Barnets håb | 3. søndag i advent | 14.12.2025 | Luk 1,67-80 | Marianne Frank Larsen |

Den morgen i 1952, da Hedas mand er blevet arresteret af det kommunistiske styre i Prag, sætter hun sig på gulvet og ser på deres lille søn, der kører med sit legetøjstog. Han er helt opslugt af sin leg. Så henkastet som muligt fortæller hun ham, at hans far igen har måttet tage af sted på en længere forretningsrejse. Drengen nikker bare, det er han vant til, og så råber han op, fordi hans tog er ved at vælte. I bogen, som hedder ”Under en ond stjerne”, fortæller Heda Kovaly sin historie om et liv, der først er bestemt af nazismen og siden af kommunismen. Månederne går, hendes mand kommer ikke ud af fængslet, og hver gang drengen spørger, kommer hun med en overbevisende forklaring om, hvor han er henne, og så læser hun de afsnit af farens breve op, som er stilet specielt til drengen. De uger, hvor der ikke kommer brev, finder hun selv på, hvad hun kan skrive til drengen i hans fars navn. Og selvom hun næsten ingen penge tjener, lægger hun hver uge nok til side til, at hun og drengen hver lørdag kan tage sporvognen til udkanten af Prag og gå tur i skoven og sætte barkbåde i den lille bæk, der snor sig gennem dalen ikke langt fra sporvognens endestation.

Heda Kovaly behøver ikke at forklare os, hvorfor hun gør, som hun gør, hvorfor hun ikke fortæller drengen, at hans far er i fængsel og har en dødsstraf hængende over hovedet, hvorfor hun læser op af farens breve og tager drengen med i skoven hver uge. Det er fordi, hun ikke vil tage håbet fra ham. Selv har hun været i koncentrationslejr og mistet begge sine forældre i Auschwitz; hun ved alt om, hvordan mennesker kan knuse håbet for hinanden. Men den viden skal hendes dreng ikke have. Selvfølgelig ikke! Løgstrup har sagt det så stærkt, at ingen voksen, der er ved sine fulde fem, vover at inficere et barn med håbløshed. Man kan tage alle mulige konsekvenser af de bitre erfaringer, man selv har gjort. Kun én konsekvens tør et menneske ikke tage, siger han, og det er at indpode barnet med håbløshed. Tilværelsen er åbenbart mere overbevisende i barnets forventning end i den voksnes skuffelse, siger han, stærkere i barnets forventning end i den voksnes erfaring. Det er den forventning, der får Heda til at stå op af sengen og leve videre, efter at hendes mand er blevet henrettet. Barnets forventning, som hun ikke må knuse.

I dag, på tredje søndag i advent, er det Johannes, der kommer til verden med barnets forventning. Det gamle par, Zakarias og Elisabeth, er for længst holdt op med at håbe, men lovet være Herren, Israels Gud, kommer barnet som et under ind i deres liv. Dagens evangelium er den lovsang, Zakarias synger, da den lille ny bliver omskåret og får navnet Johannes, alle de ord, hans gamle hjerte løber over med. Taknemmelige og håbefulde ord om den forventning, som ikke kommer fra Zakarias selv, men fra barnet, der er blevet lagt i hans arme. Det er et håb, som rækker langt ud over den lille families egen lykke, for det er håbet om, at Herren selv vil besøge os alle og fri os, forløse os, frelse os fra vores fjender og vise os barmhjertighed. Et håb, som nu med Johannes’ fødsel nærmer sig sin opfyldelse. Det er som morgenrøden lige før solopgangen.

For det er ikke Johannes selv, der opfylder håbet. Det har Helligånden gjort helt klart for hans far. Det er ikke ham! Det er ikke endnu. Men det er lige før! For Johannes bliver født for at bane vejen for den Herre, der kommer, før vi ved af det. Det er derfor, vi hører om Johannes både på tredje og fjerde søndag i advent. Fordi han stemmer vores sind, vækker vores længsel, rejser forventningen i os om ham, der kommer til jul. Solopgangen fra det høje, som han hedder med et af de smukkeste billeder, jeg ved, som kommer for at lyse for dem, der sidder i mørket og dødens skygge. Alle vores menneskelige håb kan knuses, det ved vi af bitter erfaring. Men det håb, han kommer til verden med en nat i mørket og dødens skygge, er et særligt håb. Det bliver ikke slukket af tab eller smerte eller død. For det står op af graven en morgen i solopgangen. Eller han står op af graven. Sagt med ordene fra salmen om adventskransen: Det tredje lys har intet øje set, det lyser gennem hjertesorgen og melder, det umulige er sket, det tredje lys er påskemorgen. Det er den barmhjertighed, Zakarias synger om, befrielsen, forløsningen, frelsen fra døden og alle andre fjender af vores liv og glæde. Man kan sige det sådan, at Jesus ikke bare kommer med det særlige håb. Han er selv det særlige håb, der kommer til os, solopgangen fra det høje, som bliver ved med at lyse for os.

Det særlige håb, som han er, det ukuelige håb, som trodser mørket og dødens skygge og rejser sig på ny, genkender vi fra barnets forventning. Det er ikke det samme, men vi forstår det ukuelige håb og griber om det, fordi vi fra barnets forventning kender det menneskelige håb, som hører med til vores tilværelse. Det er det almindelige, menneskelige håb, vor Herre svarer på, når han kommer for at være vores særlige håb. Paulus siger så fint, hvad det betyder for vores almindelige liv. For det ligner jo sig selv. Og så forandrer han alligevel det hele. Vi er trængt, men ikke stængt inde. Tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Forfulgte, men ikke ladt i stikken. Slået til jorden, men ikke gået til grunde. Altså: barnets forventning bliver brudt før eller siden, det hører med til at blive voksen, vi gør bitre erfaringer, vores menneskelige håb bliver knust. Men der bliver ved med at være et overskud, noget mere at sige end det fortvivlede og knuste og ødelagte. Takket være ham, der kommer og besøger os, også i de ord, vi hører og synger i dag.

Et år var jeg i kirke i Wien søndagen før første søndag i advent. Der var julemarked efter gudstjenesten. Kirken serverede glühwein og solgte adventskranse. Lysene var violette, som båndene på vores adventskrans her i kirken, og som messehagelen, jeg får på til altergang. Det er bodens farve, alvorens farve. Den hører til adventstiden, fordi vi forbereder os på det lys, der kommer til jul, ved at tage mørket alvorligt. Både mørket i vores tilværelse og i os selv. Men et af de fire lys på adventskransene i Wien var ikke violet. Det var rosa. Det var lyset til i dag, tredje søndag i advent. Gaudete hedder dagen på latin, det betyder: Glæd jer! Der kommer en lys tone ind i alvoren. Zakarias synger sin lovsang. Farven er rosa som morgenrøden på himlen lige før solopgangen fra det høje.

Amen

Marianne Frank Larsen
Sognepræst ved Vor Frue Kirke i Aarhus
Mail: mfl(a)km.dk