3.søndag i advent | 15.12.24 | Matthæus 11,2-10 | Af Marianne Frank Larsen |

Hør, hvad han siger og se, hvad han gør!

Da Hillevi skal op at køre med Halvorsen en vintermorgen i 1916 i Kerstin Ekmans bog ”Guds barmhjertighed”, ser hun, hvordan han surrer oppakningen fast på den lille kane. Og hun ser, hvordan han standser hesten et sted midt i snetykningen og snor sig ud af fodposen og løsner spændet ved buggjorden, fordi bovtræet sidder for stramt på hesten, og prøver igen, da han har gjort det fast, og først kommer tilbage til kanen, da han er tilfreds. Hun ser hvordan han standser hesten igen, da de kører ud på den frosne sø, og efterser dens seletøj en gang til. Og da hun skal op at køre med ham igen en sommermorgen et halvt år senere, ser hun, hvordan han surrer bagagen fast til vognen. Hun ser, hvordan han lægger tæppet om hendes skuldre og stopper det ned om hende, tæt og godt, før de kører. Alting gør han eftertænksomt og ordentligt. Hun hører ham fortælle om hesten. Hun ser glæden i hans ansigt. Hun hører ham spørge, om hun har brug for at hvile sig. Og da han endelig trækker hårnålene ud af hendes hår, ser hun ham gemme dem omhyggeligt i sin jakkelomme. Så skriver Kerstin Ekman: ”Det er klart, at et menneske er det samme menneske, hvad det så end gør. Halvorsen lignede sig selv, omsorgsfuld og tålmodig, hvad enten han læssede varer på en vogn, lagde seletøj på hesten eller klædte frøken Hillevi Klarin af.”

Og sådan går det til, at Hillevi kommer til at tro på Halvorsen. Ved at hun hører, hvad han siger, og ser, hvad han gør. Af det, hun ser ham gøre, og det, hun hører ham sige, vokser hendes tillid til ham. Hun skulle egentlig have været gift med en kedelig præst, men hun kommer til at tro så meget på Halvorsen, at hun siger ja til at gifte sig med ham nogle måneder senere. Sådan som hun har set ham lægge seletøj på hesten og surre bagage fast på vognen., er hun sikker på, at han også vil vise omsorg for hende og omhu i deres ægteskab. Han er simpelthen en ordentlig mand.

Sådan som Hillevi kommer til at tro på Halvorsen, sådan går det jo også til, når vi kommer til at tro på vor Herre. Det gør vi ved at høre, hvad han siger, og ved at se, hvad han gør. Når vi hører fortællingerne om ham, og synger salmerne om ham, så kan der ske det, at tilliden bliver vækket og vokser i vores sind. Fordi vi hører ham sige ting, og ser ham gøre ting, vi ikke kan undvære. Der kan selvfølgelig også ske det, at det ikke siger os noget. At vi bare kommer i tvivl. For een ting er jo englenes stemmer julenat, der synger at han kommer med fred til mennesker. Noget andet er alle de andre stemmer, vi også kan høre. Vrede stemmer, klangløse stemmer, kolde stemmer. De er der stadigvæk. Freden er svær at få øje på, hvis vi ser os om i verden og i vores egne kredse. Hvad skal man så tro?

Johannes Døberen er kommet i tvivl. Det er derfor, han spørger, som han gør, i dagens evangelium: Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden? Er du den frelser, vi har ventet på? Når man sidder som Johannes i fængsel bag lås og slå, uden udveje, uden fremtid, bliver det magtpåliggende at finde ud af, hvem man kan stole på. Med sit spørgsmål sætter Johannes ord på den tvivl, vi også kender. Når andre stemmer er truer med at overdøve englenes stemmer og Vor Herres egen stemme, og vi ikke kan få øje på nogen udveje eller nogen fremtid, hvordan i alverden kan vi så tro på, at Jesus virkelig er den, som kommer med fred og frelse?

Jesu svar er enkelt og ligetil. Se og hør, siger han til Johannes’ disciple og til os. Det er dét, troen opstår af. Som Hillevis tro på Halvorsen opstod af det, hun hørte og så en vintermorgen og en sommermorgen i de svenske skove. Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op. Det er dét, disciplene kan se, når de går omkring i byen, og dét vi kan se, når vi lytter til fortællingerne: at overalt, hvor Jesus færdes, bliver livet funklende nyt og glædeligt for dem, der var lukket ude fra det før. Og evangeliet forkyndes for fattige. Det er dét, disciplene og vi andre kan høre: at overalt, hvor Jesus kommer til orde, er det et glædeligt budskab, et evangelium, der bliver forkyndt. Et glædeligt budskab om tilgivelse og håb og kærlighed – også til os på denne dag.

Se og hør. Mere siger han ikke, da Johannes spørger. Han kunne have sagt: Ja, jeg er den, der kommer, og du har bare at tro på mig! Og han kunne have givet Johannes og os andre tvingende beviser for, at han virkelig er den, der kommer med fred og frelse. Så vi ville være nødt til at bøje os for ham. Men det gør han ikke. Han nøjes med at henvise til det, vi kan høre og se. Tegnene og ordene. For det er dem, troen opstår af. Og det er tro, han vil vække i os. Ikke underkastelse, men tillid. Som Hillevis tillid til Halvorsen. Som vores tillid til dem, der gør godt imod os. Tillid til, at han er den, der kommer, og at han kommer med fred og glæde. Risikoen er selvfølgelig, at vi kommer i tvivl. Men den er han villig til at løbe. For tro kan kun opstå i frihed. Ved at man hører og ser og selv får lov til at tænke og mærke, at den, der taler og handler, er én, der vil mig det bedste. Så det eneste, der tvinger mig til at tro, er kærligheden i det, jeg hører og ser – sådan som kun kærlighed kan tvinge med den underfulde magt, den har.

Jesus kalder Johannes for mere end en profet. Det gør han, fordi Johannes selv er opfyldelsen af en gammel profeti om den engel, der skal bane vejen for Herren, når han kommer. Det er derfor, vi hører, hvad Johannes siger, på tredje søndag i advent. Fordi han er den engel, det sendebud, der baner vej for Ham, der kommer til jul. Og dét er Johannes netop ved at stille sit tvivlende spørgsmål i dag. For ved at spørge som han gør, om Jesus nu også er den, der kommer, eller vi skal vente en anden, lægger han stemme til vores tvivlende spørgsmål – og baner vej for det svar, Jesus giver. Det glædelige budskab om, at blinde ser, lamme går, døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Så er det op til os, om vi vil tro på ham eller lade være. Halvorsen var den samme, enten han lagde seletøj på hesten eller klædte sin kone af. Hvis vi lukker øjne og ører op, vil vi høre og se, at Vorherre også er den samme i alt, hvad han siger og gør. Svær at lade være med at tro på. Måske vi da også kan se, at han ér den, der kommer. Vi skal ikke vente en anden. Amen.

—

Sognepræst Marianne Frank Larsen

DK 8000 Aarhus C

mfl(at)km.dk