12.søndag efter trinitatis | 27.08.23 | Markus 7, 31-37 | Poul Joachim Stender |

Effatha! Åbne dig!

Næsten hver gang der er blevet forsøgt noget nyt i Folkekirken, er der altid en præst der har stillet sig op og råbt: ”Vor sjæl er døv og stum/for evangelium”. Devisen har været at evangeliet skal forkyndes, men folk vil ikke høre det. Sådan har det altid været og sådan vil det fortsætte med at være. Og tror man, at man kan gøre noget ved det med smarte påfund, tivoliserer man Guds ord. Det er i grunden underligt at Tivoli, som forbindes med noget sjovt og dejligt, i kirkelige kredse er blevet et skældsord. Må evangeliet, blandt mange ting, ikke også være underholdende og sjovt?

Det er ikke svært at få fornemmelsen af at ”Vor sjæl er døv og stum/for evangelium”. Man kan bare se, hvordan det står til i et land som Danmark, hvor befolkningen har været kristne i næsten 1100 år. Er vi mere kærlige overfor hinanden end ikke kristne folkeslag? Lever vi stærkere og dybere end folk, der aldrig har hørt evangeliet om Jesus Kristus? Er vi glade og tilfredse med vores liv?  Næh!  På denne her prædikestol har mine kære kolleger stået i hundredvis af år. Franck, Aagaard, Saxtorph, Heiberg, Walter, Jensen, Lund, Brisson, Mølgaard. Har vi ændret Kirke Saaby og Kisserup med evangeliet? Sladres og snydes og bedrages der ikke fortsat? Har folk ikke stadig nok i sig selv? Det virker som om de præster har ret, der omgående råber, når kirken vil gå nye veje: ”Vor sjæl er døv og stum/for evangelium”.

Alle ved at der i Danmark er noget der hedder Janteloven, hvor et af budene er: ”Du skal ikke tro du er noget”. Men der er også en anden lov, som har lige så stor betydning. Den hedder Vanteloven. Hvis noget er på en bestemt måde eller gøres på en bestemt måde, skal man ikke lave om på det. Så er man blevet vant til det og så kan det ikke være anderledes. Ingen steder som i kirken praktiseres vanteloven. Vi har været vant til musik fra 1600-tallet og det fortsætter vi så med. Gudstjenesten er blevet forrettet på samme måde stort set siden reformationen. Og det fortsætter vi så med. Fortællingen i dag om Guds søn, der helbreder en døv, er et fantastisk opgør med denne vantelov.   Den døve mand fra Dekapolis har sikkert været døvstum fra fødslen af. Både den døvstumme og hans omgivelser er uden tvivl blevet vant til hans handicap. Og alligevel var der nogle som ikke troede på alt det der vant-til snak og som var overbeviste om, at Gud kunne helbrede den døve.  ”Effatha”, siger Jesus. Det betyder på aramæisk, det sprog Jesus talte: Luk dig op. Og manden får sin hørelse tilbage og sin evne til at tale.  Hvis der er en holdning der bør præge os, er det en slags effatha-holdning. En lade-sig-lukke op-holdning. Noget kan godt lade sig gøre, selv om det ikke har kunnet lade sig gøre førhen. Det bør være den overskrift vi skal sætte for blandt andet folkekirken. Effatha. Lad os lukke kirken op.  En ny tid er indledt, hvor vi for at få forkyndt evangeliet, må bryde vanteloven. Vores sjæl er bestemt ikke døv og stum for Guds evangelium. Guds ord kan når som helst, med Helligåndens hjælp og kirkelig dristighed og mod, strømme ind i os som en brusende flod, der kan vælte klipper og smelte isbjerge.

Danskerne bygger køkkener som aldrig før. Store, flotte køkkener med det mest moderne udstyr. Men desværre har vi ikke tid til at bruge dem. Vi køber færdiglavet mad, der bare hurtigt skal varmes op i ovnen. Det er latterligt. Men vanteloven gør at vi i vores daglige liv kører i nøjagtig det samme spor. Ureflekterede står vi op, farer på arbejde, pukler og knokler og kommer sent hjem. Ingen tid til fordybelse. Ingen tid til sine nærmeste. Ingen tid til Jesus Kristus. Sådan er det bare, siger vi til os selv. Men det passer ikke. Effatha. Luk dig op.   Fordi vi blindt styrter af sted, som om livet varer for evigt, behøver vi jo ikke fortsætte med det. Guds ord kan lukke op for noget helt nyt.

Det er bizart at man kan være døv og alligevel høre. Men er det ikke en form for døvhed, hvis man ikke kan høre andet end de fonetiske lyde der kommer ud af et menneskes mund. Der er dybere lag i lyden. Når min elskede taler, når min søn henvender sig til mig for at sige noget, er stemmerne et ekko af evigheden. Noget ufatteligt dyrebart i livet, der blive afsløret om deres længsler og håb. Og er det ikke også bizart at kunne tale og alligevel være stum. For hvis man ikke kan snakke om andet end penge, helbred og arbejde, men ikke om Gud og kærlighed, er man ude af stand til at tale. Det drejer sig simpelt hen om effatha.  Både at lukke sig op for Guds ord og blive lukket op af Guds ord. Vi er ikke døv og stum, for evangelium.

Når præsten i gammel tid døbte et barn, rørte han ved barnets ører og dets mund og gentog Jesu ord: Effatha. Dermed mente han: Bliv åben over for Gud, over for andre mennesker, over for fremtiden. Verden består ikke kun af computere og fjernsyn og mobiltelefoner og lønsedler. For den der lukker sig op for det himmelske, er der også engle og en jomfrufødsel og et liv efter døden og en Gud, der siger effatha, når sygdom og sorg og problemer synes at have lukket alle døre for en. Selv efter vores død lyder der over graven et effatha og graven åbner sig og Guds rige omslutter os. Og hvad med forholdet til vores medmenneske? Handler det ikke også om effatha-holdningen? Dels at give ens medmenneske lov til at lukke en op med ord, med kærtegn. Men også at lukke sig op for sit medmenneske. I eventyret om Ali Baba og de fyrretyve røvere, åbnes en hule fyldt med skatte ved at der blive råbt: Sesam, luk dig op. Jesu ord effatha er ikke en trylleformular ligesom ordet sesam. Men for den der lader sig lukke op af Gud, af kærligheden, af sin næste bliver livet til et skattekammer fuld af Guds gode gaver.

Gud i vold. Amen.

—

Sognepræst Poul Joachim Stender
DK 4060 Kirke Såby
pjs(at)km.dk