Fastelavn | Matthæus 3,13-17 | 02.03.25 | Af Anna Jensen |

Åndens nødvendige fællesskab

En vintermorgen åbnede himlen sig over mig. Jeg gik tur langs stranden på den jyske vestkyst. I ugevis havde himlen været dækket af grå skyer. Pludselig åbnede skydækket over klitterne sig og lod solen strømme ned i velsignede solstråler. ”Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind”, som salmedigteren Jacob Knudsen beskriver det i sin morgensalme. Jeg blev ganske overvældet og måtte stå stille i den isende kolde vind, bare for at bruge øjnene og se og se og se. Med fingre stive af kulde fandt jeg min telefon frem fra de mange lag tøj og gjorde hvad ethvert nutidsmennesker gør: Jeg tog et billede. Som om synet af den åbne himmel ikke var nok i sig selv, jeg måtte fastholde det. Senere fandt jeg billedet for at huske mig selv på oplevelsen, men ikke mindst; jeg kunne vise billedet til min familie og alle der gad høre på mig: ”Sehvad jeg har oplevet.”

Da Jesus var blevet døbt, steg han straks op fra vandet, og se! Himlen åbnede sig over ham. Der var ingen der tog et billede af begivenheden, vi må bruge vores fantasi for at se det for os, som evangeliet maler frem med ord. Himlen åbnede sig over ham og Guds ånd dalede ned – ligesom en due. Det var ikke en due, sådan som Joakim Skovgaard har malet det her på kirkens glasmosaikker, men der var noget andet, noget der ikke kan males, men som altså så ud ligesom en due. Ånden ser man ikke, og derfor er den så svær at anskueliggøre. Den kan ikke gribes, ikke begribes, og alligevel er det Ånden jeg vil tale om i dag.

Hvorfor skulle Jesus døbes? Det spørgsmål rumsterede også i Johannes Døberen. Johannes dåb var en vanddåb, en renselsesdåb. I Johannes dåb skulle man aflægge sig sit tidligere liv, man skulle tage afstand fra sine forkerte handlinger og lade sig vaske ren i Jordanfloden. Så man var klar til at møde sin frelser. Det krævede, at man blev sig sine handlinger bevidste. En af hovedpersonerne i Jens Christian Grøndahls roman ”Noget tabt i mørket” skuespilleren og ægtemanden Bror, fortryder ikke noget. Han har været sin kone utro, haft en affære med en yngre kvinde. Da han vælger at forlade hende, sin elskerinde, er det uden fortrydelse, for Bror forholder sig kun til kendsgerninger. Det er hans måde at navigere i livet på.

I dag bruger vi helst ikke ordet ”synd.” Den teologiske tyngde er blevet for tung for de fleste danskere – eller betydningen af ordet Synd er gledet over i moralske kategorier. Det er ikke en synd mod Gud at være sin ægtefælle utro, men det er derimod synd at spise Magnum is. I Biblen 2020 findes ordet ”Synd” slet ikke. I stedet tales om ulydighed mod Gud. At være ulydig mod Gud er ikke kun at sætte sig op med en dominerende patriark, men også at være ulydig mod Guds projekt; at bringe brød, fred og kærlighed til alle mennesker. Grundessensen i at synde er altså ikke at overtræde gamle bud, men at sættes sig selv over fællesskabet, at sætte kærligheden til sig selv over kærligheden til medmennesket. I det lys tror jeg, vi er mange, der fortryder noget. Verden ville se anderledes ud, hvis flere respekterede og anerkendte hinanden, hvis vi var bedre til at fordele verdens ressourcer. I bagklogskabens klare lys, bortforklare vi mange af vores gerninger. Har Danmark udnyttet Grønlands miniralforekomster? Jo måske, men grønlænderne havde ikke selv ekspertisen til at udvinde den, og samtidigt blev et velfærdssamfund opbygget også i Grønland.

Alt hvad de gamle jøder fortrød, kunne de bringe frem for Johannes, i Jordanflodens vand blev de vasket rene. Nu galt det så om at holde sin sti ren, indtil dommedag og frelseren ville komme. Johannes protesterede mod Jesus dåb: ”Det er jo mig der trænger til at blive døbt af dig,” men Jesus insisterede.

Siden da har dåben været tegnet på de kristnes fællesskab. Alle er velkommen i vores kirke, alle er velkommen til strikkeklub, bibelstudier og nadverbord, men vil du være medlem af kirken, vil du optages i fællesskabet, så kræver det, at du lader dig døbe.

I disse dage erfarer vi, at verden glider fra hinanden. Den gamle verdens orden med to store fællesskaber Øst og Vest er ved at blive afløst af en ny. Det gør os forvirrede og bange, hvor skal vi vende os hen? Hvem er vores allierede? Hvem deler vi værdier og fællesskab med? Vi troede at demokratiet var vigtigt for hele den vestlige verden, at et lands grænser, uanset hver lident det er, var ukrænkelige. Men også herhjemme er de store fællesskaber i tilbagegang. Vi har travlt med at identificerer os som individualister med hver vores køn, hver vores mad, hver vores fritidsinteresser og hvert vores politiske projekt. Det er for meget, vi bliver væk i vrimlen og vi fristes til at give op, men Jesus kalder os frem i dåben.

Dåbsritualet er højtideligt. Forældrene fornemmer at der er noget større på spil, når de bærer børnene frem i procession i kirken. De kan sjældent selv sætte ord på det, men måske er det fordi Ånden er så flygtig, Ånden ses ikke, men vi fornemmer den i ritualerne. Foran menigheden får barnet sine tre håndfulde vand. Ofte har børnene gamle dåbskjoler på som er gået i arv i generationer, for i dåben indlemmes vi ikke kun i fællesskabet med Gud med også med alle de slægter, der er gået forud for os og de som skal komme efter os. Ånden samler os både i familien, i menigheden, og som folk. Folkekirken er stadig den største forening i Danmark med sine 71% medlemmer. Dåben, samler os, både med vores lutherske søstre menigheder og alle kristne i hele verden. Helligånden samler os for at vi kan samle os om Gud.

Ved juletid åbnede himlen sig, da Gud lod sig føde på jorden. Som et menneskebarn overladt til sine forældres omsorg, voksede han op. Han var Guds søn, men også sandt menenske. Derved ligner han os, og derfor trådte han også ind under den samme dåb som os, for at stå sammen med os, side ved side. Med Helligånden får vi vertikalt fællesskab, vi får del i Gudsriget, men vi får også horisontalt fællesskab men alle Guds børn, både de nuværende, de som har levet før os og de som skal komme. Gud favner os i sin Ånd og holder os fast.

Jøderne blev døbt med Johannes vanddåb, en omvendelsesdåb for Himmeriget var nær. Vi bliver døbt både med vand og Ånd, for Gud er kommet til os. På den dåb skal vi leve vores liv. Gudsriget er hos os, og vores opgave er at arbejde med på udbredelsen af det. Der er ting vi fortryder, der er plads til forbedringer som man siger, men vi skal ikke gentage vores dåb, en gang er nok. Én gang er vi vasket rene, en gang har vi modtaget Ånden og det er nok. Vist begår vi fejl, men skærtorsdag gav Jesus os nadveren, som tegn på at vi kan få tilgivelse for vores overtrædelser. Ved nadverbordet bliver fællesskabet med Jesus tydeliggjort, det er hans legeme og blod vi indoptager i vores kroppe.

Den vintermorgen jeg gik tur på stranden, så jeg himlen åben. Det var storslået og prægtigt og jeg glædede mig over, at jeg var den eneste der så det. Jeg holder af ensomheden på stranden om vinteren, hvor den er fri fra turister, og glemmer næsten, at jeg jo selv er turist, en gæst i naturen. Jeg ville ikke kunne opretholde mit eget liv der på den barske kyst, hvor mennesker har levet i 1000 år. Selv om jeg holder af ensomheden, så trænger mennesker til mennesker. Vi skal hjælpes om arbejdet for det daglige brød og fisk, vi skal samme bygge en verden med plads til alle folk til alle tider. For det trænger vi fællesskab både med hinanden og med vores Gud. Vi vil ikke have en verden, hvor den stærkeste bestemmer, nej, derfor huskes vi på vores dåbspagt. Vi er døbt til at være Guds børn. Hans Ånd indgyder os håb og mod til at kæmpe mod selvviskeheden og usselheden.  Amen.

—

Sognepræst Anna Jensen

5230 Odense M

E-mail: ansj(at)km.dk