Predigt zu Johannes 1:1-14 | Helene Dam |

Børn kan som regel godt lide at høre om dengang, de var små – så små, at de ikke selv kan huske noget om det. Hvordan var jeg? Hvad gjorde jeg? Hvad tænkte I? – kan de spørge – for det er dejligt at kende nogen, der har kendt en fra før man selv kan huske. Det er også en af grundene til, at det gør så ondt at miste en mor eller en far, uanset, hvor gammel man er, og uanset hvor gamle ens forældre er – at man mister en del af sig selv, når man mister en af dem, der har kendt en lige fra begyndelsen.

Begyndelsen…… begge bibeltekster her til juledag indledes med ordene „I begyndelsen….“ – Der har altid været rift om at kende begyndelsen. Det gælder i det helt små. Dem i en gruppe eller en forening eller en anden sammenhæng, der har været med „fra begyndelsen“, får ofte en særlig status. Det giver en vis autoritet, at have været med „fra begyndel-sen“. Det gælder også i større sammenhænge. Når der for tiden raser en heftig debat i USA om, hvorvidt børnene i skolen skal lære, at verden blev skabt af Gud på syv dage, eller de skal lære om Darwins udviklingsteori, så er det en magtkamp om retten til at sætte sig på begyndelsen. For den, der kender begyndelsen, står stærkt.

Man kan så blive ved med at undre sig over striden mellem netop de to livsopfattelser: den religiøse og den naturviden-skabelige, fordi det synes så oplagt, at de svarer på helt forskellige ting, og derfor ikke burde ligge i konkurrence eller strid med hinanden.

Når barnet spørger: Hvordan var det, da jeg var lille? Eller Hvad tænkte I, da I så mig første gang? – så forventer han eller hun ikke en redegørelse for hvilke biokemiske proces-ser, der gik igang i forældrenes hjerner, men et svar i ret-ningen af „Vi blev simpelthen så glade“ eller „Du så så sød ud“ – eller et andet svar, der udtrykker, hvad barnet betyder for dem, det spørger.

Det udelukker ikke – naturligvis – at det i andre sammen-hænge og som svar på andre spørgsmål er vigtigt at kende de videnskabelige forklaringer, årsager og virkninger. Det har vi i høj grad brug for. Ikke mindst fordi vi er blevet i stand til at gribe radikalt ind i verden omkring os, har vi behov for al den videnskabelige indsigt, vi kan få, i hvordan verden er indrettet og fungerer. Disse hvordan-svar giver os bare ikke svarene på hvorfor. Hvorfor lever jeg? Hvorfor er verden til? De spørgsmål, som barnet, der spørger sine forældre om begyndelsen, dybest set håber at få svar på – og få dét svar, som vi alle brug for at høre en gang imellem – svaret: du er elsket: det har betydning, at du er til.

Det svar er ikke kun forældrenes. Det er også kristendom-mens og dermed Bibelens. Hvad den personlige livshistorie er for den enkelte, er Bibelen for mennesket som sådant. Den er fortællingen om betydningen af alting, om den åndelige grundstruktur, som er nedlagt i verden, og får den til at hænge sammen, og som vi ville kunne se, hvis vi kunne se klart nok.

Som teenager var jeg på et tidspunkt meget optaget af en teori, der blev luftet i det historiske tidsskrift Skalk. Her blev den mulighed fremført, at man ved at sætte en grammofon-pick-up på lerkrukker fra oldtiden, kunne høre, hvad pottemageren havde sagt – eller sunget måske? – mens han eller hun sad ved drejeskiven og drejede lerpotten. Teorien var, at svingningerne fra talen eller sangen simpelthen have sat sig i leret, og ville lyde igen, hvis man satte en pick-up på og drejede rundt.

Jeg husker ikke, om man faktisk havde gjort forsøget, men blot tanken var nok. Tanken om, at man ville kunne høre tusinder af år tilbage i tiden. At svingninger ville kunne forplante sig fra en fjern fortid til i dag.

På samme måde har jeg det med de bibeltekster, der hører denne dag til. Den første: „I begyndelsen skabte Gud Himlen og jorden“ – de allerførste ord i Bibelen, og den anden: Det Nye Testamentes ekko af indledningsordene fra Det Gamle Testamente: „I begyndelsen var Ordet…“ – det er som at høre ord et sted fra, hvor vi i virkeligheden – i den videnskabelige virkelighed – ikke burde kunne høre noget fra. Ord talt af Gud, da verden skabtes, og forplantet op igennem århundrederne til os i dag. Ord, der skaber hvad de nævner.

Det er ikke som i den anden bibelske skabelsesberetning. Her er Gud pottemageren, der former mennesket af jorden, for heller ikke på dette punkt er Bibelen éntydig, og det er det gode ved den, for dermed svarer den til det liv, den handler om. Men ligesom Gud i den skabelsesberetning, vi hørte begyndelsen på lige før, skabte verden ved sit ord, er mennesket i den anden skabelsesberetning først skabt fær-digt, når pottemageren, Gud, har indblæst sin livsånde i det.

Vi er i den forstand skabt med aftryk af Guds Ånd. Dens svingninger har forplantet sig til os, sådan at vi, hvis vi afspilles rigtigt – med den rigtige pick-up – kan gengive det, som er Guds mening med os.

Det turde være klart for enhver, at vi her er langt væk fra videnskabelige forklaringer og langt inde i billedsproget.

Men det er også det eneste sprog, der kan rumme svarene på de spørgsmål, som mange af os ikke kan leve med ubesvarede, men som i grunden ligger ud over vores fatteevne.

Skal man et øjeblik fortsætte dér, så handler dagens anden bibeltekst, indledningen til Johannesevangeliet, om, at Gud på et tidspunkt syntes, tiden var inde til at afspille alting, som det lød engang og som det bør lyde. Derfor sendte han sit ord – det ord som i begyndelsen kun var hos ham – til verden i kød og blod, for at det som mennesket Jesus fra Nazareth skulle løfte den betydning, der er nedlagt i verden, op, så den bliver til at høre og se for resten af verden. Jesus, og det budskab han kom med, er den pick-up, der passer til Guds skaberværk, og som kan afspille det, så det lyder som det skal.

Det kan vi som regel godt høre, hvornår det gør. Det er ikke fordi mennesker ikke ved, hvordan vi burde være, at verden ser ud, som den gør. Vi har bare så mange andre ting for, at vi ofte glemmer eller overhører det, der blev åbenbaret i nat, julenat, at det største findes i det allermindste, i det som et lille barn i en krybbe kalder frem: glæde, kærlighed, omsorg, ansvar. Det er det Grundtvig beskriver, når han om tidspunktet lige nu, julemorgen, skriver:

               Da høre vi julesang på ny
som sig med hjertet rimer.

Det budskab, vi synger om til jul, rimer med, hvad vi i hjer-tet allerede ved, fordi Gud sørgede for at sætte sit aftryk på os, da vi blev skabt. Men Grundtvig vidste så godt som nogen, at hjertets røst kan eller vil vi ikke altid høre. Derfor tænkte han noget i retningen af, hvad Gud tænkte julenat: „Det er ikke nok blot at lade barnet føde eller sende et bud eller en skrivelse ud om det. Hvis det virkelig skal trænge igennem, skal det synges ud“, og så lod han som bekendt en himmelsk hærskare af engle synge det ud over verden.

Grundtvig kastede sig ud i selv at skrive salmer, og især i hans julesalmer vrimler det med sang, der klinger, klokker, der kimer, tonestiger og englelyd. Det er ikke blot for at skabe stemning, men er på næsten mystisk vis forbundet med det inderste i julens og kristendommens budskab. For det er et budskab, der er båret af det samme som sangen er: ånd – luft sat i svingninger, så det gør indtryk på os. Derfor fik barnet i krybben også et andet navn end Jesus, „Ordet“ kalder Johannes ham, fordi han er det synlige udtryk for det ord, som verden blev skabt ved og derfor skal forklares ved.

Amen.