Coronavirus, hverdagen og fastetiden | 3. søndag i fasten | Johannes 8,42-51 | Poul Joachim Stender |

Coronavirussen har vist, hvor sårbare vi er. Vi er ved at vågne op til en ny tid. De fleste mennesker, der har været gennem alvorlig sygdom, er blevet mere taknemmelige for livet end de var før deres sygdom.  Når conoravirussen engang har lagt sig, vil den danske befolkning forhåbentlig skønne mere på den ganske enkle hverdag. Og måske vil vi også få endnu mere ømhed for vores syge og gamle. Det er dem, der er mest truet i øjeblikket af virussen.  Vi frygter, at vi kan miste dem. Og frygten er ikke den værste følelse. Den fortæller noget om vores kærlighed. Kan vi lide nogle, kommer vi også til at lide for det. Gud kunne lide os og han kom til at lide for det på korset.

Coronavirussen har vist, at det er skønt, når der ikke sker noget. Stille og roligt flyder gudstjenesten fra begyndelse til ende. Mange mener, at der burde være mere drøn på. Hvorfor det? Der er heller ikke meget drøn på vores tilværelse.  Og gud ske tak og lov for det. Vi gør stort set det samme hver dag. Står op, spiser, går i bad, læser avis, kommer hjem fra arbejde, går i seng og drømmer underlige drømme. Digteren Dan Turèll skrev engang et digt, der indledes sådan: ”Mest af alt holder jeg af hverdagen. Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt der alligevel ikke er helt så kendt. Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter. Morgenkyssene. Postens smæld i entréen. Kaffelugten. Den rituelle vandring til købmanden om hjørnet efter mælk, cigaretter, aviser -Jeg holder af hverdagen” Og sådan fortsætter han med omkvædet. ”Jeg holder af hverdagen”.  Da min bror blev ramt af en alvorlig kræftsygdom ændredes hans stille, rolige, forudsigelige hverdag sig til et helvede af behandlinger, undersøgelser, angst og smerte. Det blev et meget begivenhedsfuldt sidste år han fik. Han sagde til mig: ”Skøn på din forudsigelige, rolige, stille hverdag. Den er et mirakel”.  En af min andre søskende, der er læge, gentager for mig: ”Lad os nyde vores liv, før vi får en diagnose, der vil forvandle hverdagen til sygdom, afmagt, kamp og død”. Diagnoseløse tider er gode tider.  Det er slet ikke tosset, hvis det mest spændende i løbet af denne uge har været, at der landede fire krager i stedet for tre krager på vores græsplæne. En af vores tids tvangstanker er, at der hele tiden skal ske noget. Forandring. Forandring.  Men det er vidunderligt at leve i en begivenhedsløs tid.

I øjeblikket har vi coronavirusen – sygdomsmæssigt sker der alt for meget i verdenen lige nu. Gid der ikke skete noget! Hvor er det en fantastisk tid, når vi kan nøjes med at slå op i avisen og læse om, hvem der har vundet x-factor eller at statsminister Mette Frederiksen ikke vil tale i fælledparken grundlovsdag. Det er småtingsafdelingen. Ligesom digteren Dan Turèll kan vi øve os i fasten på at tænke: ”Jeg holder af hverdagen”. Der er nok at være taknemmelig for i hverdagen. Tænk at vi er mennesker, som Jesus vil dø for, for at kunne give os et liv i hans rige. Det er så ufatteligt stort, at vi ikke forstår det.  Under corona epidemien vil det gå op for mange, at man lever på en livsløgn, hvis man bilder sig ind, at man kan klare tilværelsen ved egen hjælp. Vi klarer ikke livet uden hjælp fra Jesus Kristus. Vi kan ikke selv. Fra kirkernes side skal vi under coranavirussen ikke bare sørge for at følge sundhedsmyndighedernes råd. Næstekærlighed er også at vaske hænder og ikke gå i kirke, hvis man føler sig smittet. Men vi skal også bede til Gud for at få standset epidemien. Vi kan ikke selv klare det.

I øjeblikket er vi, som nævnt, i fastetiden. Nogle faster fra kød og mælk og vin. Fint! Nogle faster fra fjernsynet og mobiltelefonen. Endnu mere fint! Men det bedste man kan bruge fastetiden til er, at faste fra løgnen og søge sandheden. Som modsætning til alle vore løgne, også de løgne der hedder at corona er blæst op af pressen eller er en harmløs influenza, står Jesus Kristus. Han er sandheden og kender ikke til løgn.  Den manglende interesse nogle steder for at gå i kirke om søndagen må skyldes, at sandheden er ilde hørt.  Når man nærmer sig Gud, får man nemlig afsløret alle sine løgne. Foran hans ansigt er vi gennemskuet, men alligevel elsket. På den ene side har vi altså løgnen, der hører til i Satans verden, og som vi er blevet afhængige af. Den er i sin natur frygtelig og ødelæggende. På den anden side har vi Kristus, Guds søn, der er sandheden.  Han siger det selv: ”Jeg er sandheden”. Hvert ord der udgår af hans mund tager kraften af vores løgne.  Vort valg er, lige præcis her og nu, i hvilken retning vi efter denne gudstjeneste vil bevæge os. Vil vi forsøge at bevæge os mod sandheden, Kristus, eller vil vi, af gammel vane, lade løgnen fortsætte med at løbe af med os. Vil vi have Gud til far eller vil vi have Djævlen til far? Svaret må vi hver i sær give med, hvad vi gør og siger og tænker i den kommende uge. Gud i vold. Amen.

Sognepræst Poul Joachim Stender
DK 4060 Kirke Såby
pjs(at)km.dk