Anden Juledag | 26.12.2024 | Johannes 1,1-4 | Tine Illum |

Sankt Stefans Dag?
Kommentar til de autoriserede tekstrækker til Anden Juledag

Martyrdagene havde allerede været fejret og fastlagt længe, da man i 336 fastlagde julen til 25. december. Det betød, at Anden Juledag faldt oven i Sankt Stefans Dag. Dette er et dilemma, der afspejles i Alterbogens tekstrækker. Især i den katolske kirke, men også i flere lutherske kirker, er man blevet ved med at fejre ”Festen for Sct. Stefanus”  og tekstrækkerne har her fortællingen om Stefans martyrium i centrum. Andre kirker fejrer 26. december som Anden Juledag og her læses typisk Johannesevangeliet 1, såfremt Lukas’ juleevangelium er læst Juledag – ellers der læses andre evangelietekster omhandlende Jesus fødsel.
I Folkekirken formodes vi Anden Juledag at lægge vægt på Stefanus’ martyrium fra Apostlenes Gerninger og i år at prædike over Matthæusevangeliet kapitel 23, 34-39 om profetdrabene.  Forhåbentlig vil en kommende revision af tekstrækkerne rette op på dette. Af to grunde:

– for det første for den teologiske vederhæftigheds skyld. Det giver teologisk og liturgisk ikke mening at prædike over martyrtekster på en dag, der som overskrift har ”Anden Juledag” (at der med lidt mindre typer nedenunder står ”Sct. Stefans Dag” må betragtes som en lidt indforstået fodnote). Vi har længe nok i prædikener sagt, at ”her kommer julens rugbrød” og hermed forsøgt at give en ikke-teologisk sammenhæng i det autoriserede tekstvalg  – eller vi har forsøgt os med den lidt mere humoristiske kommentar om, at jul i familiens skød ofte gør tanken om at slå ihjel særdeles nærliggende. Forhåbentlig får vi ved en revision af tekstrækkerne snart et bedre teologisk gennemtænkt tekstvalg. Taler vi om Anden Juledag, så er der relevante bibeltekster nok. Ønsker nogen at bibeholde Sct. Stefans Dag, kan der være et alternativt tekstvalg, nemlig det nuværende. Men det bør være klart, at det er et valg mellem de to. Enten fejrer man Anden Juledag – eller også fejrer man Sankt Stefans Dag.

– for det andet af hensyn til Anden Juledags ”Sitz im Leben”. Ganske kort: Vi kan glæde os over en tradition for stor kirkegang juleaften – mens kirkegangen juledag de fleste steder ikke er videre stor (juledag er dagen for langsom morgenmad i familiens skød, at bygge Lego iført nattøj, rydde julepapir væk etc – og nu har man jo lige været i kirke om aftenen). Anden Juledag er mange kommet hjem fra julebesøg (eller gæsterne er taget afsted, og man har ordnet lidt). Der er tid til at gå i kirke, falde ind i eftertankens ro, synge lange julesalmer…. Vi bør ganske enkelt ikke skuffe kirkegængerne i deres berettigede forventning om, at når de kommer i kirke Anden Juledag, så drejer det sig om jul.
Da jeg i år er blevet bedt om at skrive en prædiken til Anden Juledag til ”Göttinger Predigten im Internet”, der bruges som prædikeninspiration i flere lande, har jeg derfor valgt at prædike over Johannes 1 (prædikenteksten til Juledag efter 2. tekstrække – jeg undlader dog den indskudte passage om Johannes Døberen), som man ellers ikke vil høre i kirkerne denne jul. Som episteltekst vælger jeg Johannes første brev kapitel 1 vers 1-4.
En anden oplagt mulighed er at prædike over Lukas 2, 15-20 (angivet som tekstmulighed til aftensang Juledag).
Begge evangelietekster lægger op til en lidt mere meditativ, stilfærdig, eftertænksom juleprædiken – hvilket vel falder godt i tråd med, at det netop er et andendagsgilde, hvor der ofte er en lidt afslappet post-festum mæt og stille stemning, en varm efterklang, der fordrer eftertanken og den dybe samtale.

Prædiken til Anden Juledag

Stands og hør!

”Her ser I et billede af stjernernes sang,” fortalte en astronom – og viste os et farverigt billede fra rummet. Og vi blev helt stille. Tænk, at man kan se en sang, en lyd…. Så langt langt væk… et stjernelys så gammelt, at det synger fra ældgamle stjerner. Lyde fra det område i universet, som forskerne kalder ”Skabelsens søjler”, stjernernes fødegang. Her lytter forskerne sig via en teknik, der hedder asteroseismologi, frem til, hvordan stjernerne ser ud indeni. Det usynlige synges frem.

”Stands og hør!” Sådan sang vi, da vi kom i kirke. Det usynlige synges frem …. her åbnes ind til den dybeste glæde.
”Hjerte løft din glædes vinger” hedder salmen. Den handler om juleglæden, og er skrevet af Paul Gerhardt for næsten 400 år siden. Juleglæden var bestemt ikke synlig for ham eller for de mennesker i Mittenwalde, som han er præst for. Ligesom den ofte heller ikke er synlig og virkelig for os. Vi kender til bekymring og frustration, sorg og angst – og det spiser af vores livsglæde og æder sig ind på vores tro. Det kender vi – og det kendte de i Mittenwalde. Byen var blevet plyndret flere gange under trediveårskrigen. Den var hærget af pest og brande. Før havde der været 240 husstande, nu var der 24. Paul Gerhardt mistede selv fire af fem børn.
”Hvordan skal vi få øje på troen midt i den verden, vi lever i?” spørger folk ham. Og har han sikkert spurgt sig selv. Og ligesom vi spørger han: ”Hvordan kan Gud være kærlig, når han tillader så forfærdelige ting? Gerhardt svarer selv: ”Hvis ikke Gud elskede os, ville han ikke have sendt sin søn” – og på den tro skriver han salmer – lyse salmer til den, der ”træder tunge stier”, som vi sang.
Stands og hør! Her er dør – til den sande glæde. Kristus lod sig føde.
Salmer, der får os til at se. Se det usynlige. At under alt og over alt og om alt er Guds kærlighed. Først og sidst. Mørket i verden og mørket i os kan kun være det næst-sidste. For Kristus lod sig føde. Stands og hør! Uanset hvor mørkt der er, er mørket allerede gennemlyst. Ofte er det usynligt og uhørligt for os. Men det er her.

Stands og hør!

Vi har sidste aften hørt juleevangeliet om hyrderne, der besøger stalden i Betlehem. ”Lad os gå til Bethlem og se det, som Gud har fortalt os om”, siger de til hinanden. Og de ser,

Vi hører – englenes og stjernernes sang.
Ordet fra Gud, skriver Johannes i sit brev, det som vi har hørt og set og rørt ved – dét fortæller vi nu videre til jer – så vi sammen kan blive fulde af glæde.
Ordet fra Gud – er blevet et menneske i kød og blod. Han er Guds Ord, der lyder og lyser, Guds guddommelighed, der skinner. Og han deler ud af sig selv til os.
Vi ser det gennem det, vi hører.

Stands og hør! – her er dør – til den sande glæde. Sang vi. Men hvorfor skal vi standse? Skulle vi ikke gerne kunne få øje på glæden i forbifarten. Hvis glæden er for hele folket, som englene sang, så skulle den vel ikke være let at overse? …

For nogle år siden blev der lavet en undersøgelse over, om det skønne kan gribe os, hvis det møder os steder, hvor vi ikke havde troet det. I den forbindelse fortaltes denne gribende og sandfærdige historie:
På en metrostation i Washington stod en mand en kold december-morgen og spillede violin i ca. 45 minutter. I løbet af den tid gik ca. 2000 mennesker forbi ham. En standsede et par sekunder, en smed en enkelt dollar i hans hat uden at stoppe. Flere småbørn gik hen mod ham, men blev straks hevet videre af deres forældre. Efter en times tid, holdt han op med at spille. Ingen lagde mærke til det. Ingen klappede, det var som om det aldrig havde fundet sted.
Den anonyme violinist var Joshua Bell, en af verdens dygtigste musikere, der denne dag spillede gratis. Han spillede på en violin, der koster 18 millioner kroner. To dage før havde folk givet 600 kr. pr. billet for at høre ham spille de samme seks stykker smuk Bach-musik i en propfyldt koncertsal.
Dem, der havde lavet eksperimentet, sagde: ”Hvis vi ikke et øjeblik kan stoppe op og lytte til en af verdens bedste musikere, der spiller noget af den smukkeste musik, der nogensinde er skrevet, på et af de mest vidunderlige instrumenter, der nogensinde er lavet. Hvor mange andre ting går vi så ikke glip af, mens vi skynder os igennem livet?”

Nu er det nok sådan, at den, der går med tunge skridt – den, der bærer en tung byrde – han eller hun må oftest standse. For nogle år siden mødte jeg en, der ofte havde brug for at standse op – og kirken lå der jo, så hun kunne lige gå derind og hvile sig. Inden hun gik ud igen, gik hun altid om til det lille østvindue, hvor væggene dengang var meget tilsodede. ”Kom og se!” sagde hun en dag. Og sandelig, på det mest sodede sted stod der nu ”Guds fred”. Ordene lyste. Hvem havde mon ladet sin finger skrive i soden, så den hvide farve fra kalken trådte frem? Der var en andægtighed over alle dem, der de kommende uger gik ind og så det, og ingen vidste, hvem der havde skrevet det. En dag sagde en: ”det må have været en engel – for det er kun en engel, der kan skrive rent i skidt!” Og det blev nu vores historie i kirken, at en engel med sin vingespids havde skrevet ”Guds fred”, så det lysende fortalte os om ham, der kom med Guds fred og er Guds lys. Måske brugte englen et menneskes hånd til at få sit budskab ud. Så Ordet fik liv og kunne ses og mærkes og give genlyd af englenes sang.
Vi kunne have hastet forbi, uden at ordene på væggen betød noget. Men det blev et ”Stands og se!” for os. I dag er hele væggen kalket hvid – men for mit indre øje ser jeg stadig ordene ”Guds fred.” – skrevet lysende i sod af en englevinge.
Ordet skinnede i mørke – og blev det år det stærkeste juleevangelium. Om netop det, som fik Gerhardt til midt i mørket at digte sin julesalme, at Kristus er født. At Guds kærlighed er et lys i mørket, en stjernesang, en himmellyd – der ses og høres bedst af den, der kender mørket – ses og høres bedst af den, der standser op. Stands og hør!
”Lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”, hørte vi. Dét er også trøsten for os.
Den findes. Stjernernes sang findes. Der findes ord der lyser op i en sodet, krigshærget, truet verden – og i et slidt og sorgfuldt sind.
Stands og hør! Det er her, det begynder. I englenes sang. I Ordet, der blev kød og blod. I Kristus, der lod sig føde. Det findes midt iblandt os. Stands og hør! Amen.

Sognepræst Tine Illum

DK-6091 Bjert

Email: ti(at)km.dk