Vi, de tilgivne syndere

5. søndag efter trinitatis | Esajas 6,1-8; Lukas 5, 1-11 | Af Rasmus Nøjgaard |

Jeg tror aldrig, at jeg har mødt et menneske, der i sit inderste væsen i sit allermest skælvende øjeblik ikke troede. Alle jeg har mødt ejer en følelse af troens tilstedeværelse. I vores så rige og facetterede bevidsthed lever troen med. Jeg har ikke selv fantasi til at forestille mig at være til i verden uden at troen spiller med, måske hos nogen som en meget svagt vibrerende streng på anden-violinen.

Vi har alle en bevidsthed, der er så rig og flertydig, at vi også alle kender til tvivlen og til fornuftens skeptiske spørgsmål. Men troen er der alligevel, også selvom den trænges i defensiven eller helt i skjul. Det er som med angsten i mørket, at selv om vi godt ved, at der ikke er nogen bag sengegærdet, så gyser vi i tusmørket. Selv om vi er sårede og vrede, kan vi ikke gøre os fri af den kærlighed der knytter os til den anden. Er det ikke almenmenneskeligt, at vi vi lever med kærligheden, og lige sådan med troen? Vi kan flygte fra den, skjule os, le ad den og latterliggøre den, men den er der. Nogle gange er vi nødt til at fravælge den. Det gælder, når vores fælles liv ødelægger betingelserne for at vi kan leve trygt og udfolde os frit, og det gælder, hvis troen vi møder, bæres frem af en kirke der lukker sig om os og hindrer vores udblik til den omverden, der ellers rummer vores muligheder for fællesskab og nærvær. Den brændende ild kan både lyse op og give varme, men den kan også fortære alt. Det samme gælder kærligheden og troen.

I dåben giver Gud sig til kende som den, der vil dele skæbne med os. Vi kan bedst beskrive det ved at Gud kalder hver enkelt af os til at blive sit barn. Som vi er beslægtet med vores egne forældre og familier, sådan træder vi ind i Guds familie og deler liv og skæbne med hinanden. Når vi rækkes nadverens brød og vin, får vi del i Jesu liv, så at legemet og blodet vidner om vores fælles liv, død og opstandelse. Fra badet til bordet springer Gudsordet, det ord der kalder os til tro på tilgivelsens og opstandelsens forvandlende kraft.

Dåben er et kald, et langt dybere kald til den tro der allerede lever i os, og som kan vækkes og følges. Derfor sker kaldet her i kirken i fælles fortrolighed, fordi vi ved at efter kaldet kommer efterfølgelsen. Opdragelsen, formaningen, næstekærligheden. Og undervejs er vi skænket den største gave af alle, når vi hører Jesu tilsagn om at han er med os, og tilgiver os vore fejltrin. Vi er de tilgivne syndere. Det er ikke så vanskeligt at forstå, for hvem af os kan kaste den første sten, og stille sig selv ren og vasket frem uden fejl og mangler? Vi er dog ikke guder, men mennesker. Netop menneskelige. Sådan nogle som selv Gud kan elske og holde hånden over, så også vi kan føle os værdifulde; værdige til at kaldes Guds børn. For det er vi.

Simon Peter blev ligesom dåbsbarnet aldrig spurgt. De bliver begge kaldet. Som evangelisten Lukas har skrevet historien, kunne Simon Peter ikke undslå sig. Det kan dåbsbarnet heller ikke. En af vores faste kirkegængere fortæller om dengang hans datter under skrig og skrål blev døbt af Carl Lilleør, der afslutter dåben med at bekræfte, at dåbsbarnet nu og meget mod sin vilje er blevet døbt… Det samme gælder profeten Esajas der fortæller om sin egen kaldelse, der heller ikke var båret frem af frivillighed. Seraferne får dørene til at ryste, rummet fyldes med røg, og med en tang tager serafen et stykke gloende kul og rører Esajas’ læber. Under de omstændigheder kan jeg godt følge Esajas, der trods skræk og rædsel ikke tør sige andet end: ’Her er jeg, send mig!’

Kaldelsen kan på den måde være både helt umiddelbar, næsten naiv, men altså også frygtindgydende. En af mine fædre i teologien, kirkehistorikeren og lutherforskeren, professor Leif Grane, rystede altid sine førsteårsstuderende ved sin umoderne uvidenskabelighed: Hvis Gud virkelig ér, så er vi i forhold til Gud ufrie. Men i vores ufrihed har han ud af kærlighed sat os fri – med befalingen om at elske vores næste som os selv. Grane var ikke for ingenting den ypperste fortaler for viljens ufrihed, men også for at vi først i erkendelse af, at Gud på en og samme tid er dommer og befrier, får et trosforhold skænket, der sætter os frie til at leve for den anden. Det er ikke op til os at redde vores eget skind, men at leve for hinanden. Det er vores redning!

Den forestilling rummer den sandhed, at vi i virkeligheden gør os helt ufrie og for evigt bundet til vores eget ego, vores egen krop og vores egen forstand, hvis ikke vi forstår, at vi er bundet af historien, af slægten, folket, nationen og troen. Vi er ufrie, fordi vi tror vi selv rummer alle de svar, som verden i stedet rummer – historien, videnskaberne, troen på Kristus. Det er alle tiders svøbe at bruge sig selv som målestok for andre og hævde sin egen sandhed. Det er også vores tids svøbe, hvor prominente stemmer, der har påtaget sig tillidsfulde hverv, kalder ret for vrang, og falskt for sandt. Det samme gælder også hele den seksualiserede magtkultur, der ikke forstår, at det var forkert adfærd, fordi det var en almindelig accepteret norm. Men det var en skændig norm, der først nu er ved at blive ændret, når vi i fællesskab reflekterer over den og påtager os vores ansvar. For selv om vi tog del i den perverterede norm, så er vi dog stadig Guds børn. Også det må vi alle minde os selv om, at bekendelse og angerfuldt ønske om tilgivelse skal høres, og skal mødes, når tiden er moden til tilgivelse og forsoning.

Simon Peter er rædselsslagen over Jesus’ magt over havet, over alt levende og endda over vilkårligheden, han falder på knæ, og ligesom Esajas beder han for sit liv og siger: ’Jeg er syndig’, ’Gå væk fra mig!’ Han kender endnu ikke Jesu forvandlingskraft, men forveksler den med trolddomskraft.

Dagens evangelium er et lynglimt, et tordenskrald, en første kaldelse.

Det fine ved denne fortælling er at vi sådan set ikke har flyttet os en millimeter. Vi er ligesom Simon Peter stadig dårskabens kirke, en samling fornægtere og tvivlere når det gælder, og alligevel dem som Gud kalder og i sin nåde velsigner som sin menighed. Ligesom i dåben, som ikke er noget vores dåbsbarn ønsker, men noget vi gerne vil række det, en nådegave som det får uden at skulle vise sit værd eller bestå en prøve, en gave ud af kærlighed nu og altid.

Jesus havde ikke brug for bygninger og ritualer. Evangelisk kristendom fejrer ikke den skjulte sandhed, men forkynder den åbenbarede Kristus. Det er noget helt andet. Vi fejrer ikke det usynlige, det mystiske og alt det som ikke er virkelighed. Vi fejrer betydningen af den begivenhed vi hører om: at Kristi liv, hans død og opstandelse også gælder os. Det er budskabet om at fejre det liv vi har, fordi det er her i vores eget liv at det guddommelige viser sig. Som et menneskebarn, som et opmuntrende blik fra en fremmed på gaden, som en hilsen på sms, som ord og musik der løfter os og gør hverdagen betydningsfuld. Så vi hver især hører kaldet: ’Kom, følg mig!’

Vi kan ikke altid mærke troen, men når vi kommer i kirke til gudstjeneste, er det for at høre kaldet og lade det berøre os:

Kom, følg mig, jeg trøster den sorgfulde, opmuntrer den syge og tilgiver enhver der tror.

Kom, følg mig.

Amen.

—

Sognepræst Rasmus Nøjgaard

DK-2100 København Ø

Email: rn(at)km.dk