Mattæus 19,16-26

6. søndag efter trinitatis | 24.07.22 | Mattæus 19,16-26 | Mikkel Wold |

Den rige unge mand er vel nok blevet bedømt meget forskelligt alt efter hvilken sammenhæng, hans historie læses op i. Både det at være rig og det at ville være fuldkommen er begge forhold, som i nogle kulturer er suspekt, mens det ikke er det i andre. Her på vore breddegrader er der ofte en vis skadefryd over, at de velhavende nok kan leve et misundelsesværdigt liv i kraft af deres store rigdom, men når det kommer til stykket, er de nok ikke så stærke. Netop derfor gør det ikke så ondt i det middelmådige sind, at den rige mand måtte gå bedrøvet bort. En præst beskrev, hvordan et menighedsmedlem engang ved at høre fortællingen udbrød ”Der blev han afsløret”. Underforstået at den rige nok ikke mente det så meget med sit spørgsmål, når han nu bare forduftede, så snart der blev sat trumf på. Uden at tænke over, at samme fortælling også ville afsløre menighedsmedlemmet selv.

Lidt i samme rille kører den holdning, som er suspekt over for det at ville være fuldkommen. Hvis middelmådighed er målet, så er ønsket om fuldkommenhed jo nærmest lidt asocialt.

Det er for underholdningens skyld sat lidt på spidsen, men ikke mere end at det dybest set har noget at gøre med den virkelighed, vi bevæger os i. Navnlig når det gælder denne tekst er det ikke ualmindeligt at se den udlagt som om den handler om et angreb på gerningsretfærdigheden. Der kan man se, det nytter ikke noget at stræbe efter at gøre tingene så godt som muligt eller at ville være fuldkommen i sin søgen efter Gudsriget, for mennesket er og bliver en synder, så hold op med den stræben efter det høje – ved jorden at blive det tjener dig bedst, så lev på nåden og så lad de gerningsretfærdige om at se på, hvad der skal gøres. Vi ved bedre, for der skal intet gøres, det hele er jo virket af Guds nåde.

På den måde forsøger man at koble nåden sammen med en ganske almindelig åndelig dovenskab og ligeledes vil man gøre en fin stræben efter at nå dybere til noget suspekt. Ovenikøbet udlægges en sådan naiv tilgang af og til som god luthersk teologi. Sådan får man talen om nåden galt i halsen, når man i stedet for at lade det være en redning lader det blive anledning til ligegyldighed.

I sine papirer skriver Kierkegaard noget om netop det forhold. ”Hvor frygteligt er vi dog ikke blevet demoraliserede”, siger han, ”ved hjælp af den måde, på hvilken vi anbringer nåden. Thi således prædike vi egentlig: at ville stræbe efter fuldkommenhed er formastelse… nej, bliv i skidtet og blødagtigheden – og så nåden”. Men sådan skal det jo ikke være, at nåden bliver legitimeringen af at blive i skidtet og blødagtigheden, som han kalder det. Han fortsætter således: ”Nei, således skal forholdet være: Din stræben skal være så anstrengt som muligt, og så er det dog nåde alligevel, når du frelses”. Lige netop! Med andre ord: Væk med denne tilfredshed med middelmådigheden, som af en eller anden grund navnlig har sat sit præg på vore breddegrader. Gad vide om det er klimaet, der har gjort det? Når der nu er så meget gråvejr og stort set aldrig noget helt ekstremt, mon så det har smittet på vores sansning, så vi elsker det grå og gennemsnitlige? Er der for få bjerge i Danmark? Selvfølgelig er der også en god side ved vores manglende sans for ekstremer, det giver f.eks. en tendens til en forholdsvis fredelig omgang med uenigheder, men når det smitter af på vores opfattelse af troen og teologien på den her omtalte måde, er der grund til at minde om, hvad Kierkegaard siger: ”Din stræben skal være så anstrengt som muligt”. Hvorfor skulle vi ikke gøre vort bedste?

I dagens fortælling hører vi om den unge mand, som opsøger Jesus med ønsket om at få evigt liv. Det kan betyde så meget. Var det sådan, at han opfattede det evige liv som en særlig gevinst, man kunne erhverve sig ved at opfylde visse bud? Måske, det rummer fortællingen ingen viden om. Men Jesus taler i al fald om det som en indgang til livet. ”Vil du gå ind til livet”, siger han. Ikke kun det liv, der udfolder sig efter døden, men også noget, der begynder nu og her. Et liv i fylde i stedet for tomhed, ville vi måske sige. Et liv i Guds nærvær. Et liv hvor jeg er troende.

Vigtigt er det i al fald, at Jesus jo ikke afviser den unge mands søgen som udtryk for overmod eller religiøs selvoptagethed. I Markus’ gengivelse af samme episode står der ovenikøbet, at Jesus så på ham og fattede kærlighed til ham. Men hans kærlighed til ham forhindrede ham ikke i at sige, hvordan det forholdt sig: Vil du være fuldkommen, så sælg hvad du ejer og giv det til de fattige og kom så og følg mig. Det ville have været spændende hvad der var sket, hvis den unge mand havde fulgt rådet fra Jesus. Sådan er der jo rige i historiens løb, der har gjort. Sådan gik det ikke her, for kravet fra Jesus var for højt for den rige, som gik bedrøvet bort.

Disciplene som stod omkring Jesus og var vidner til hele denne episode blev skrækslagne, da Jesus sagde til dem, at det ville være lettere at få en kamel gennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige. ’Nåleøjet’ kaldte man den mindre port, der var placeret i nærheden af byporten, og som var så lav, et en kamel som regel nægtede at gå igennem den, og det har velsagtens været det billede, Jesus ville frembringe. Næsten umuligt, men ikke utænkeligt.

Men disciplene fangede godt den alvor, som denne situation handlede om. Det her var jo ikke bare et spørgsmål om en eller anden tilfældig rig person, som ikke ville give afkald på sin rigdom og blive som en af dem. De så, det vidner deres spørgsmål om, at den rige mand blev stillet over for et krav, som gjorde ham ulykkelig. De havde jo sådan set ellers deres på det tørre, for de havde jo forladt alting. Alligevel blev de skræmt af situationen.  Men Jesus møder deres forståelige spørgsmål med det svar, at for Gud er alting muligt. I denne situation betyder det: Gud er den, der frelser, og han gør det ved den barmhjertighed og nåde, som træder til, når vores egen ufuldkommenhed sætter ind.

Således er denne søndags evangelium for det første er et opgør med den misforståelse det vil være at se nåden som en ting, jeg kan disponere over, sådan, at jeg kan lade fem og syv være lige, for hvis Gud passer sin tilgivelse og i øvrigt er grænseløs kærlig, så kan jeg jo sådan set give en god dag i al den stræben efter fuldkommenhed. Og det er for det andet et opgør med troen på, at det halvgjorte er mere autentisk eller ægte end forsøget på at gøre det bedste, og det er et opgør med tendensen til at forholde sig mistænksomt over for indsatsen for at blive fuldkommen. Det var jo ikke for at tage gas på manden, at Jesus nævnte det med at der endnu var noget, han kunne gøre. Manden gik bedrøvet væk, men der står jo ikke noget om, at Jesus kaldte ham tilbage for at sige, at så slemt var det heller ikke ment, og at han i øvrigt beklagede sit korte lidt fanatiske indfald om at sælge hvad man havde og give det til de fattige. For Gud er alt muligt, siger Jesus. Det er den rige mands og vores redning.  Det vil sige, at når jeg opdager, at jeg i troen er ved at have det som den rige mand og at jeg kommer til kort over for de krav, der stilles mig om den ultimative kærlighed til Gud og min næste, så skal jeg vide, at jeg ikke dermed er fortabt.  Men jeg skal ikke lade den viden og vished blive til en sovepude for min stræben efter at udøve kærligheden, sådan som Jesus befaler den.

Nåden er således ikke et tilsagn om, at det hele ikke gør noget alligevel. Nåden er mit eksistensgrundlag, den er min adgang til at kunne leve så godt jeg formår uden at skulle gå til grunde i konfrontationen med min egen ufuldkommenhed. På denne måde virker gudsriget i os. Ved at vi gør vores bedste for at tage Jesu ord til os og leve på dem, udøver kærligheden så godt vi formår og stoler på Guds nåde, så vi ikke går under i konfrontationen med vores egen ufuldkommenhed. Amen.

Sognepræst Mikkel Wold

1263 København K

E-mail: mwo(at)km.dk