Men ét er tilstrækkeligt!

15. søndag efter trinitatis |Lukas 10,38-42 |af Rasmus Nøjgaard|

Hvad er det, som er så godt, at Maria har valgt den gode del? Hun har sat sig ned for at lytte til Jesu ord, og det rækker, siger Jesus. Det står temmelig stærkt på græsk, bogstaveligt oversat slår Jesus fast: Martha, du bekymrer dig om meget, men ét er tilstrækkeligt. For Maria har valgt den gode del, og den skal hun beholde. Hvad er det, der er tilstrækkeligt, som stiller sulten og slukker tørsten? Det får vi intet at vide om. Denne berømte historie om Martha og Maria efterlader os med andre ord lidt forvirrede, for ligeså enkelt og ligefremt historien fortælles, ligeså skjult er forklaringen.

Jesus besøger en kvindes hus, hendes navn er Martha, og hun er en god og omsorgsfuld værtinde. Hendes søster Maria er også tilstede, men mens Martha har travlt, sætter Maria sig for Jesu fødder og lytter til hans ord. Den ene arbejder, den anden slapper af, den ene er i bevægelse, den anden i ro, den ene giver, den anden tager imod. Dette modsætningsforhold de to kvinder imellem udløser det, som allerede kirkefaderen Augustin tilbage i 300tallet kalder for et retssalsdrama. Et drama der skal afgøre de to kvinders skæbne, deres frelse. Det er Martha selv, der rejser anklagen: Er det ikke forkert at Maria ikke hjælper mig med at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig. Men som dommer vil Jesus ikke føre den dom til protokols, i stedet afviser han hendes anklage og lukker højst overraskende sagen ved at vende anklagen mod Martha, hun gør sig unødige bekymringer, hendes anklage er falsk, for Maria har valgt at gøre det eneste nødvendige, og det skal ikke tages fra hende.

Stadig ved vi ikke hvad Maria har gjort, andet end at lytte til Jesus. Men vi får en ide om hvad retsopgøret handler om, når vi inddrager den historie som Jesus fortæller umiddelbart inden dette lille drama. Her bliver Jesus spurgt om hvem der vil arve evigt liv, og han svarer med fortællingen om den barmhjertige samaritaner. Den der vil arve evigt liv, må elske sin næste og gøre som samaritaneren. Man skulle tro at Martha har hørt Jesus fortælle den historie, og at hun har taget den til sig i håb om at kunne gøre ligeså, og det er vel heller ikke helt utænkeligt at det hænger sådan sammen. Måske er det ligefrem anledningen til, at Jesus besøger Marthas hus. Men det kaster ikke ligefrem lys over Jesu dom over Martha og Maria.

Op gennem traditionen har vi altid skoset Martha og rost Maria. Skoset Martha for hendes gerningsretfærdighed, og rost Maria for hendes ydmyghed og lydhørhed, hun er den troendes forbillede. Jesus fordrer ikke tjenestevillighed, men overgivelse. Troen er ikke fortjeneste, men kærlighedens gave. Allerede Augustin er opmærksom på, at det er en alt for letsindig læsning. Derfor spørger han nu: Hvad er så den gode del, som Maria har valgt? Og han fortsætter: Lad os undersøge det, så også vi kan få stillet sulten og slukket tørsten.

Det er karakteristisk for de tidlige kristne fortolkningstraditioner, at de aldrig søger den enkle formanende læsning, de stopper aldrig ved bogstaven, men stræber efter at omsætte teksten til levende forbilleder fulde af ånd. De ejer slet ikke den fundamentalistiske måde at læse Bibelen på, som blev moderne i 17-1800tallets nye bibeltro kirkeretninger. Der imod åbner kirkefædrene teksterne for Helligåndens lys, så Bibelens fortællinger bliver fornyende og magiske, og de formår virkelig at forvandle mennesker ved at føre dem fra mørke, død og ødelæggelse til lys, liv og genopretning. Modsat de fundamentalistiske læsninger der lukker lyset ude og lader bogstaverne stå grove, hårde, smålige og verdensforsagende tilbage.

Først er det af største væsentlighed, at vi rehabiliterer Martha. Det er ikke vanskeligt, for skulle der kunne være noget galt ved at ville tjene Guds søn, Jesus Kristus, ved at give ham mad og drikke? Er det ikke det samme vi til enhver gudstjeneste samles os, når Herren kalder os til bords? I fællesskab med Herren bryder vi brødet og deler vinen. Samme fællesskab som Martha inviterer ind til, når hun åbner sit hjem for Jesus, og her viser sig som den bedst tænkelige værtinde. Hvis ’den bedre del’ ville være at gøre ingenting, hvorfor er næstekærligheden og kaldet til tjeneste da i øvrigt så centralt for Jesus? Hvorfor hjælpe syge og fattige, hvorfor åbne vores hjem og lukke andre ind i vores liv, hvorfor omfavne kendt som fremmed med ånd og krop, hvis kun dette ene var nødvendigt og påkrævet? At sidde her på bænken og lytte til ord og toner? Men det er ikke nok, vi må både til badet og bordet, det symboliserer et fællesskab, her sammen med menigheden og med resten af verden, med skaberværket. Det er da også en afgørende pointe, at Jesus ikke befaler Martha at sætte sig ned ved siden af Maria, men lader han hende fortsætte sit gode arbejde. Han er sulten og tørstig, ligesom verden er fuld af trængende sjæle. Martha får dog at vide, at hun skal lade sine bekymringer for Maria fare. For det er Marias egen sag. Marias tjeneste er ikke Marthas anliggende.

Her tror jeg, at vi er ved historiens retoriske højdepunkt, det dramatiske omslag. Det viser sig helt ned i tekstens enkeltdele. De to vigtigste ord stå lige efter hinanden og skaber en dynamisk modsætning, gr. polla vs enos, meget vs et eller mange ting vs det ene. Martha bekymrer sig meget over mange ting, men kun ét, kun dette ene, er tilstrækkeligt. Det er de mange ting, som Martha bekymrer sig for, der står i modsætning til det ene, som Maria har valgt. Det er alle bekymringerne, alle agendaerne, alt det Martha vil eksekvere, hendes ambition ikke alene på egne vegne, men også på alle andres, og i særdeles Marias. Men hun skal slippe bekymringerne, og ikke stille fordringer op for Maria, men nøjes med at gøre sit eget så godt som muligt, og så lade Maria om sin del. Marthas værtsskab er stadig forbilledligt, og hendes indsats kan ikke undværes. Hun fortsætter der hvor den barmhjertige samaritaner slap.

Når Jesus kalder Marias handling for tilstrækkelig, betyder det med andre ord ikke at Martha gør noget forkert. Vi har allerede slået fast, at det er godt nok hvad Martha gør. Kun skal hun ikke fordre af Maria at gøre det samme. Maria gør sig ingen bekymringer. Hun lytter, og har her i sit nærvær med Jesus fundet sjælefred. Det er denne samhørighed, som Jesus karakteriserer som det fuldt tilstrækkelige. Jeg tror vi alle kan genkende oplevelsen af at gøre alt muligt uden at det er tilstrækkeligt, og så pludseligt gøre noget helt enkelt og opleve, at det er nok. Som et gran salt der giver brødet dets smag, eller den genopladning der får en flad mobil til at fungere igen, eller som de fleste af os har oplevet i sommervarmen, at hvis ikke vi får et glas vand, så falder vi hen, bliver sløve, utilnærmelige, ja aggressive. Mens en slurk vand ligesom klarer hjernen, så vi igen får udsyn, omsorg og handlekraft. Jesus er selv billedet på den kilde, vi alle har brug for at drikke af, hvis vi selv og verden skal få udsyn, barmhjertighed og handlekraft. Derfor bliver Maria et billede på den, der drikker af kærlighedens kilde. Hun bliver indsigten af at modtagelse er stærkere end ydelse. For i sidste ende har vi fået livet for ingenting.

Maria lytter til Guds ord, der ejer den skabende kraft, der er ophav til verdens mangfoldighed og menneskers forskellighed, den barmhjertige Gud der velsigner mennesket i al dets forskellighed. Hun har fundet Ordet, der er Gud, for alt blev til ved det, og uden det er intet til at det, som er. I Ordet var liv, og livet var menneskers lys. Det er det tilstrækkelige, som Maria har fundet, og det skal ikke tages fra hende. Det løfte hører jeg i dag som et løfte til dig og mig: Det her er det tilstrækkelige, det skal ikke tages fra dig! Lev på det, lad verden være fri at vælge sit, men stol på at denne kærlighed er nok.

Vores kirke er ikke kilden selv, men fra sit himmelske udspring flyder strømmen til alle egne, også til os i dag, her i vores kirke, så vi kan dvæle ved kilden og drikke af dens vand. Også vi hører ordet, og spiser og drikker det måltid Herren bringer os, han der som en Martha sørger for os, så også vi i dag kan samles om dette ene fornødne at lytte til Guds ord. Så vi kan finde ro, lytte og tage til os, lade os løfte op og blive forvandlet til herlighedens slægt. Ikke i dag, men når Herrens tid kommer. Men indtil da lever vi tålmodigt og tillidsfuldt i håbet. Indtil da må vi fordomsfrit handle som en Martha og finde indre ro som en Maria, fordi dette ene er det fornødne, Guds kærlighed, som føder vores kærlighed til verden. Fra Gud gennem os til verden.

Martha er nærværende og omsorgsfuld, hun ved hvad hun udretter og kalder på hjælp. For der er brug for vore hænder i en verden, hvor mennesker lider og mærkes på krop og sjæl. Maria har givet sig hen, for i håbet er nøden allerede overvundet. Helligåndens lys forbinder mennesker med sin forsonende kærlighed. Martha lever i tiden, Maria i evigheden. Men en ting forbinder dem, og det er ordet, Jesus Kristus. Amen.

Sognepræst Rasmus Nøjgaard

DK-2100 København Ø

Email: rn(at)km.dk