Påskeblomsten | Anden Påskedag | 06.04.2026 | Joh 20,1–18 | Christiane Gammeltoft-Hansen |

Påskeblomsten

 Året er 1817. Grundtvig er lige godt 30 år, midt i en af sine mørke perioder, og han skal prædike – prædike påskedag.

Hvad er det, der gør, at noget kan vække genklang på en måde, hvor en andens ord kan blive ikke bare til ens egne, men noget der kan siges og synges i fællesskab? Jeg tror, det begynder med ærligheden. Det ærligt at vedstå det menneskelige. Den der stiller sig skråsikkert frem, sikker i sin sag, og sikker i sin tro, kan komme til at efterlade andre udenfor. Som de to disciple, der løber ud til graven påskemorgen. De løber, ankommer, besigtiger og drager der konklusion: Han er opstået. Der er en særegen selvfølgelighed ved det. Og netop særegen for de færreste går glade hjem fra en grav. De færreste læser ud af et fravær en fylde. De fleste bliver stående sørgende og ved hvad det vil sige at blive ramt af tvivl.

Grundtvig kender tvivlen og han giver udtryk for den. Og dem for hvem der intet selvfølgeligt er ved opstandelsen, kan der være en inkluderende medmenneskelighed i det. Grundtvig skal prædike opstandelse, men selv er han ikke med. Han er snarere i et påskelørdags-mellemliv. Dér hvor vi ser, at meget venter, men meget også er forbi og døden har taget sit. Dette mellemliv, hvor verden drejer endnu og vi oplever en smule lykke, men hvor det også er skrøbeligt og efterlader en usikkerhed. Mellemlivet der ikke er uden tillid, men heller ikke uden svigt. Som vejret i april – et her og nu billede på mellemlivets omskiftelighed. Dette mellemliv efterlader flere spørgsmål, end det giver svar. Spørgsmål som: Hvad har vi at betyde? Er der en virkelighed bag det, når vi taler om håb og fremtid? Er der et liv, der fortsætter, når vi dør? Gives der sådan noget som en ny begyndelse?

En har sat en påskelilje på Grundtvigs skrivebord. Grundtvig undrer sig. Hvad skal den der. Den dufter ikke, er alt for gul og alt for almindelig. En ukrudtsplante. Ja, sådan betragtede man påskeliljerne dengang. De var som de mælkebøtter, vi aldrig byder velkomne, men altid luger væk. Digtere skal ikke have ukrudtsplanter. De skal have roser, og de skal være røde. Røde som blodet der ruller og hjertet der slår. Roser kan man skrive sange om. Om tornene der river og nager. Eller modsat: man kan for et øjeblik glemme, at der er så meget, der er på trods og i stedet give sig hen til skønheden. At der findes noget sådant som et fløjlsblødt rødt kronblad.

Men nu står påskeliljen der og trænger sig neongult på. Det kan godt skære i øjnene på en digter med sådan en gul gevækst. Men samtidig er det netop den slags påtrængenhed, der kan få en tvivler i tale. Og det er så det, der sker: Digteren og blomsten begynder at tale med hinanden. Og det egentligt mærkelige i det, viser det sig, er ikke, at en blomst og en mand taler sammen. Det mærkelige er, at det som Grundtvig ikke tillægger nogen betydning, det han er vant til bliver luget væk, ender med at være det, der fortæller ham, hvad han betyder.

Vi må altid begynde dér, hvor vi nu engang er. For en tvivler betyder det, at man ikke kan begynde sin påske i et forklaret skær, der lyser hvidt som en engels klæ’r. Men med lidt gult måske. En simpel blomst, der vokser både i landsbyhaver og på Frederiksberg. Der er det ved påskeliljer, at de kommer til tiden. De bryder frem under vinterstorm og regn og ankommer dermed lige til mellemlivet. Lige dér hvor man godt kan blive usikker på, om det bare bliver koldere og koldere. For det er næsten som om, det er det der sker i en verden, der synes at have tabt ambitionen om en fælles fremtid. Hvor det lukker sig nation for nation, menneske for menneske og fremtiden tales ned som et angstfyldt sted. Men påskeliljen ankommer. Den ved besked. Selv om det er koldt, vil det ikke blive ved. Det er mørkt, når den baner sig vej. Men den bryder igennem, fordi den ved af et lysfuldt sted.

En påskelilje er ingenting. Et fladt og kantet skud med en krave der er takket og et hoved der bøjer nedad. En almindelighed. Men samtidig er det også en vækst med en erfaring. Nemlig den erfaring at det kan blive til nyt liv. At det der har ligget dødt i jorden, kan bryde igennem så gult, at det trumfer en gravstens grålighed. Så gult at det er et løfte om liv, der bliver ved. Hvis ikke der var en opstandelseskraft, ville påskeliljen for længst være glemt. Den ville høre fortiden til. Men her er den, og en eller anden har sat den på et skrivebord, så en digter ikke kan overse den. Med sit digtersind, får Grundtvig pludselig for alvor blik for den. Han ser, at her er ikke bare en takket krave. Her er et bæger, man kan drikke af – drikke en aftapning af dens opstandelseskraft.

Andre steder i verden sidder der andre digtere, der har fået øjnene op for andre almindeligheder, der har forankret opstandelsen midt i deres virkelighed. Her hos os blev det en påskelilje. Eller det blev det, som Johannes fortæller blev opstandelsens øjeblik for en kvinde: Nemlig at hun blev kaldt ved navn. Så uendelig enkelt, vel næsten ingenting. At nogen siger vores navn er almindelighedernes almindelighed. Og dog er det at blive kaldt ved navn nok til at kalde en kvinde ud af hendes grædende isolation, fortæller Johannes. Og sådan er det vel netop, for det at nogen siger vores navn er i bund og grund det lydlige udtryk for, at vi har betydning. At vi ikke er hvem som helst, men er disse bestemte. Navnet er snoren om vores eksistens. Alt det indenfor, det er os. Og når nogen siger vores navn er det samtidig et vidnesbyrd om, at vi ikke er alene. Vi er dem, vi er i kraft af, at der nogen der kalder os frem. ”Maria” siger Kristus. Og gråden stopper. Det er ikke slut. Hun er stadig den hun er. Et menneske der hører Gud til.

En påskelilje og et navn – der er ingen skråsikker konklusion i det. Men det er begyndelsessted. En påskelilje og et navn, det er et vidnesbyrd om, at opstandelsen er en del af vores virkelighed. Hvad har vi at betyde? Vi er dem der lever i lyset af den opstandnes blik. Vi er dem, der ikke er efterladt alene i en gold verden, men som går mellem gule påskeliljer. Hvor ender det? Måske en morgen med sol i øjnene og en der siger vores navn. Indtil da synger vi. Vi synger en lovsang om at det levende venter forude, som det levende allerede er her nu. Vi synger med Grundtvig:

Ja, vi ved, du siger sandt:

Frelseren stod op af døde.

Amen.

Christiane Gammeltoft-Hansen
Lindevang Kirke
cgh@km.dk