At få sjælen til at klinge

2. søndag efter trinitatis – 21.6.2020 | Lukas 14,25-35 | Tine Illum |

Indledning til evangeliet: I den fortælletradition, som Jesus er en del af, den mellemøstlige, sætter man ofte ting på spidsen, for at fremme forståelsen eller for at provokere. Der må godt være en chok-effekt, der får folk til at høre efter. Og i dag får han os virkelig ud på kanten af kirkebænken.

Der var altid mennesker i nærheden af Jesus. Nu vendte han sig om og sagde til dem: ”Hvis I vil slutte jer til mig, skal I bryde med jeres far og mor, brødre og søstre, og jeres koner og børn og opgive jeres eget liv. Ellers kan I ikke være mine tilhængere. Den, der ikke tager sig kors op og er parat til at gå i døden med mig, han kan ikke være min tilhænger.
Hvis en af jer vil bygge et tårn, vil han så ikke først sætte sig ned og regne på, hvad det koster, så han kan se om han har råd til at gøre det færdigt? Ellers kommer han i den situation, at han kun får lagt fundamentet og ikke kan gøre tårnet færdigt. Så vil alle, der ser det, håne ham og sige: ”Se den mand, der ikke kunne gøre det færdigt, som han begyndte på.”
Eller forestil jer, at en kongeplanlægger at gå i krig med en anden konge. Vil han ikke først overveje om han med sine ti tusind mand er stærk nok til at møde den anden, der har tyve tusind mand? Hvis ikke han er det, må han sende en delegation af sted for at høre, hvad fredsbetingelserne er, mens fjenden stadig er langt væk. Sådan er det altså: Ingen af jer kan være min tilhænger uden at give afkald på alt, hvad han ejer. Salt er godt, men hvis det mister sin kraft, kan det ikke blive salt igen. Det kan ikke bruges til noget som helst, men er lige til at smide ud. Det er vigtigt, at I forstår hvad jeg siger.
Luk 14, 25-35

”Ups!” sådan sagde en ven i går. Han havde lige spurgt om, hvad den bibeltekst, der skulle læses i kirken i dag handlede om. ”Ups!”.
Ja – hvad i alverden skal vi stille op, når vi hører det her?
Og hvad skulle de stille op dengang? Jesus har faktisk lige inden fortalt om hvor vigtigt det er at bryde regler og egne forestillinger, for livets skyld. Liv er vigtigere end dogmer. At elske er at ville liv. Og han har fortalt, at Gud vil bænke alle ved sit himmel-bord. Og lige bagefter den svada vi hører her, fortæller han tre små historier om, at Gud leder og finder og elsker og ikke gi’r op.
Havde vi sat os godt til rette, skal jeg love for, at vi er kommet til at sidde som på nåle.

På billedet på sangarket er der en billede af indskriften på kirkeklokken i Michaeliskloster i Hildesheim i Tyskland. ”At få sjælen til at klinge”, står der. Kirkeklokken skal bryde tavsheden i min sjæl, der kommer fordi der simpelthen ikke er et klangrum. Min sjæl er fyldt med egne planer og mig selv og mig selv og mig selv og ganske få andre. Mine ører er fyldt med det, der er rarest at høre og lukkede for det, der kalder mig ud. Der er lunkenhed i mit sind og uld i mine ord, og alt for tit har jeg tunnelsyn og ser kun lige det, jeg helst vil se.
Kirkeklokken kalder på mig, – og hvis jeg tør lade den trænge igennem mine øregange – og det jeg har mellem ørerne – til min sjæl – lader den min sjæl blive genklang af det, der sker i gudstjenesten. Af løfte og kald, af tilgivelse og livsmod, at barmhjertighed og kærlighed.
En spinkel genklang af himmel. Det er nok.

Bær jeres kors, siger Jesus. Vær parat til at give afkald på jeres eget liv. Og forstår de ikke, hvad det betyder nu, så kommer de i hvert fald til det efter påske.

Giv jer ind i livet, ind i en ukendt verden sammen med mig.

Det er ikke vand til vin hver aften, ikke gratis fisk og brød hver dag.  Eller et let liv. Der er også svære tider. Måske er der sygdom, sådan som vi kender det i disse måneder. Ingen mirakuløse helbredelser. Mennesker dør. Der er dage, hvor vi må tale om de alvorlige ting. Dage hvor vi ingenting forstår.

I skal have tillid til Gud. Også på de dage, siger Jesus. I skal have et åbent blik og ikke stirre jer blinde på jer selv og jeres eget. Ellers kommer I til at danne Gud i jeres eget billede, og glemmer at I er skabt i hans.

Og i dag går han så lige derind, hvor det gør allermest ondt: ind i forholdet til vores nærmeste. Der, hvor vi henter den største tryghed – og hvor vi også erfarer den største sorg, når ulykker eller splittelse og bitterhed bliver en del af det forhold. Og Jesus siger: der er meget mere. Meget mere end et vellykket familieliv og det som nogle kalder ”kristne familieværdier” – ja, hvis din kærlighed kun når dine nærmeste, så har den intet med kristen tro at gøre.

En kollega sagde engang: hvor har vi egentlig de kristne familieværdier fra, som folk taler om hele tiden. vi ved jo nærmest ingenting om Jesus’ familie:

Altså bortset fra at forældrene på en rejse til Jerusalem, glemte deres søn og først opdagede det tre dage senere. Og da de fandt ham, sagde han dem imod og ville egentlig ikke med hjem.

Han kom i dårligt selskab og gik hjemmefra – og da hans mor opsøgte ham og ville tale ham til fornuft, da sagde han, at hans familie er alle som tror, og ikke specielt hende.

Den eneste omsorg vi hører at Jesus viser sin mor er, da han på korset beder Johannes og Maria tage sig af hinanden som mor og søn – og det må vi jo sige er temmelig sent!

Da han siger det, vi har hørt i dag, er han på vej mod Jerusalem, hvor magthaverne – de politiske og religiøse – vil have ham standset, og helst fjernet. Det ved han godt. Han er dødsens bange kun lidt senere, der i Getsemane Have. Samtidig ved vi, at han fik styrke til at følge kærlighedens vej, og give afkald endda på sit eget liv.

Om disciplene ved vi, at de blev bange, da det gjaldt. De manglede kærlighedens styrke. De forrådte ham, og svigtede og løj og gemte sig. Præcis som jeg nok også havde gjort.

Da Jesus var opstået trådte han lige ind i deres liv – og de forstod, at de var tilgivet for deres fejhed og svigt. At de fik en ny begyndelse – sådan som vi får det, hver gang vi sendes ud fra kirken med velsignelsen i ryggen: ”Herren velsigne dig…”… en ny begyndelse, som klokkerne, kalder dig ind i kirken for at være i – en klang i din sjæl, som du kaldes til at leve ud, når du går ud af kirken.

Det nytter ikke, at vi siger, at Jesus nok havde en dårlig familie eller en dårlig dag. Og derfor er der ingen grund til at høre efter den slags hårde ord, som vi hører i dag. Nej, vi kan sikkert godt gå ud fra at Jesus mente, hvad han sagde. Og det betyder, at jeg bliver nødt til at se det i øjnene, som jeg helst overser:
– at min kærlighed til min familie kan blive familie-egoisme; mine venskaber kan blive så lukkede, at jeg ikke har blik for andre og ikke byder dem indenfor.

Der er et krav til os i dag: Din kærlighed skal ikke bare nå dine nærmeste, men skal række ud og nå dem, som ingen andre når. Du skal elske din fjende, siger Jesus ligefrem på et andet tidspunkt.

Det er et krav – og samtidig et løfte – ja, først og fremmest et løfte:

– løftet om, at på dine mørkeste dage, hvor du forhaster dig og ordene bliver hårde i din mund. Nætterne, hvor du ikke kan sove for alle dine svigt og af bitterhed. Også da hører du sammen med Kristus.

– løftet om, at den dag du virkelig falder igennem – når din verden falder sammen, når de bånd til dine kære, som du troede var ubrydelige, de bånd, der holdt dig oppe, når de rives over ved dødsfald, skilsmisse, uvenskab og elendighed – da holdes du usynligt oppe af et usynligt bånd mellem Gud og dig. Det er lagt i din sjæl som en klang, og som et løfte.

Er du helt alene – ja, så er du det alligevel ikke. Dét er evangeliet. Du hører sammen med Gud. ”Du tilhører den korsfæstede herre, Jesus Kristus” blev det sagt, da du blev døbt.

Det må du stole på. Det må du leve og dø på. Det må klinge i din sjæl og overalt hvor du færdes alle dage, indtil verdens ende. Amen.

Sognepræst Tine Illum

DK-6091 Bjert

Email: ti(at)km.dk