Om retten til glæde og retten til sorg | 10. søndag efter trinitatis | Matthæus 11,16-24 | Poul Joachim Stender |

Jeg har tilbragt en uge med mine tre børnebørn og deres forældre.  De er helt fantastiske de unger. Jeg elsker det fantasifulde univers de lever i. Hver dag synes at være dampende nyskabt for dem. Men jeg må indrømme at både forældrene og jeg selv behandler dem som konger og dronninger. Når pigen på tre år har lavet en sjusket tegning, bliver den rost til skyerne, selv om alle tænker hun godt kunne have gjort sig mere umage.  Når den mindste har gjort i potten hopper forældrene af begejstring som om der er sket et under. Børnene har i dag magten.  Jesus sagde: Lad de små børn komme til mig. Han sagde ikke: Lad de små børn få magten. Alt drejer sig om dem og igen og igen lyder spørgsmålet til dem: Hvad har I lyst til? Og sådan fortsætter det formodentlig indtil de flytter hjemmefra. Man har sammenlignet konfirmationsprædikenerne år tilbage med konfirmationsprædikenerne i dag. Engang prædikede præsten om konfirmandernes mange kommende pligter og det ansvar de stod over for som kristne og borgere i et samfund. I dag handler prædikerne om at konfirmanderne er unikke, fantastiske og at de bare skal tro på sig selv og deres mange evner og talenter.  Men jeg har tænkt mig på næste søndag, hvor jeg har konfirmandindskrivning, at slå på konfirmandernes pligter. Konfirmationen handler ikke udelukkende om at Jesus Kristus endnu engang siger ja til dem ligesom han gjorde ved dåben. Konfirmationen handler også om det ja som konfirmanderne siger til at blive konfirmeret i den kristne tro. En kristen, også en teenagerkristen, har i høj grad pligter og ansvar. Og da ytringsfriheden i øjeblikket er truet på mange forskellige måder, vil jeg næste søndag, til konfirmandindskrivningen, appellere til at de kommende konfirmanders pligt til at kæmpe for ytringsfriheden.

Der står i søndagens evangelium: ”Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke, vi sang klagesange og I sørgede ikke”.  De ord bør ramme både voksne og unge lige i hjertet. Hvorfor danser vi ikke mere i begejstring for ytringsfriheden og retten til at tro på Jesus Kristus som vores frelser? Hvorfor klager vi ikke mere, når ytringsfriheden krænkes som det skete da forfatteren Salman Rushdie bliver overfaldet i 2022, fordi han havde skrevet nogle ironiske ord om islam? Da jeg for år tilbage holdt radiogudstjeneste, havde jeg nedfældet i min prædiken at profeten Muhammed var den første islamist. Han indførte islam i de arabiske lande med vold og terror i modsætning til Jesus, der aldrig brugte vold og appellerede til at vi skulle elske Gud og hinanden. Men da jeg stod på prædikestolen, turde jeg ikke sige, hvad jeg havde skrevet i mit manuskript. Jeg var bange for at blive udsat for vold, hvis nogle radikaliserede muslimer hørte hvad jeg sagde.  Så langt er det kommet. Det begynder med at børnene i skoleklassen ikke tør sige nogle ting, fordi man kan blive mobbet for sine meninger. Det fortsætter med at man som voksen ikke tør ytre sig frit af frygt for at blive kaldt politisk ukorrekt, og det ender med at der pludselig er en masse ting som man ikke kan udtale sig om, fordi man kan komme ud for overfald, pression, fordømmelse, i værste tilfælde lemlæstelse og død. For år tilbage blev 41 kirkegængere i Egypten brændt levende under gudstjenesten. Hundredvis såret.  Branden var opstået ved døren. De egyptiske myndigheder talte om elektriske kortslutninger. Men kendsgerningen er at kristne forfølges i adskillige lande. Blandt andet Egypten.

Nu kunne man indvende, hvis man tager ordene i søndagens evangelium bogstaveligt, at Jesus også lyder temmelig fanatisk. Ve dig Korazin, tordner han, ve dig Betsajda, ve dig Kapernaum.  Det skal gå jer rigtigt skidt på dommens dag.  Ja, Jesus revser os. Men han siger ikke at han vil sende en hær til de tre byer og slå indbyggerne ihjel, fordi de ikke omvendte sig til hans kristne budskab. Han overlader dommen til Gud. Det ligger i kristendommens væsen, at troen på Jesus er helt frivillig, ligesom det er frivilligt at blive konfirmeret og frivilligt at lade sin børn døbe. Der er intet i vejen med at blive revset, når der er noget man glemmer eller overser. De unge får meget ros. Og det skal de også have. Men de har også godt af at blive revset, sagt imod, hvis de for eksempel ikke danser af glæde over deres ret til at ytre sig frit, og hvis de ikke sørger over, at Salman Rushdie blev lemlæstet fordi han skriver hvad han vil. De unge må også gerne blive revset, hvis de ikke begræder at kristne blive brændt levende, fordi man i visse lande ikke kan få lov til at være hverken kristen eller ateist.  Det samme gælder for alle os voksne. Vi skal tage vores ytringsfrihed og trosfrihed dybt alvorligt. Den er under angreb. Så lad danse over det der lige nu kan danses for og lad os sørge over det der lige nu kan sørges over. Vi har i kristendommen en pragtfuld religion, hvor vi godt kan acceptere at andre gør grin med det vi tror på. Vi regner med at Jesus har humoristisk sans og som troende har vi godt af ikke at blive for selvhøjtidelige. Lad os danse fordi Gud er nådig, kristendommen smuk, Danmark et land med ytringsfrihed og trosfrihed. Og lad os sørge og klage og protestere over alt det der bremser vores frihed til at tro og tænke og ytre os som vi vil.

Gud i vold. Amen.

—

Sognepræst Poul Joachim Stender
DK 4060 Kirke Såby
pjs(at)km.dk