To skikkelser, to skæbner | 4. søndag i advent | 22.12.2024 | Johannes 1,19-28 | Jan Sievert Asmussen |

Teaterets ældgamle emblem er de to masker side om side, den ene med forgræmmet, den anden med en grinende mund. Tragedien og komediens ansigter. En tid til at græde og en tid til at le. En tid til at sørge og en tid til at danse. Til hver af de to masker svarer en årstid, og ved vintersolhverv, som faldt igår ved 10-tiden, begynder skiftet mellem de to faser. Om et par uger kan forskellen mærkes, og om få måneder er det atter lyst det meste af døgnet. Sommerens død ind i efteråret og sommerens genopstandelse i foråret er gennem årtusinder blevet indgraveret i os nordboeres forpinte og forløste sjæle. Vintersolhverv – hvordan de gamle så end har båret sig ad, så har man alle dage vidst, at det fandt sted lige her, før jul.

Tiden er delt op. I et halvår, hvor lyset aftager og et halvår, hvor det tager til. Det har mennesker aldrig, heller ikke i elektricitetens tidsalder, kunnet forholde sig neutrale til. Novembers og decembers mørke emmer af forfald og undergang og suger os med ned: tragediens tid. Martslyset og aprilsolen giver håb og overskud selv til den ældste krøbling. Det er komediens tid: så meget mørke, og nu atter et stærkt lys.

For kristendommen har altid tildelt de to store skikkelser Jesus og Johannes Døber hvert sit halvår. Jesus er komediens helt, for en komedie går altid fra mørke til lys, fra langfredagsnatten til påskemorgen. Og det, der begynder mørkt og ender lyst, kalder altid på befrielsens latter. Påskelatteren ler vi om kap med Helligånden og alting løftes befriet ud af ethvert mørke.

Men Johannes er hans modpol. Den store tragiske figur i evangeliernes persongalleri. Han er skikkelsen, der kommer fra lyset og ender i mørke. Johannes er fætter til Jesus, undfanget som Jesus ved en engels hjælp og i sin barndom beskyttet af engle ligesom Jesus. Men mens Jesus bliver større og større og til sidst så stor, at kirken bliver til og hans ord rækker ind i denne søndag, forsvinder Johannes ud i mørket. Kort efter det stykke, I hørte fra Johannesevangeliet, forsvinder Johannes, som han selv har sagt: „Han skal blive større, men jeg skal blive mindre.“ Det er det, der gør ham til en tragisk figur.

Johannes døbte mennesker i Jordanfloden. Folk kom i mængder, hørte ham tale om omvendelse og blev derpå dykket i flodens vand. Johannes var ikke Kristus, ikke engang værdig til at binde hans sko, kun en forløber. Hans opgave var at bane vejen og sige til folk: omvend Jer, så I kan få øje på frelseren, når han kommer. Johannes stod i Det Gamle Testamentes sammenhæng, han var den sidste profet. „Ban Herrens vej,“ sagde han om sig selv. Det var hans hverv.

Også Jesus kom og blev døbt af Johannes. Og da det var sket, var Johannes‘ opgave løst. Efter ham begyndte Jesu disciple at døbe. Vendepunktet var passeret. Nu var der bare for Johannes at trække sig bort. Nu var forberedelse blevet til opfyldelse af de gamle profetier. „Ban Herrens vej“ – nu var han her!

Man tager fejl ved at tro, at Johannes og Jesus var en slags konkurrenter. Da Jesus‘ og Johannes‘ veje krydsedes, Jesus på vej op og Johannes på vej ned, var alt præcis, som det skulle være. Johannes var et puppehylster, som en tid havde rummet noget vigtigt, nemlig Guds ord på jorden. Da Jesus kom måtte Johannes tie. Derfor ser man ham på gamle altertavler stå på Golgata under korset og pege på Jesus. „Jeg skal blive mindre og han større,“ står der på latin.

I Johannes taler den største hengivenhed, glæden ved at give noget værdifuldt videre til de næste hænder. Som en samler, der ikke kender nogen større glæde end at forære samlingen til sin søn. Der er ingen falsk tone, ingen mistænksomhed overfor Jesus, om han nu kan tage over

Men Johannes Døber kommer ikke til at dø i sin tilfredshed. Alt som mørket sænker sig over ham, og ingen længere kommer ud til Jordanfloden for at døbes, får han besøg af tvivlens spørgelser. Jeg gav det hele til Jesus – hvordan forvalter han det? Jeg gav dig min samling – har du mon brændt den? Jeg overlod dig mit arbejde – er nu også det, jeg gjorde, blevet forgæves?

For Jesus blev slet ikke, som Johannes havde ventet. Ikke den profet, som skulle trække alverden til dåb og omvendelse ved floden i ørkenen. Ikke den stærke konge, som skulle lægge Israel for sine fødder. Johannes havde døbt Jesus i tillid til, at her kom en, der var større end ham selv. Var Jesus det?

Derfor ender historien om Johannes med, at han fra sit mørke fangehul sender bud til Jesus: „Er du den, vi venter på, eller skal vi vente en anden?“ Sådan spørger et menneske lige før døden, og af svaret afhænger hele meningen med Johannes‘ liv. Et spørgsmål, lige før han forsvinder i mørket på den måde, alle kender: med sit hovede serveret på et sølvfad får den dansende Salome. Hovedet skilt fra kroppen: så lille, nemlig et hovede mindre, blev han til sidst. Samtidig med at Jesus andetsteds, ikke ret langt derfra, opstod og fór til himmels og indtog pladsen på Den Almægtiges passagersæde, ved Hans højre hånd. Større kunne dét ikke blive!

Johannes er Det Nye Testamentes store tragiske figur. Han kommer fra lyset, træder lydigt og villigt til side for Jesus og ved til sidst ikke hverken op eller ned. Han havde ventet Messias og mødt ham, endda døbt ham, havde ofret sine egne mål for ham – og endte alligevel i tvivlens mørke. „Er du den, vi venter på?“

„Efter mig kommer der en mand, som er kommet forud for mig, for han var til før mig,“ siger Johannes til sine disciple. Når Menneskesønnen kommer, fødes Almagt på jorden. Så kommer Messias og skurer jorden ren, kaster de onde i havet og samler de retfærdige omkring sig, og så går det i fuld fart, afsted mod det himmelske Jerusalem. „Når Messias kommer,“ siger de gamle profetier, „skal bjergene flyde med blod, hele himlens hær opløses og himlen rulles sammen som en bogrulle“ (Jes 34, 3c-4a).

Tragedien i Johannes‘ liv er, at skønt han tilslutter sig denne vision, var Messias‘ komme slet ikke sådan. Johannes forstod ikke, at Gud sendte Kristus til jorden i et barns skikkelse. Johannes forstod ikke, at Jesus ikke var en overjordisk hævner. Johannes stod stadig i Den Gamle Pagt, og dér er det utænkeligt, at Gud kan give afkald på sin almagt og binde sig så tæt til det menneskelige som barnet i Betlehem ved Marias bryst. Prisgivet som det menneske, der dør af smerter og blodtab, når han stikkes i siden.

„Han skal blive større, men jeg skal blive mindre.“ Sådan slutter historien om Johannes, forløberen, røsten i ørkenen. Hans forventning gør det tydeligt, hvor mærkelig dén fødsel i stalden var. Hvor sært det var, at lyset blev til og voksede i et barns skikkelse, flakkede på Golgata og til sidst slog ud i lys lue som flammer over disciplenes hoveder pinsedag.

Teateret har to masker. De betinger hinanden og hører sammen. Som Johannes og Jesus. Som mørke og lys. Amen.

—

Sognepræst Jan Sievert Asmussen

DK-3520 Farum

Email: jsas(at)km.dk