Pandoras æske og det kristne håb | 2. søndag i advent | 08.12.2024 | Lukas 21,25-36 | Laura Lundager Jensen |

Der er to grundlæggende traditioner, der har præget den vestlige tankegang – de gamle grækere og den kristne trosverden. Der er også mange andre strømninger – men de 2 vinkler går igen og igen og kan stadig spores helt tydeligt i vores tankeverden

Sådan er det også når vi taler og tænker om håbet.

Den kristne tradition vender jeg tilbage til  – men jeg vil starte med at fortælle den græske myte om Pandoras æske – om håbets ankomst til den menneskelige verden – Fortællingen foregår på det tidspunkt,  hvor mennesker lever i verden helt forskånet for ondskab og ulykke. Frie for at arbejde og frie for sygdom og død. Altid glade og aldrig bange eller uenige. Hos guderne står det anderledes til, for Prometheus har stjålet gudernes ild, for at give den til menneskeheden. Det er jo sådan set pænt af ham, men det synes Zeus ikke. Han er rasende og vil derfor straffe både Prometheus og menneskeheden. Derfor lader Zeus den smukkeste kvinde skabe. Hendes navn er Pandora, der betyder ”den, der er udstyret med alle gaver” – og hun har træk fra alle guder, så hun virkelig er en gave. Klog og dygtig og snild og helt uimodståelig for mænd. Med sig har hun endnu en gave – en æske – Pandoras æske. Og med den bliver hun sendt ned til menneskeheden. Men selvom hun er blevet advaret mod at åbne den, tager nysgerrigheden en dag overhånd, og Pandora åbner æsken. Og hvad sker der – ud slap alle verdens plager: sygdomme, sorg, fattigdom, svigt, kriminalitet og så videre osv. Osv.

Hun skynder sig at smække æsken, i tidsnok til at holde én plage tilbage, nemlig håbet.

Verden blev herefter et frygtelig plaget sted, og menneskeheden led og kæmpede – helt til den dag, hvor Pandora igen tog chancen og åbnede æsken.

Og da strømmede håbet ud. Men fortællinger siger at det jo viste sig, at det var den sidste og mest ødelæggende plage, lige så ustyrlig som alle andre plager, båret af et selvbedrag, en forvirret sindstilstand, der svækker den sunde realitetsbundne forstand. Naiv ønsketænkning, grænsende til farligt blændværk.

Alt ødelæggende, fordi den altid viser sig at skuffe over tid og til sidst.

Fortællingen om Pandoras æske og det misvisende skuffende håb har på mange måder sat sig spor i vores vestlige tankeverden. At det stadig gælder, viser sig jo gang på gang, hvor mennesker i stedet for at tro på fremtiden, konsekvent vælger det modsatte: ”Det går aldrig godt”, ”økonomien vælter”, klimakampen er tabt, krigene i Mellemøsten og Ukraine slutter aldrig, Trumps kommende regering ødelægger verdens balancer, masseovervågning på nettet og på gaden fratager os alle personlige råderum – og tror vi andet graver vi i utopiens navn vores egen grav. Sådan med Pandoras håbsplage

Men heldigvis fik det græske håb en tackling for ca. 2000 år siden. Med fortællingen om at midt ind i verdens plager, midt i ondskab, sygdom, mørke, kilede et nyt håb sig ind som selve livslyset. Med  fortællingen om en barnefødsel i Betlehem.

„Hvor der er liv, er der håb“ – siger vi – med et ordsprog, der hører til på både fødselsgang og hospice Ikke som blændværk og naivt selvbedrag, men som skjoldmur for livet. – og når frygten er størst, når alle andre plager fra Pandoras æske hvirvler rundt som en tropisk storm, vendes det endda i os, så det tydeliggøres at ”hvor der er håb er der liv”. I håbet rummes livet.

Men så længe der er håb – viser livets lysflamme sig – om den er nok så lille og skrøbelig. Ikke som æskens værste plage, men som den bedste.

Vorherres fødsel er den livsnødvenige modfortælling til grækernes myte.

Netop det er det Adventstiden holder os fast på.  Adventstid er Håbets tid.

Her midt i decembertågen, med begyndende kulde og tiltagende mørke tændes håbet langsomt frem – lys efter lys – til hele kransen stråler. For igen at lyse os tilbage, ikke til Pandoras lemfældige omgang med sin æske, men til fortællingen om jomfru Maria der for godt 2000 år siden nedkom med en søn i stald i Betlehem.

For at holde os fast på det håb, det næsten er umuligt ikke at knytte til en barnefødsel. Et håb, ikke uden bekymring og tvivl, men som netop i sin trodsige naivitet holder os fast i livsflammen.

Og et håb lyser bag om verdens bekymringer og usikkerheder, bag om tilfældigheder og omstændigheder. Bag om angst, bag om økonomiske kriser, bagom krig og terrorangreb, bag om kærestesorger, bag om savn og død

Og tilbage til håbet, der en gang blev født i verden og gav og stadig giver liv til mennesker.  – viser at hvor der er håb er der liv.

Det er det evangeliet til i dag forkynder – at der er håb.

Også når krisen kradser.

Og også når mørke og død angst truer, peges frem på forårstegnene der ligger på lur. Og minder os om at når figentræet og alle andre træer springer ud, er sommeren allerede nær, som Jesus siger.

Det betyder ikke, at trængslerne og smerten ikke er frygtelige nok. Men det betyder, at de ikke får det sidste ord.

Når Jesus i dag fortæller os, at når vi er ude ved afgrunden – eller er helt ude over afgrunden – så står vi netop da ”foran Menneskesønnen”.

Som bolværket mellem os og intetheden. Så hverken verdens plager eller den personlige, altomsluttende krises bundløse smerte ender i intethed.

Den standses af Jesus ord, at I ham findes det levende håb.

Kernen i adventstidens evangelietekster er, at Jesus kommer til os, ja er på vej. Håbet kommer os i møde, og træder uden om alt det ubærlige, alt det, der først strømmede ud af æsken, med budskabet om Betlehems barnet, der gør alting nyt.

I troen skænket af ham og grundfæstet i ham, er det håbet og ikke frygten den ledestjerne vi går efter.

Og nok er det er plager og ondskab og nok skal noget gammelt gå under, og det skal det gøre under smerte og trængsel.

Men nyt vil vokse frem.

Lad os i den tro tage adventshåbet til os. Amen.

Valgmenighedspræst Laura Lundager Jensen
Langetoften 1, Osted
DK-4320 Lejre
E-mail: luje(at)kp.dk