Predigt zu Johannes 1:1-14 | Margrethe Dahlerup Koch |

Det er blevet brugt til at reklamere for alt fra cowboybukser til mobiltelefoner: Michelangelos freskomaleri fra det sixtinske kapel af Adams skabelse. I højre side af billedet omgivet af en mangfoldig himmelsk hærskarer af engle og med et imponerende, bølgende langt velplejet hvidt hår og skæg svæver Gud den almægtige, Himlens og jordens skaber. Han har strakt sin højre hånd ud. I venstre side af billedet ligger den toptrænede og muskuløse Adam elegant henslængt på en grøn skråning. Adam har næsten lidt dovent rakt sin venstre arm ud. Og i midten af billedet er det punkt, hvor de to netop ikke når hinanden. Guds lang, bydende pegefinger og Adams let bøjede rører lige akkurat ikke hinanden. Det er det tomme rum, der er imellem de to fingre, der skaber billedets dramatik. Har de lige sekundet før rørt hinanden i skabelsesøjeblikket? Er det et billede af Adams frisættelse fra sit guddommelige ophav? Et billede af menneskets storhed og gudbilledlighed .

Eller prøver Adam og Gud, nu forgæves, at nå hinanden igen? Er det et billede af Guds og menneskers længsel efter hinanden? Er det tomme rum mellem de to fingre udtryk for, at de to glider længere og længere fra hinanden? I hvert fald viser Guds bølgende hår, at bevægelsen i billedet driver de to fra hinanden. Gud er sammen med englene på vej ud til højre af billedet. Afstanden mellem de to vil øges.

Det er i det tomme rum – i afstanden mellem Gud og Adam – at Johannes begynder sit juleevangelium. Hvad er der, der hvor der ingenting er? Eller, for at blive i Michelangelos billede, hvad er der mellem Gud og Adam?

Der er Ordet, svarer Johannes. „I begyndelsen var Ordet“. Det Ord, som Gud brugte, dengang han skabte ved at kalde alting frem af intetheden: Lys, himmel, hav, sol, måne, dyr og mennesker.

Og, fortsætter Johannes, dét Ord blev kød. Det tomme rum blev fyldt ud. I afstanden mellem den almægtige Gud og Adam og hans efterkommere kom der julenat et barn til syne. Et barn, som var af Gud, og som var født af en kvinde.

Ordet, meningen, altings grundlag, selve begyndelsen var det barn. Det, som helt fra begyndelsen var usynligt til stede i det tomme rum mellem Gud og Adam, blev synligt julenat, da Maria fødte sin dreng. Det, Gud ville Adam og ville med Adam, det udtrykte og var og gjorde Jesus.

Ordet, meningen, altings grundlag, selve begyndelsen er intet andet end den dreng.

„Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt“, står der i 1. Mosebog, da de 6 skabelsesdage er beskrevet. „Nej, stop“, siger Johannes små 600 år senere, „det passer ikke. Skabelsen blev ikke fuldendt på 6 dage. Det vigtigste mangler: Julen: At Ordet blev kød og tog bolig i blandt os og vi så hans herlighed.

Påsken: At mørket ikke greb det – ikke greb ham.

Pinsen: At vi fik ret til at blive Guds børn, fordi vi er villet af Gud.

Først da er skabelsen fuldendt, siger Johannes. For det er først da, vi kan se og høre, erfare, tro og håbe, at i det tomme rum – i afstanden mellem Gud og menneske – er ikke ingenting, men alting: Ny mulighed, ny begyndelse, liv og lys.

I afstanden mellem Gud og menneske er ikke tomhed. Der er derimod ny mulighed, ny begyndelse, liv og lys. For der er Guds vilje til at nå sit menneske.

Da trosbekendelsen lød før, var det ikke den sædvanlige apostolske trosbekendelse, men i dagens anledning den nikænske, opkaldt efter byen Nikæa, hvor den blev til i 300-tallet. Sprogtonen i den nikænske trosbekendelse minder om Johannesevangeliets. I den del af trosbekendelsen som handler om, hvem Jesus er, er vi, som i Johannesevangeliet, helt tilbage i begyndelsen, før alle tider. Dér, helt tilbage i begyndelsen, er han, der er af Gud, af Lyset selv. Men så sker der noget – der oppe og ude i evighedens ubegribelighed. Og ligesom billeder har et midtpunkt, der som regel udtrykker det vigtigste og dramatiske, sådan er det også i den nikænske trosbekendelse. I midten sker det afgørende: Han, der ubegribeligt og før alle tider er Gud af Gud, lys af lys, steg ned fra himlene og blev menneske. De ord er midtpunktet i trosbekendelsen. De svarer til midtpunktet hos Michelangelo med det tomme rum mellem de to fingre. Det er der, det sker.

„Han steg ned og blev kød; blev menneske“. Det er jul. At Gud satte handling bag sin vilje til at nå sit menneske.

Når det sander til bag os; når tåger lukker for udsynet frem ad; når vi sidder fastlåste og fanget af det, vi fortrød, det vi ikke nåede, det vi aldrig skulle have gjort, det, der gik i stumper og stykker mellem vores fumlende og ødelæggende hænder, så ligger der et barn i en krybbe; så står der en mand på et bjerg, så sidder der en engel i en tom grav og siger: Rejs dig op. Stå op. Til ny mulighed og ny begyndelse.

Sådan er det, for sådan er Gud. Gud vil sit menneske. Altid.

Guds vilje til at nå sit menneske, den vilje gav Jesus historie, kød og blod. Som Jesus fældede dom over ligegyldighed, selvtilstrækkelighed og magtbegær – som Jesus var håb for de forsagte, tro mod de fortvivlede, lys for dem, der sad i mørke – som Jesus gik helt derud, hvor ingen turde, ville, gad følge ham -sådan er og sådan gør Gud.

Julenat kom Gud til verden som et menneskebarn. Michelangelos kraftkarl af en Gud viste sit inderste væsen og vilje i en lille, skaldet, rynket nyfødt. Brorson kan i „Mit hjerte altid vanker“ ikke digte sig træt af at undre sig over det fantastiske og underlige, at den allerstørste og første skal findes i det mindste og mest usle og fattige. Brorson spørger og spørger i vers efter vers, hvordan det dog kan hænge sammen. Og så til allersidst når han frem til svaret: Jo, Gud må vise, hvem han er, i det mindste og fattigste, for overhovedet at kunne være hos os og i os. Fordi Gud gjorde sig synlig i det mindste og fattigste julenat, kan menneskehjertet, det lille hjerte rumme det største. Jesus skal „blive trolig udi mit hjerte svøbt“, synger vi i salmens sidste vers. I salmen bliver vores hjerte forvandlet til de klude, Maria svøber sit barn i julenat. For han steg ned fra himlene og blev kød.

På det gyldne alter i Stadil kirke er der et julebillede. Som hos Michelangelo er det et billede af Gud og menneske. Men i Stadil er Gud ikke den almægtige Gud med bølgende hårpragt og engleopbakning. Og mennesket er ikke den stærke, velproportionerede Adam. På Stadilalteret er Gud det lille, smilende barn. Og mennesket er Maria, den trætte og stolte, nybagte mor.

Midt i billedet, der hvor det vigtigste sker, er hænderne. Marias og barnets hænder. Og de kan nå hinanden. Hun griber med sin venstre om hans højre hånd, hvor fingrene er strakt ud. Men barnet peger ikke med Gud Faders bydende pegefinger. Jesus peger på Maria med tre samlede fingre – velsignelsens tegn.

Så yndefuldt har en kunstner i begyndelsen af 1200-tallet forkyndt julebud, ny skabelse og ny begyndelse: Himlen, der møder jorden. Mennesket, der griber om den hånd, der velsigner. Den mindste, der udtrykker det største: At Gud har rakt ud og nået os. På ny.

Amen