Hørelsen og de andre sanser

2. søndag efter helligtrekonge  | 2. Mosebog 33, 18-23; Romerbrevet 12,6-16a; Johannesevangeliet 2, 1-11 | af Christiane Gammeltoft-Hansen | 

Af alle sanserne har høresansen været den foretrukne i den luthersk-evangeliske kirke. Vi kan undvære meget – bare ikke det at få fortalt. Øjne, næse, mund, krop og øre. Da bliver disse fem. Men bedst er øret. Øret er en parabol, der kan opfange signaler også på åndelige frekvenser. Først høre, derefter tro. Det er rækkefølgen.

Ikke desto mindre er det smagssansen og synssansen, der aktiveres i dag. Og det er bibelteksterne selv, der aktiverer dem. Det sker med beretningen om en fest, der kunne være blevet husket for sin mangel, men i stedet huskes for sin overflod. Og det sker ved en Gud, vi først kun får lov at se ryggen af, men for hvis ansigt vi ikke desto mindre lever her.

Jeg ”dækker med hånden for dig, til jeg er kommet forbi”, siger Gud til Moses ifølge 2 Mosebog. ”Derefter tager jeg min hånd væk, så du får mig at se fra ryggen. Mit ansigt må ingen se”.

Der er intet som et forbud, der kan aktivere forestillingsevnen. Den indre synssans.

En fotograf udtalte engang, at fotografiet altid havde noget melankolsk over sig. Det var nemlig fortidigt. Det viste, hvad der havde været, men som nu var slut. Måske er det derfor Gud ikke vil have, at Moses skal se hans ansigt. Han vil ikke fanges ind i et billede, der hurtigt kan blive fortidigt. Et dødt fotografi.

Men et ansigt i sig selv er jo så langt fra dødt. Når kunstnere vil have os til at se, bruger de derfor også ofte ansigtet. De maler portrætter, fordi der er noget særligt indtrængende på færde i ansigtet. Blikket kan fange os ind. Der er noget, det vil meddele os. Måske en fordring om at blive taget vare på. Måske en fordring om at træde frem, så det kan blive til et møde.

Selv kunstnere, der ikke maler med pensler men med ord, må bruge ordbilleder om ansigtet. Som beskrivelsen af en elskedes blik, der med en forfatters ord kan lyde sådan her:

”Hans blik strøg hen over mig, som en blød pensel, der var ved at lægge bladguld på. Jeg stod i færd med at blive forædlet, omskabt af et blik”.

Og ikke bare blikket gør, at ansigtet er særegent. Også trækkene har et særligt potentiale. Et ansigt kan ændre sig og dog være det samme. Hvad vi føler, hvad vi oplever sætter sig spor i ansigtet. Både glæde og sorg aftegner sig som linjer i det. Ansigtet er altid i forandring. Det kan netop ikke indfanges. Det er altid nyt og udtrykker derved på en eller anden måde ideen om det uendelige.

Ansigt til ansigt – det er her mødet finder sted og verden bliver større. Ansigt til ansigt – det er her vi ind imellem pludselig også kan opdage, at vi er elsk-værdige.

Det bliver umenneskeligt uden ansigtet. Som er der bare tale om en anonym genstand. Vi kommer til at mangle blikket. Derfor er det heller ikke nok med en Gud, vi kun må se ryggen af, som er han altid på vej væk fra os.

Men man skal ikke tage fejl – at leve ”en face” med Gud betyder ikke, at alle hemmeligheder er gennemskuet og gåderne ophævet. Ligesom med ordet har vi også kun ansigtet på fortolkningens vilkår. Ligesom vi altid forsøger at aflæse hinandens ansigter: hvilken sindsstemning er den anden i? Hvad mener den anden med det, han eller hun siger? Hvad afspejler furene? Afspejler de et liv med meget smerte eller meget latter?

Evangeliet er fortællingen om en Gud, der er nær. En Gud der ikke går væk fra os, men kommer os i møde. Første gang Jesus træder offentligt frem i Johannesevangeliet, er til et bryllup. Bevægelsen er modsat den, Moses oplever. Her er der ingen, der bliver bedt om at trække sig tilbage til dunkle kroge eller stille sig på afstand. Der er ingen hånd, der holder os for øjnene, mens Gud går forbi. Der er fest, og Gud er med.

Mon ikke de to, der skal giftes, har oplevet at blive forædlet i hinandens blik. Nu føjer Gud så ædel vin til, som er det forædlingen af selve livet, der gemmer sig i forvandlingen fra vand til vin. Og vi ser det hele for vores indre blik. De store kar, det klare vand og derefter, den dybe, røde, fløjlsagtige vin. Og der er lugtene, smagsnuancerne, og ånden der indfinder sig i mere end en forstand.

Det kan godt være, at vi i kirken ikke har ry for at være løsslupne og synderligt feststemte. Men det er ikke desto mindre evangeliet i dag. Der er fest, og der er nok at drikke til, at festen kan fortsætte i lang tid. 600-700 liter vin. Det er immervæk noget. Det kan nå at blive ret muntert.

Og bag om det hele tegnes der et Gudsbillede, der viser, at Gud er den der ikke vender ryggen til, men træder ind i verden og vores fællesskaber og beriger dem. Det er stadig gådefuldt. Det overskrider hvad vi forstår, og hvad tanken kan følge med til. Men det er også tydeligt. Det er nådigt og gavmildt.

Og så en tilføjelse. Det var på den tredje dag, at der var bryllup, skriver Johannes. Det var også på den tredje dag, at Jesus stod op fra de døde. Der er et eller andet ved det bryllup, der ikke kun handler om nu, men også om det der skal komme. At vi kan se frem til en fest derude engang i fremtiden, hvor evigheden har taget over.

Selvfølgelig har øret betydning, for ordet har betydning og vi skal have fortalt om Gud. Men der er også liv i de andre sanser. Smagen af vinen ved et bryllup såvel som ved en nadver. Lyden af vand der med en hånd hældes over en barns hoved. Øjne der møder en andens blik, og øjne der opdager, at man selv er set. Måske vi endda også hører bedre, når de andre sanser er med. Amen.

Sognepræst Christiane Gammeltoft-Hansen

DK-2000 Frederiksberg

E-mail: cgh(at)km.dk