Matthæus 2,12-23

Hvis … | 31.12.2023 | Julesøndag | Matthæus 2,12-23 | Tine Illum |

Fra det inderste i hjertet, når det brister.

Fra stemmen i et hidtil ukendt dyb.

Herfra kommer det: Ramaskriget.

Ingen fremtid. Intet håb. En sønderbombet kærlighed. Et blodigt barnelig.

Julens fortællinger er englenes håbefulde løfte ”Fred på jorden” og mødrenes skrig, når deres børn dræbes med knive, sværd og bomber. Det er flygtninge på vej fra alverdens tyranner. Det er håb og håbløshed.

Forfølgelser og flugt, uretfærdighed og vold … det er en historie om hele verden. Jeg tror, de fleste af os kan se billeder af fortvivlede mødre i bombede hospitaler i Gaza, i Ukrainske byer uden varme, i israelske kibbutzer, i Sudan…..
Nogle billeder bliver hængende. For mit vedkommende er det billedet af en mand, der i skumringen kommer gående med to hvide poser i armene. Det er hans døde børn. Han ser ikke på os, han ser en anden vej … Han ser faktisk slet ikke … hans liv er gået i stå … han går bare der gennem murbrokkerne med sine børn pakket ind i hvidt stof … hans ser indad… måske husker han tilbage på morgenen, hvor børnene legede … måske forsøger han at glemme d … han har ikke flere skrig… ikke flere tårer …

Hvor er Gud henne? Lige dér? Ikke en Gud i et pænt salmevers i hvert fald… ikke en Gud, der ved et mirakel standser krige og gør døde børn levende … ikke en Gud, hvis almagt, vi kan have tiltro til, hvis han samtidig er kærlighed – ikke et lys, som er stærkere end mørket, sådan som vi hørte om det for få dage siden. Han er der ikke. Eller også er han der, men hvad skal man med en Gud, hvis kærlighed man ikke kan mærke, og hvis løfter og håb virker utroværdige. Det her er virkelighed – også virkeligheden i julen.

Den her fortælling handler om alt det modsatte af det, vi hørte juleaften: om ”et barn er født” og ”verdens frelser” og englesang – denne fortælling hører også med. Ikke fordi der nu engang skal noget socialrealisme ind i juledagene – eller der skal være noget for vrisserne – men fordi det er sådan, virkeligheden er. Og hvis Gud ikke er dér, hvor han ikke kan mærkes og ses og føles og høres – så er han ingen steder.

Julesøndag kommer ikke med dogmer – men med et levende håb for den, der ikke oplever det, ikke kan mærke det, ikke kan tro det – og måske aldrig kommer til det … eller måske kommer til det. Ingen af os skal begynde at forklare kvinderne i Rama eller manden med sine to små børn i ligposer om Guds kærlighed eller fortælle, at der findes evigt liv for døde, hvis blot vi tror. Og at de nok snart skal blive glade igen. Ramaskriget, det håbløse, fra struben – der ryster hele kroppen – findes.

Da vi kom i kirke, hørte vi læsningen fra Jeremias om ramaskrig og Gud, der siger:  Græd ikke mere, stands dine tårer, dine børn skal vende tilbage. Da Matthæus senere henviser til den profeti, da alle drengene under to år bliver myrdet, fordi Herodes vil have ram på Jesus – da hører vi ikke ordene om trøst – men blot ordene om fortvivlelse. Om at Rakel ikke vil lade sig trøste – hun vil ikke glemme – hun vil ikke standse sine tårer.  For trøst er ikke formaning og et løfte om at få løn for sin møje – som om noget som helst kan opveje tabet af nogen vi elsker. Dén erkendelse er der faktisk livskraft i.

Rakels gråd er et klageskrig. Sorg og vrede på én gang. Vi møder det hos levende mennesker den dag i dag. Ikke bare i Rama på Vestbredden, men i hele verden. ”En klagesang er til for at høres – ikke en stil der skal rettes i”, siger Benny Andersen.
Salmernes Bog i Det gamle Testamente har ikke bare de smukke salmer som salmen ”Herren er min hyrde” og andre salmer, der udtrykker trøst og forvisning om, at Gud er nær. Den har også salmer, der skriger fortvivlelse og gudsforladthed ud. Da konfirmanderne og jeg læste en af de salmer og talte om, hvorfor i alverden den er med i Bibelen, sagde en: ”Fordi sådan er der jo nogen, der har det, og det ved Gud godt.” og en sagde: ”Man ville jo ikke sige sådan, hvis ikke man troede, at der var en, der hørte det.”
Nemlig.

Det ganske forfærdelige er ikke skriget – men stumheden, der intet skrig har. Det udslukte blik. Håbet, der ikke findes. Klagesangen er den lillebitte spire i ørkenen, troen på, at der dog er én, som hører … Den lille spire, som håbet kan vokse frem af. Og som er spiretro, mens den stadig er helt usynlig …

Vi kan ikke – og vi skal ikke – trøste lidelsen væk. Eller ufølsomt sige, at Gud nok har en mening med den… eller hvad der nu kan komme ud af min mund.  Vi skal være der. Vi skal ikke rette i klagesangen, men høre. Være der. Gå med. Være der. I visheden om, at Gud har været dér og er der.
Gud har ikke blot hørt skrigene fra Rama. Han har hørt sin døende søn på korset. Han har selv oplevet at miste sit barn. Og jeg stoler fuldt ud på, at han går hos faderen med ligposerne – også uden at han mærker det, også uden at han tror det.

Og måske en dag spirer troen frem i det forpinte sind, i tabets tomhed. Måske en dag pibler en dråbe håb frem – et livstegn. Fordi Gud sætter sig igennem usynligt for mennesker. Eller fordi et menneske helt konkret holdt håbet op, hørte, så, gik med. Tog imod.

Den ubærlige lidelse kalder på os. Ikke bare på vores bøn – også på vores handling. For nogle år siden hørte jeg en spritny salme, der blot hedder ”If”, på dansk kom den til at hedde ”Hvis”… Salmen er stilfærdig melodiøs… fortællende… ”Hvis jeg hed Maria med et barn på min arm” – vi kommer helt ind i evangeliet til i dag.. ”hvis jeg hed Maria … tvunget til at flygte … hvis jeg nu kom til det sted, hvor du bor, fandt du så en plads til mig …” versene afløser stilfærdigt hinanden … Indtil det sidste vers … ”hvis jeg hed Maria med et barn på min arm, hvis han nu hed Jesus”…  og her stopper melodien brat midt i et vers.  Så jeg blive tvunget til at tænke videre… bliver trukket ind i fortællingen … og ind i andet, jeg har hørt fra Bibelen om at den, der tager imod og hjælper en af mine mindste, tager imod Jesus.

Vi spørger vel os selv og hinanden om – måske især denne jul – om, hvordan mennesker kan få sig til at skære halsen over på spædbørn eller bombe et hospital … hvordan kan vold og hævn og vanvid få sådan et tag i nogen? Det er uforståeligt, siger jeg måske til mig selv – eller vi siger det til hinanden.
Måske er der noget, der er endnu mere uforståeligt: Det er, at nogen giver afkald på hævn, går en anden vej. Kærlighedens vej.
Den vej, Jesus gik helt ud i døden… for at ingen af os skal dø eller skrige eller lide et sted, hvor han ikke har været eller er. Der skal ikke være noget sted uden håbet om en tredje dag, en opstandelse, en påskemorgen, et sted hvor tårer tørres bort og alle klagesange løftes ind i englenes sang om fred på jorden.

I det små kan vi bære denne fortælling i os – bære den med os. Ufuldkomment og uperfekt. Men vi kan – og måske det øjeblik, det lykkes, betyder hele verden for en anden.
Hvert øjeblik må jeg vælge at give afkald på voldens herredømme og overgive det til ham, der julenat kaldes vældig Gud, Evighedsfader og Fredsfyrste, selvom han bare er et lille Guds ord, der ligger som et barn i en krybbe. Selv om han bare er en flygtning. Selvom han bare er en døende mand på et kors … Så er han Guds levende håb i verden. Det er vores tro. Det er vores liv. Der begynder det – der forvandles hævn til barmhjertighed, død til liv. En spinkel stemme, der synger ind i englenes sang om fred på jord. Amen.

—

Sognepræst Tine Illum

DK-6091 Bjert

Email: ti(at)km.dk