Håbets dybgrønne tråde | Prædiken til Julesøndag | 28.12.2025 | Matt 2,13-23 | Anne-Marie Mehlsen |

Hvis du skulle være kommet i kirke i dag i forhåbning om at få lidt af Juleglæden med her, post festum, så fat mod og hold ud! Når julekoret er blevet stille, og mørket igen sænker sig over Betlehems marker, har noget nyt taget bolig blandt mennesker, her i historien, hullet som den er. Den glæde er dyb og uudslukkelig, – også for mennesker som os, så meget senere og midt i en historie, der gentager grusomhed og børnemord. Må Gud bedre det!

Guds Søn kommer til verden uden særbehandling. Verdens børn på flugt og de mange, der endnu lider under krig og konflikt er ikke undtaget, men medtaget i denne fortælling.

Herodes den Store blev også kaldt Herodes den Blodige. I 33 år var han jødernes konge, under romersk kejserdømme, og hans magtbegær og grusomhed er legendarisk.

Sin yndlingshustru, Mariamme lod han henrette på en tvivlsom mistanke om utroskab. Så en svoger. Så svigermor. Og for en sikkerheds skyld også de to sønner, han havde fået med Mariamme, samt endnu et par sønner.

Den romerske Kejser Augustus skal have sagt, at det var bedre at være ét af Herodes’ svin end én af hans sønner… Herodes drukner sin angst i blodtørst, og befaler drab på drengebørn under to år. Som en anden Moses reddes det lille Jesusbarn fra kongemagtens vanvittige had og må flygte til netop Ægypten – det gamle trældommens land. Historien væver sine sære mønstre i det store uudgrundelige tæppe, og det af én af håbets dybgrønne tråde midt i alt det blodrøde.

Mod døden kæmper selv grusomme konger forgæves, og efter en tid kan flygtningefamilien vende tilbage, hvor Arkelaos nu er den nye Herodes…, Jesus er allerede på vej til sin skæbne.

Tilbage sidder vi på en julesøndag og vrider os i vånde over det meningsløse. Julesøndag stiller os på pletten, midt i konflikten, og forbyder os at hænge guirlander og pynt på det liv, vi lever. Det er nemlig ikke en pyntet udgave af os eller et særligt artigt ”julebarn”, Gud elsker. Det er os, som vi er, han elsker, med en kærlighed, der er villig til at gå alle dagene igennem med os. I Jesus viser Gud sig, som en Gud, der er villig til at finde sit sted blandt de fornedrede, de flygtende og fordrevne.

Alt det i os, der skriger på mening og Guds indgriben i verdens og vore konflikter, har noget på spil i dagens fortælling hos Matthæus.

Noget i os skriger på, at når bare den renhjertede godhed fødes til verden, så vil Guds vilje blive menneskers vilje, og alting blive godt igen. Det lyder næsten som i en julekalender. Men den renhjertede godhed lod sig føde Julenat, – og hvad skete? Verden tog ikke imod. Hos Herodes var der end ikke plads til tanken om et kongebarn, heller ikke et kongebarn, der ikke gjorde krav på magten. Senere viste det sig, at der heller ikke var plads i menneskers hjerte. ”Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.” Den renhjertede godhed endte på korset, Jesu skrig blev ét med Ramaskriget, – et skrig til Gud.

Først da blev der håb for mennesker. Først da er der trøst at byde de utrøstelige, og først da er der håb for os, her midt i vore egne og verdens konflikter.

Uden julepynt, uden forstillelse er Gud selv kommet til os. I dét, vi har hørt; dét, vi har set med vore øjne; dét, som vi betragtede og vore hænder rørte ved, har Gud selv fundet sted.

Derfor begynder den nye historie i den yderste armod, i en fremmed stald og må fortsætte i nød og flugt. Han gav afkald for at intet menneskeligt skal overses eller glemmes, og for at vi kan leve i vished om, at intet er ham fremmed eller forgæves. Hvert kærtegn, vi giver fra os, hver lille stump af kærlighedens mosaik, vi formår at bidrage med, er for Gud smerten og møjen værd, – selv den på korset, også Ramaskriget.

Den sønderrevne historie, de ulykkeliges råb, bliver ikke overhørt, og ikke glemt af historiens Herre. Først da var der trøst at byde de utrøstelige. Gud viser sig som en Gud, der tager den brudte fortælling alvorligt, og ikke bare vil rette, eller slette ud; Gud viser sig som en Gud, der er stærkere end død og mord og grusomhed. Intet accepteres som tabt eller spildt, det samles i fuldendelsen, og dermed er denne brudte historie på vej.

Det er alt sammen råmaterialet for fuldendelsen engang – som mosaikrudens vidunderlige brydning af sollyset i tusind farver, der samles til ét nyt vidunderligt billede.

Tør vi række hænderne ud og modtage en kærlighed så ubetinget, frygtløs og uselvisk? Tør vi stoile poå, at den kærlighed gælder os, som vi er? – og at den derfor forvandler os i sit eget billede?

At have fortrøstning og tillid til den kærlighed, er langt fra det samme, som at sætte sig hen med hænderne i skødet og forvente, at Gud skal rydde op for os. Tilliden til den kærlighed forandrer os, dens lys falder gennem os og vore små fragmenter af kærlighed. Må det ske!

Amen.

Anne-Marie Nybo Mehlsen
Maribo Domsogn
amnm(a)km.dk