Lukas 15,1-10

· by predigten · in 03) Lukas / Luke, 3. So. n. Trinitatis, Archiv, Beitragende, Bibel, Current (int.), Dansk, Kapitel 15 / Chapter 15, Kasus, Mikkel Tode Raahauge, Neues Testament, Predigten / Sermons

Finde – og blive fundet | 3. søndag efter trinitatis | 06.07.2025 | Lk 15,1-10 | Af Mikkel Tode Raahauge

Det er nok i sagens natur forskelligt fra menneske til menneske. Både under hvordan, hvornår og under hvilke omstændigheder, det sker. Men sikkert er det, at enhver af os på tidspunkt i løbet af livet bliver nødt til, i et eller andet omfang, at forholde os til det meget væsentlige og meget afgørende spørgsmål: Hvem er jeg? Og det endelige svar på dét spørgsmål, dét er dybt afhængigt af, hvordan man svarer på et andet meget væsentligt og afgørende spørgsmål, og dét skal jeg nok vende tilbage til. Men lad os til at begynde med dvæle lidt ved det første: ved spørgsmålet om, hvem vi hver især i grunden er.

For selvom det sagtens kan lade sig gøre at svare på det, sikkert og utvetydigt, ovenikøbet, så kan det i en verden, hvor vi hører fra alle sider, at vi skal finde os selv – som om, der var et eller andet, der var blevet væk – så kan det godt være temmelig vanskeligt at vurdere, hvor i al verden, man mon skal begynde. For mulighederne er nærmest uendelige, og når først den ubehagelige fornemmelse af fortabthed først har slået rod i hjertedybet, så afføder den desperation, og så er det bare om at komme i gang med at lede.

En kvinde, jeg kender, arbejdede for længe siden som ung for en galleriejer i Århus, mens hun studerede. Med tiden var galleriejeren vist nok kørt lidt død i tilværelsen – han havde i hvert fald den hér velkendte og ret ubehagelige fornemmelse af, at noget afgørende var gået tabt og besluttede sig derfor for at rejse til Fjernøsten for netop at finde sig selv. Og da kvinden nogle år senere mødte ham på gaden, spurgte hun ham naturligvis, om han mon så havde fundet sig selv på sin tur – hvortil han svarede: ”Ja, og det viste sig at være et tvivlsomt bekendtskab… ”

Det er forbilledlig ærlig tale, og jeg har ofte tænkt på galleriejeren, selvom jeg aldrig selv har truffet ham. For hans svar viser, hvordan det hurtigt kan gå galt, når man får bildt sig selv ind, at ens identitet ikke blot er noget, man har, fordi man er skabt af og tilhører Gud, men som man selv skal ud at finde eller skabe sig – og det behøver man jo ikke tage hele vejen til Fjernøsten for at indlade sig med.

Nogle vil garanteret lægge ud med at lede i bankboksen. For har du penge, så kan du få, og det er nærmest kun fantasien, der sætter grænser for de muligheder, som pengene kan føre med sig. Man siger ganske vist, at man ikke bliver lykkeligere af at græde i en Mercedes end på sin cykel. Men tænk engang, hvad pengene ellers kan kaste af sig: tryghed, sikkerhed, indflydelse … Og så kan man ellers forsøge at svare på spørgsmålet: ”Hvem er jeg?” ved at kaste et blik i bankboksen og sige: ”Jeg er den, der har til overflod.” Eller omvendt, hvis den nu er tom: ”Jeg er den, som intet har.”

Andre vil sikkert give sig til at lede i bogreolen. For viden er som bekendt magt, og hvem vil dog ikke gerne have det? Og selvom man ikke nødvendigvis bliver hverken klogere på eller dygtigere til livet ved at tage lange uddannelser eller læse mange bøger, så afføder dannelse trods alt agtelse, så man kan sige ved sig selv: ”Jeg er den, der véd meget.” Eller omvendt: ”Jeg er den, som intet véd.”

Og andre igen vil lede på de bonede gulve. For i det rette selskab med de rette folk – med et godt netværk, som det hedder – dér kan meget lade sig gøre. Dér er der betydeligt kortere til toppen og til den status, som så mange af os så brændende ønsker os, og enhver, der nogensinde har befundet sig i en skolegård eller på det sociale medie LinkedIn vil vide, at det godt kan betale sig at være venner med de populære. Og så kan man jo svare på spørgsmålet ”Hvem er jeg?” ved at sige: ”Jeg er den, der hører til inderkredsen.” Eller omvendt: ”Jeg er den, som står udenfor” og lade dét udgøre ens identitet …

Og på samme måde kan man give sig i kast med at lede på studiet, på arbejdspladsen eller måske endda i familien – alle mulige og umulige steder. Vi véd hver især bedst selv, hvor vi render rundt med lys og lygte for at finde os selv. Men jeg tror, at langt de fleste af os kender til den anelse om, at svaret nok først og fremmest ligger skjult et sted dybt, dybt inde i vores eget indre. Og så kan vi ellers forsøge at udsøge og granske alle de af sindets afkroge, som det kan lade sig gøre for et menneske at komme til: psyke, arv, miljø, forudsætninger; hvad ved jeg.

Men spørgsmålet bliver bare, om man overhovedet kan forvente at finde sig selv nogle af de steder, og om man ikke – hvis det rent faktisk lykkes – risikerer at opdage, at det så let kan udvikle sig til et tvivlsomt bekendtskab? For selvom det uden tvivl kan give en vis fornemmelse af succes, når man selv finder et eller andet, som man kan hænge sin identitet op på, hvad så, når noget pludselig går galt – ved ens egen dumheds eller skæbnens mellemkomst? Hvad så, når pengene er sluppet op? Når hukommelsen pludselig begynder at svigte? Når alle de seje venner pludselig vender én ryggen? Hvad så, når døden engang kommer for at gøre krav på sit, uden at efterlade sig noget som helst? Hvem er man så?

For at svare på dét spørgsmål, må vi som nævnt svare på et andet spørgsmål, nemlig spørgsmålet: ”Hvem er Gud?” Og Gud, hører vi i evangeliet, som det kommer til os i dagens skikkelse, er den, som utrætteligt og uophørligt følger og forfølger os med sin kærlighed for ”at opsøge og frelse det fortabte,” som der står et andet sted i Lukasevangeliet. Det er dét, som Gud har åbenbaret for os i sin Søn, som forlod det høje og hellige for at være hos den, hvis hjerte er knust og hvis ånd er nedbøjet. Som tager imod syndere og spiser sammen med dem for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte. Som med sin lidelse og død satte sit liv til for at finde det bortløbne får og den tabte drakme, og som med sin opstandelse gjorde det klart én gang for alle, at uanset hvor fortabte, vi end måtte føle os her i verden, så er vi aldrig nogensinde fortabte for Gud.

Og det vil jo selvfølgelig ikke sige, at vi så med ét på magisk vis bliver fri fra nogensinde at skulle erfare følelsen af fortabthed i os selv eller den desperation, som den afføder. Men måske kan det være, at vi bedre kan leve med den, fordi vi allerede nu og hér kan høre, at vi er både villet og elsket af Gud, og at vi derfor heller ikke behøver at rende rundt for at finde os selv alle mulige og umulige steder. Men at det var lige hér – i lyset af Guds nåde – at vi omsider fandt os selv. Fandt os selv, ja – og blev fundet.

I Jesu navn.

Amen.


Sognepræst Mikkel Tode Raahauge
Skovshoved, DK 2930 Klampenborg
Email: mitr(at) km.dk