Søndag efter jul | 29.12.2024 | Lukas 2,25-40 | Af Rasmus H.C. Dreyer |

”Enhver lidelse eller sorg er til at bære, hvis bare den kommer ind i en historie”.

Juleaften klokken midnat er strabadserne med middag, juletræsdans og gaver overstået i de fleste hjem. Selvom mange allerede har hørt juleevangeliet i folkekirken om eftermiddagen, måske læst den ved julebordet, ja, så sætter vi os alligevel til rette i sofaen for at slutte den hellige aften med midnatsmessen fra Peterskirken i Rom. Her er der god anledning til at frydes eller forarges over den pavelige pomp og pragt.

Jeg husker, da pave Frans første gang skulle forestå midnatsmessen. Aviser og medier, selv tv-kommentatoren, ventede noget nyt og afgørende Frans, som skulle være så kendt for sin levende prædikener. ”Måske vil han læne sig frem, gøre sig fri af manuskriptet og tale direkte til folket”, håbedes der ømt fra den danske kommentator. Men nej, den nye mand i Sankt Peters stol prædikede tørt og kedeligt, fanget af et utal af præstefloskler om julen. Sådan husker jeg det i alle tilfælde. Nok var budskaberne sande, men kun lidet bevægende. Eberhard Jüngel, en af vor tids store lutherske teologer (altså en teolog fra vores egen kirkeretning), har meget sandt sagt, at ”Gud er ikke en kedelig, men en barmhjertig Gud. Derfor skal ingen prædiken være kedelig, men barmhjertig”.

Pave Frans er som bekendt kendt for sin joviale og knap så pompøse stil. Han kører rundt i en lille, almindelig bil i stedet for den pavelige Mercedes, bærer hverken pavekrone, røde pavesko eller store gevandter. Han kommer sagtmodig, helt i hvidt. Han var førhen fortaler for de fattiges sag i Sydamerika, og pavens navn er da også taget fra den katolske fattigdoms-helgen over dem alle, Frans af Assisi. Og sandt er det, at julens budskab om nogen blev forkyndt for de fattige og udstødte, hyrderne på marken, dengang ved Betlehem.

Kontrasten til Jesu fattige indgang i verden møder vi så i dag. Josef og Maria går til det store tempel i Jerusalem for at vise deres særlige barn frem. Når vi ser på denne oversete fortælling på denne oversete julesøndag, skal vi egentlig gerne fornemme, hvad der faktisk var på færde julenat i Betlehem. Det var menneskehedens store vendepunkt – intet mindre. Julenat delte historien i et før og et efter. Og lige midt i dette før og efter står Jesus, den dreng, der er noget særligt. Noget først kun Maria ved, som hyrderne forkyndes – og som den gamle Simeon og den gamle Anna i templet med det samme må erkende: Her er Guds Søn, Messias – Immanuel, den dreng, der er, at Gud vil være hos og med os. Den dreng blev Marias skæbne, Simeons skæbne, hele Israel og dermed alle efterfølgere til gudsfolket – dem vi kalder for kirken – her på jorden.

Dagens beretning er trods de store ord meget beskeden. Josef og Maria tager deres nyfødte søn med op til templet i Jerusalem for at frembære ham for Herren. Det var en del af loven. Som en taknemmelighedshandling efter fødslen skulle der også ofres noget, og for fattigfolk var det normalt et par duer. Så dér kommer de, Josef og Maria, med deres lille dreng på armen, midt i en myldrende menneskemængde på tempelpladsen. Og pludselig træder to gamle mennesker frem – Simeon og Anna.Hvordan de kunne se noget særligt ved den lille familie i den store mængde, ved vi ikke. Der var jo ingen glorie over hovedet på dem – det er noget, malerkunsten har tilføjet senere. Nej, det må være et spørgsmål om noget helt særligt – en profetisk evne. Vi hørte jo, at Helligånden var over Simeon, og at Anna blev kaldt profetinde. Profeter og profetinder har netop den gave at kunne se det, som ingen andre ser. De ser klart, hvor vi andre er blinde.

Så der står de – Simeon og Anna – og går lige hen til barnet. Anna bryder ud i lovprisning og taler om barnet til dem, der står omkring. Og Simeon tager barnet i sine arme og siger de store ord: ”Dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel.” Husk, at Israel her betyder for det folk, der hører Gud til. Også vi er et åndeligt Israel, det folk, der følger Gud.

Men kan I mærke, hvor denne fortælling peger hen? Simeon og Anna er som repræsentanter for tiden før Kristus. Gamle og slidte er de, og deres tid er ved at rinde ud. Men de får den særlige nåde at få et glimt af noget nyt – et glimt af ham, der for altid ville ændre verden. De ser Guds løfter opfyldt lige dér, i et lille barn. Og så gør de det eneste: de tilbeder og ærer Guds Søn. Samtidig fortæller de os noget dybt om, hvad dette barn betyder. Det er derfor, at Simeon siger, at ”dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange.” Der er noget afgørende, som alle der møder Jesus erkende: at der er et enten-eller i julen.

Dermed har jeg også sagt, at verden i kraft af Jesus ikke med ét blev gjort til et mere retfærdigt sted. Tænk bare på den fortælling, som også hører julen til. Og som i år er blevet aktualiseret i den nye Netflix-film om Jesu mor, Jomfru Maria. Filmen hedder også på dansk bare ”Mary”. Men her får vi også fortællingen om, hvordan Kong Herodes vil Jesus til livs. Han dræber alle drengebørnene i Betlehem, fordi han har hørt, at en ny konge er født. Og en diktator tåler som bekendt aldrig konkurrence. Slet ikke åndelig udfordring, fordi Jesus også blev født for de fysisk fattige og fortabte, hvad vi netop ser af juleevangeliets fortsættelse, som vi hører det i dag i evangelisten Mattæus‘ udgave.

Søren Kierkegaard er ganske opmærksom på dette forhold. I sin bibel noterede han netop ud for beretningen om barnemordet i Betlehem, som Herodes foranstalter efter Jesu fødsel, at ”dette er modstykket til englenes sang, hvor de synger: ’vi forkynde eder en stor glæde’. Verdens frelser fødes også med smerter og skrig”. Og det havde Kierkegaard jo så ganske ret i: Jesus blev født i smerte af en kvinde til en verden, der altid smerter os mennesker.

Derfor har julen aldrig kun englelyd. Det er ikke nok at sige, at en stor glæde er kommet til alle mennesker, høj som lav, med Jesu fødsel. Julen er ikke bare hygge, den er også sorg, smerte og skuffelse. Hvis I har taget hele fortællingen fra advent til jul med: Adventstiden, hvor Johannes sidder i fængslet og tvivler om Messias, Maria der føder i dølgsmål og smerte i en stald, anden juledag, hvor Stefanus som en af de første kristne stenes ihjel på sin tro på Jesusbarnet. Simeon, den blinde profet, der først affældig og gammel når at se Messias i dag. Den dag, hvor vi i vores anden tekstrække så faktisk hører om Herodes’ menneskejagt på de udskyldige drengebørn i Betlehem. Børn, der dræbes i angst for at tabe magten.

Det var vel også, hvad Kierkegaard så sandt noterede: Verdens frelser fødes i smerter og skrig. For det eneste, vi egentlig kan høre i denne historie er mødrenes sorg over deres børn.  Det giver mening, at mødrene har skreget som i det gamle testamentes Rama; de har grædt utrøsteligt: ”Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere”, som der står med et citat fra Det Gamle Testamente i beretningen om barnemordet.

Resten af mødrenes liv vil de kredse om deres børns grave. Og selvom der er noget sært livsbekræftende i, at vi kan elske hinanden så højt, at vi bliver utrøstelige, når vi mister, fordi vi ikke ville have været kærligheden foruden for at slippe for sorgen, så melder sig altid spørgsmålet: Hvad skal vi sige, til den, der sørger? Og hvad skal vi sige til en mor, der har mistet sit barn? Hvad tør vi overhovedet sige? Hvilken trøst kan vi give? Hvorfor måtte de børn dø, mens Jesus måtte leve?

En præst, der mistede sin søn, fortalte, at der lå en stor trøst i at blive accepteret i det utrøstelige, at slippe for andres krav om at komme videre. En ældre kvinde, der selv havde mistet sit barn for mange år siden, kom til hende og sagde, ”de 10 første år er de værste, men der går ikke en eneste dag, uden jeg tænker på min søn”. Sorgen forsvinder ikke bare, den ændrer måske blot sit udtryk.

Det Gamle Testamente kender mange grusomme historier om børn, der dør. Det gør vores samtid også. Det gør dette år 2024 også. Endog i de egne, hvor Jesus selv levede. Går vi længere tilbage i tiden, kendte det gamle Israel også smerten ved sorgen. En af de værst ramte var den kendte Job, sat på prøve af Gud og Satan. Han mistede alle sine sønner og døtre i en ørkenstorm, som væltede hans hus, så det faldt sammen over dem. Men siden gik det Job bedre, han fik syv nye sønner og tre nye døtre, men det ændrede imidlertid ikke de førstes død. Nye børn erstatter ikke de, der døde. Ethvert barn er uerstatteligt; Jobs børn, Rakels børn, Betlehems, Israels, Gazas, Ukraines børn. Ethvert barn.

Og selvom vi ikke alle kender følelsen, den helt store sorg selv, så forstår vi endnu at huske, at Betlehems børn var en del af en større historie. Det tager ikke sorgen fra de dræbte børns mødre, endsige gør det mere forståeligt, at Kong Herodes sender sine soldater ud for at udrydde dem, men det viser os, at sorg og lidelse kan bæres over tid, hvis den kommer ind i en historie. Med andre ord: At der gives mening.

Det var akkurat, hvad Karen Blixen engang sagde i en samtale: ”Enhver lidelse eller sorg er til at bære, hvis bare den kommer ind i en historie”. Og det er præcis, hvad evangeliet vil sige til os i dag. Det stiller en historie til rådighed, som man må have læst evangelierne til ende for at kende: Jesu lidelseshistorie. Hele vejen frem til påskens uforståelige punkt gives der rum for menneskers1og mødres sorg og klage, og også her kan vi gå ind og finde trøst. Vi er flere om at bære korset, men Gud bærer den tungeste ende for os. Kvindernes lidelse går ind i Jesu lidelse, som går ind i Guds lidelse. Sorgen hører således ikke op, den bæres og rummes i stadig større livsrum; i mig, i Jesus, i Gud.

Der er vores historie, lidelsens historie til alle tider for alle mennesker. Så er der Jesu historie i julen, om udstødelse, smerte, om dødstrusler, flugt og hjemkomst til en usikker skæbne i nye omgivelser i Nazaret. Det bliver til slut også en historie, der handler om en mor, der mister sit barn. Maria med den døde Jesus i sit skød. Jesu død for os, hvor han tog smerte og lidelse på sig for at rejse håb og tro på dét sted. Det peger os ind i Guds suveræne historie med os alle. For Jesus giver alt lidelse, smerte og død en betydning, fordi han også mærker den. Den gælder også for ham, og han tager den med sig og på sig for at overvinde det.

Jeg tror, det var det afgørende, som Simeon og Anna fornemmede, da Maria og Josef bar Jesus til templet.

Julen er stadig god og glædelig. Må den vedblive at fortælle os dette!

Amen.

—

Rasmus H.C. Dreyer, studielektor, phd

Pastoralseminariet i Aarhus, Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter

Hatting/Horsens

Email: rahd(at)km.dk