Weihnachtsmann

Matthæus 2,1-12

· by predigten · in 01) Matthäus / Matthew, Beitragende, Bibel, Current (int.), Dansk, Kapitel 02 / Chapter 02, Marianne Christiansen, Neues Testament, Predigten / Sermons

Helligtrekongers søndag | 05.01.25 | Matthæus 2,1-12 | Af Marianne Christiansen |

De vises vej – og vores vej

De var ikke tre, de var ikke hellige, de var ikke konger.

Det står i hvert fald ingen steder. Vi hører fortællingen i Matthæus-evangeliet om de vise mænd fra Østerland, som ”drog i verden ud på stand” (citat fra dansk Helligtrekongerssalme ”Dejlig er den himmel blå”) på en dag, som kirkens tradition kalder for Helligtrekongers dag. Men de hellige tre konger står der ikke noget om i teksten.

For kristendom er ikke hvad der står, men hvad der går. Hvad der går på vejene i verden som de hellige almindelige, tre fire, fem millioner, milliarder konger, dronninger, skomagere, teltmagere, hattemagere, fidusmagere, mennesker, der søger lyset i Kristus og går med det lys ud til andre mennesker.

Helligtrekongersdag er dagen for mindst to erkendelser: Dels den, at kristendommen er fuld af poesi og bevægelse; og dels den, at vi selv er med i evangeliets fortælling.

Det første – at kristendommen er fuld af poesi – er ikke noget at skamme sig over eller skjule, som om poesi var mindre fint eller virkeligt end faktuelle informationer. Poesi er digtning. Poesi betyder egentlig skabelse – ord, der er skabt og som skaber nye sammenhænge billeder, ja, i nogen grad skaber, hvad de nævner.

Der er poesi i Bibelen: ord, der skaber nye sammenhænge og indsigter – ikke bare information, reportage, lovtekster, så man kunne sige, ”Jamen, det står dér, sådan er det, slut!” Nej, poesi, fortælling, så vi kan sige: ”Sådan går det, sådan lyder det, begynd og fortæl videre!”.

Men hvordan kan vi så vide, hvad der virkelig skete, hvad kristendommen i virkeligheden er?

Kristendom er i virkeligheden ordet, rygtet, fortællingen, om, at Gud er kommet til verden som et sårbart menneske, der levede sit liv blandt de syge og elendige, udsatte og udstødte, og bragte nyt håb og liv og tilgivelse til mennesker. Et menneske, som døde i fællesskab med forbrydere og stod op og rejste menneskers mod op, og som stadigvæk ånder liv og tro i mennesker, så de/vi tror på Guds kærlighed og godhed og kommer til at elske.

Kristendommen er håbet om og troen på det umulige: At den største er i det mindste, og at det mindste, Gud har skabt, er det største. At Guds styrke er i de svage og Guds kærlighed gælder de fortabte.

Hvor den tro bliver levende, dér er kristendommen. Den står ikke. Den går. Den vandrer på verdens veje og gør mennesker glade. Hvis ikke, er det ikke kristendom.

Og når der skal fortælles om Gud, der skaber det umulige, om Jesus, der lever det umulige, om Helligånden der gør det umulige i os – så bliver det poesi, fortællinger, der danner billeder og skaber bevægelse i os.

Helligtrekongers dag er den helt rigtige dag at blive mindet om det. Her hører vi den kortfattede fortælling, som Matthæus bringer, om nogle vise mænd fra Østerland, der går efter at finde den nye hersker og ad omveje omkring Herodes og magtens tinde finder det lille barn i Betlehem. Og derfra går de hjem til deres eget land ad nye veje.

Det er en fortælling, som sikkert ikke er reportage fra den virkelighed, der kan rapporteres og beskrives som fakta, men det er en fortælling om, hvad kristendom er, hvad Jesus betyder, og hvad det er for en historie af lys, som vi er med i.

Hvor stærk poesien er, kan vi forvisse os om i salmer og billedkunst, og i de legender, der lever rundt om i verden: De vise mænd er igennem fortælletraditionen blevet til konger – inspireret af profetien fra Esajas kap 60, som siger, at konger skal komme til dine stråleglans (60,3), at der er kameler og dromedarer og ”de bærer guld og røgelse; de forkynder Herrens pris” (60, 6) . Med tiden bliver Matthæus’ fortælling til en lang legende, der vandrer gennem Europa og giver kongerne navne, Kasper og Melchior og Balthazar. De får knogler, der hviler både i Milano og i Köln.

Hos Matthæus lyder fortællingen, at nogle vise mænd bryder op fra Østerland, fordi de har set en stjerne gå op, som varsler, at der er født en ny konge for jøderne, og de ønsker at tilbede ham. De misforstår, hvad de har læst i de gamle bøger, og opsøger denne verdens magthavere i skikkelse af kong Herodes. Men af stjernen bliver de vejledt til at søge lyset ude i mørket og søge Guds styrke i svagheden, så de finder i barnet i krybben. Og så bliver de glade  – de glædede sig med stor glæde, står der på græsk –  og giver gaver. Fra da af går de uden om kong Herodes´ magt og finder en ny vej til deres hjem.

Det er historien, der er givet videre og fortolket. Den fortæller ikke om noget, der skete engang, men om noget, der sker. Den tegner et lysbillede ind i verden lige nu, mellem magthavere og magtbegær, ind i trangen til at søge sandheden hos dem, der har magt. Den leder vores blik og vores vej uden om magtens centrum for at finde Gud i Jesus, født i Betlehem. Der er ikke så langt fra Jerusalem til Betlehem, selv ikke på gåben, men nu er vejen spærret af mur og checkpoints og omfartsveje. Og alligevel er det dér midt i striden og hadet, at barnet kom til verden.

Nu er det er os, som generationerne før og generationerne efter, der skal være vismænd, konger, budbringere, vejledt af Guds lys i mørket. Vi, der er så usandsynligt heldige, at vi har hørt ordet om Jesus og mødt troen og håbet og kærligheden i Ånden – vi skal bære det lys videre til andre mennesker.

Vejene finder vi –, selvom de lige som for de første vismænd bliver anderledes end vi troede, de skulle være og havde planlagt. Og hvad vi skal gøre og sige, viser sig også på vejen. Det står der ikke i forvejen i en manual – men det går op for os på vejen.

Hvordan deler man evangeliet med andre mennesker? Ved at pege på lyset – og gøre og sige noget, der kan bringe lys ind i andre menneskers liv, og ved at give de gaver, vi nu har fået med. De færreste af os har guld, røgelse og myrra på os – men så har vi så meget andet, noget, vi måske ikke engang selv synes er noget værd, men som kan blive til opmuntring og trøst for andre.

Fortællingen om de hellige tre konger/vismænd er vores nytårsfortsæt – og for en gang skyld hedder det nytårsforsæt. Et nytårsforsæt, er noget man sætter sig for – ”nu må jeg se at forbedre mig” – og det er også smukt og godt, men nu er det allerede 5. januar, så de fleste af forsætterne er sikkert allerede faldet til jorden. Men helligtrekongersdag giver os et nytårsfortsæt:

Fortsæt vandringen i lyset af Kristus. Fortsæt med at gå efter stjernen i mørket, en stribe af solopgangen, under solen ved højlys dag og engang lige ind i solnedgangen. Fortsæt, vejledt lyset, også når vejen tung og mørk. Om Gud vil, åbner der sig en anden vej hjem, ligesom for de vise mænd. Amen.

Biskop Marianne Christiansen

Ribe Landevej 37
DK-6100 Haderslev

Email: mch(at)km.dk