24. søndag efter trinitatis | 10.11.2024 | Johannes 5,17–29; Ezekiel 37,1–14 | Thomas Reinholdt Rasmussen |

De døde skal høre Guds røst

Når året går på hæld, kryber efteråret ind på os. Efteråret med dens faldende blade, og kulde om morgenen. Det bliver mere hårdt og koldt. Sommerens liv er mere og mere på afstand, og året hælder ind i afskeden.

Sådan er det også med evangeliet. Når vi går ind i efteråret, bliver tonen i evangeliet mere og mere groft og ligefremt. Evangeliet lyder på baggrund af afsked og det liv, der er blevet levet.

Således også med det stykke, vi har fra Johannes evangeliet i dag. Efter et klart udsagn om, at Faderen og Sønnen hænger sammen og at sønnens magt er et udtryk for faderens magt, og det derfor er den almægtige, der taler gennem Jesu’ ord om tilgivelse og fornyelse, taler evangeliet om de døde, der skal høre Guds røst.

Det er det afgørende ord: De døde skal høre Guds røst.

Evangeliets kerne

Måske er denne sætning i virkeligheden kernen i evangeliet. Nu skal de døde høre Guds ord. Det sker nu. De døde, er dem, der ikke kan være i evangeliet ved egen kraft. Det er som kvinderne, der går til graven påskemorgen med salver og krukker for at aflægge besøg hos den kære afdøde.

De var som døde, for de havde ingen tro på at Kristus var opstanden. Tværtimod. De troede på at døden havde sejret, og at han nu lå kold og døde i graven. At der var blevet efterår for alt det de havde erfaret i livet sammen med ham.

Men de døde hørte Guds ord.

Deres erfaringer af dødens endegyldige magt blev modsagt ved den tomme grav. Det var nu, det skete; at de døde hørte Guds ord. Han er ikke her. Han er opstanden. Der hørte de allerede døde Guds ord.

Beretningen fra påskemorgen, hvor kvinderne uden tro på Guds fornyelse kommer til graven, er en kerneberetning. Det er en beretning, der fortæller os, at det ikke kommer an på deres tro, for den har de ikke. Det kommer ikke an på deres indstilling, for den gik kun mod døden. Det kommer an på Guds ord. Det ord, der opstår af de døde, og taler til os, der allerede er på vej derhen.

Således er det et grundlæggende håb, at Gud kan kalde de døde ind i livet. At Gud kan gøre nyt, hvor vi kun kan se gammelt og dødt. At Gud kan vække årets afsked til fornyelse. At vi tror på en Gud, der gør alting nyt.

Hvis det håb ikke er der, så har vi grundlæggende ikke hørt fortællingen fra den tomme grav påskemorgen. Så er vi som kvinderne, der bevæger sig ud uden håb, Men nu er Kristus opstanden. Nu er det forkyndt. Nu er der et levende håb.

Profeten Ezekiel

Til tider kan vi vel have det som profeten Ezekiel, der af Herre blev ført ud til en dal fyldt med døde knogler. Knoglerne er helt indtørrede og spredt ud over hele dalen. Dette er som vores liv, eller måske som en fornemmelse af vores kultur, der er som tørre ben, der ikke kan leve. Måske endog som den kirke, vi lever i. Ser vi kun de døde ben, og hører vi ikke Guds ord?

Men Herre spørger Ezekiel om han tror, at disse ben kan blive levende igen. Tror han det? Og Ezekiel må svare: ”Gud Herre, det ved kun du!”. Det er tvivlens og mismodets svar, for det er grundlæggende intet svar, men nærmest et stille råb om hjælp.

Og hvad er da Herrens svar til Ezekiel?  At han skal profetere, at de indtørrede ben skal høre Guds ord!

Han skal prædike Guds ord. Prædike Guds ord mod den helt håndgribelige håbløshed og døde. Det er hvad der skal gøres.

Hvordan mon Ezekiel har haft det, da dette var svaret? At han skulle forkynde og profetere? Mod den hårde død?

Guds ord, der gør levende

Der stod Ezekiel og der står vi. Vi kan intet andet end at tale det ord, der er givet og om, at Kristus er opstanden, og at det ord skal vi leve på også i døden. Det kan ikke være anderledes.

De døde skal høre Guds røst.

Og dem, der hører, skal leve. For Sønnen, der taler ordet, har den magt Faderen har givet ham, og Faderens liv er givet til sønnen og han giver det til os.

Det er den almægtige Herre over liv og død, der siger til os de døde: du er min! Der er magt bag ordene for det er ikke bare en hensigtserklæring. Det er en vilje. Den Guds vilje, der råder for alt, hvad der sker. Den Gud, der lader livet leve og livet dø, kalder gennem sin egen søn os for sit barn.

Der skal vi de døde leve, når ordet rammer, som ordet ramte de tørre knogler i dalen. Da skal de døde høre Guds røst, og vi skal leve.

Således kan vi midt i efterårets faldende blade og i fornemmelse af at årets hælder ind i afskeden, hører Guds røst til os gennem dåbens vand og nadverens vin og brød og du er min. Du tilhører mig, siger Herre. Du tilhører mig i liv og i død. Amen.

—

Bischof Thomas Reinholdt Rasmussen

Aalborg Stift, Thulebakken 1, DK-9000 Aalborg

Tlf. +45 98188088, E-mail: kmaal(at)km.dk