en af lejrens hospitalsbarakker. På andendagen for befrielsen kæmper han sig ud af sin sygeseng – han vil vaskes. Og da er det så, at de mødes. Den syge fortæller:

”Så snart jeg åbnede døren til vaskerummet og ville fortsætte videre til vaskekummen eller måske først til pisserenden standsede jeg og blev stående – og jeg kan ikke komme på et mere rammende udtryk end denne forslidte vending, for det var ord til andet hvad der skete – som ramt af lynet, for ved vasken stod en tysk soldat der langsomt vendte hovedet mod mig, idet jeg trådte ind; og lige inden jeg faldt om, besvimede, pissede i bukserne af skræk, eller hvem ved hvad jeg ellers ville have gjort, blev jeg hinsides min rædsels gråsorte tåger opmærksom på en bevægelse, den tyske soldats håndbevægelse, som om han vinkede mig hen til vasken, og i hånden som udførte bevægelsen havde han en klud, og han smilede, det begyndte så småt at gå op for mig at den tyske soldat blot skurede vasken og at hans smil udtrykte tjenstvillighed, at han skurede vasken for mig”[1]

Er det muligt at vaske støvet af støvlerne og asken af ansigtet? Er det muligt ikke bare at overleve, men leve med det der er sket, og det der er gjort? Det er ikke muligt i den forstand, at angsten for, at det skal ske igen, ikke er der. Heller ikke i den forstand at man kan glemme eller fortrænge fortiden. Den tidligere jødiske fange ved da også både med sig selv og i forhold til det at være menneske, at det er svært at tæmme mistænksomheden. Som en fanfare har frihedsråbet lydt gennem udryddelseslejren. Mistænksomheden, den er dog dermed ikke med ét blæst væk.

Men i sekundet inden den syge – måske eller måske ikke – besvimer, ser han en udstrakt hånd og et menneske, der er parat til at tjene. I et øjeblik ser han, at der er indtrådt en anden verdensorden, hvor et vaskerum ikke længere er til for at gøre nogen klar til døden, men for at styrke mennesker til livet. Og han erfarer, at der kan opstå noget medmenneskeligt selv der, hvor afstanden ellers synes at være uoverkommelig.

Det er skærtorsdag. Den rene torsdag. Skærtorsdag er som et øjeblikkets ø. Der har været svigt før og der vil komme svigt igen. Der har været fornægtelse før og der vil komme fornægtelse igen. Det gælder i det enkeltes menneskes historie. Det gælder i den store verdenshistorie. Og det er derfor også en del af evangeliets fortælling. Men nu er vi her, på øjeblikkets ø. Skærtorsdag. Og Jesus tager vaskefadet op. Det er der sin helt egen omvending i. Han, der er herre, lægger sig på knæ for at tjene mennesket, vaske støvet og asken af. Og samme aften tager Jesus også brødet og vinen op. Han takker og deler det rundt, som er det selve betydningen af hans liv, han samler op, og i koncentreret form rækker frem.

Det er det nemmeste i verden at afdække menneskets grumsede og snavsede sider. De er så åbenlyse, at der ikke behøves nogen særlige detektivkundskaber for at finde dem. Men at mødes menneske til menneske og vedkende sig et fællesskab. At mødes i tillid trods svigt og skyld, det kan kræve den hele indsats og mere til.

Skærtorsdag udfører Jesus kærlighedens fodarbejde. Han tager kluden og vasker indtil noget oprindeligt kommer til syne. Han afdækker det, vi er skabt som, og det vi er bestemt til og genindsætter os i fællesskabet med ham og hinanden.

På den måde giver skærtorsdag også lidt klarsyn. Det drejer sig ikke kun om, at vi selv kan få stillet vores egen sult og tørst. Det drejer sig om, at vi trods den afstand vi kan lægge til hinanden ikke desto mindre er ét. Det er derfor, at en fangevogter, der har mere på samvittigheden, end der er plads til og han kan holde til, alligevel kan tage en vaskeklud op og tjene den, der tidligere var hans offer. Hvem ved, måske gør denne vaskende tjeneste også ham selv lidt renere, men uanset hvad – det er muligt at gøre noget for den anden, uanset hvad ondt man selv har været skyld i. Det er den tidligere fangevogters befrielse. Og det er nadverens befrielse, tilgivelsens befrielse.

Nadverens vision er enhed. Den ældste nadver-formel og nadverliturgi, vi har, er Paulus’. Også for Paulus drejer det sig om det fælles liv. Når vi bøjer os mod hinanden, medlevende, medlidende, tjenstvillige er det nadveren, der sætter sig igennem.

På den måde kan det også blive til nadver uden for kirkens rum. Det er godt at huske på i en tid, hvor vores kirker er lukkede pga. af den verdensomspændende epidemi. Vi kan ikke fejre nadver i kirken i dag, men det betyder ikke, at vi er uden for nadverens virkelighed. Den virkelighed blev indstiftet, da Jesus skærtorsdag brød brødet og holdt kalken frem og med tegn og ord viste, at vi har del i hans liv.

I et vaskerum rækkes en hånd frem, og selv om det ikke visker angsten og smerten væk, kan det alligevel vække følelsen af, at verden kan være andet end rædslernes sted.

I en tid hvor vi holder afstand, og mange er lukkede inde i deres hjem er det alligevel muligt at høre en efterklang af ordene: Dette er Jesu Kristi legeme givet for dig, det er Jesu Kristi blod udgydt for dig. Efterklangen kan måske høres i den stemme, der trøstende når den, der er bange eller syg. Eller efterklangen kan spores i det blik, der ser direkte på en i en vedkendelse af fællesskab. Eller det blik der giver lidt varme i en tid, hvor vi ikke kan nå hinanden med hænderne.

Det er Skærtorsdag og vi lever ikke for os selv. Hvad end der er af afstand, er vi samlet i Guds kærlighed.

Amen.

Sognepræst Christiane Gammeltoft-Hansen

DK-2000 Frederiksberg

E-mail: cgh(at)km.dk

[1] Imre Kertész, Kaddish for et ufødt barn, 1990, Batzer & Co, side 70