Mariæ bebudelse | 06.04.25 | Lukas 1,26-39 | Af Laura Lundager Jensen |

Salmer:

747 lysets engel

71 nu kom der bud

803 Maria snart er det forår

Lille ida sommersang

826 guds nåde er en vintergæk

721 Frydeligt med jubelkor

”En tid – Et sted – Et menneske”

Ordene er titlen på mindesmærket sat på Kastellet i København til erindring om Danmarks internationale indsats siden 1948.

Monumentet består af tre rum af granitbeklædte mure med lyssøjler. I det første rum står en vågeild i form af en tændt fakkel – tidens flamme, der oplyser en mur med navne på konflikt- og katastrofeområder – navne på steder. Og i værkets inderste rum er et vandbassin, omkranset af mur med inskriptioner med navne på faldne – mennesket

De mennesker, der var på et sted på et tidspunkt – og mistede livet.

Værket er voldsomt, fordi det jo handler om mennesker, der ikke er mere. Men samtidig flot, fordi der fastholdes, at vi mennesker altid er tilstede – netop der, hvor vi er – på det sted og i den tid, hvor vi netop lever.

På Kastellet har ordene en helt særlig mening, fordi de knytter sig til det faktum, at  tilstedeværelse har sin pris og ind i mellem den største pris.

Men ordene rækker længere ud.

De fastholder at sådan er det tænkt med os, sådan er vores lod – vores forpligtelse på verden – på hinanden – på vores steder. Vi kan ikke leve i verden ”generelt”, vi kan ikke leve i al almindelighed. Vi er ikke kun en del af flokken. Vi lever altid som et menneske – som den netop vi er, i den sammenhæng netop vi er sat i.

Og det kan være det forkerte sted eller det helt rigtige sted – alt efter omstændighederne.

Uanset hvor meget vi forsøger at generalisere, uanset hvor gerne vi udtaler os om ” som folk er flest” så er folk faktisk aldrig som folk er flest. Netop derfor taler vi om menneskerettigheder, fordi ingen må til at krænke et andet menneske, alle står i egen ret. Men vi taler også om menneskepligter, vi er sat i verden for at tage ansvaret på os.

Opgave fik vi med fra skabelsens tid, og den blev i dåben lagt netop på vores skuldre og i vores hjerter.  Vorherre vil os og vil noget med os, ikke i al almindelighed, men netop som os – personligt tilstedeværende i tiden.

I dag fejrer vi Maria Bebudelse – kirkeårets mindst forståelige højtid og på sin vis mest betydningsfulde højtid

– den dag 9 måneder før julenat, hvor englen kommer til Maria og bebuder hende, at hun skal bære Guds søn ind i verden. Og selvom hun stiller det spørgsmål enhver logiker ville stille ”Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand” må hun affinde sig med svaret at ”intet er umuligt for Gud.«

I dag – bebudes det at Maria er med barn – og det er ikke til at forstå, men sandheden er at miraklet skete –

 – miraklet at Gud blev menneske – på et sted – i en tid

Gud ophørte med kun at være den almægtige Gud, der i sin allestedsnærværelse var Gud for alt og alle, men samtidig forblev upersonlig og fjern, og netop det er det helt nødvendige og vigtige. Ved bebudelsen greb Gud ind i verden. Gik fra generel til udvalgt. Gik fra den gode væren i den brændende rosenbusk og lod sig rodfæste som menneske i menneskers verden – gennem et befrugtet æg i Marias livmoder –

På den måde er Maria bebudelse starten på det hele – begyndelsen til alt det der gør kristendommen til kristendommen – bebudelsen stadfæster at det faktisk skete – skete et sted – skete i tiden

Helligånden plantede Gud i verdens moder og spiren voksede og blev til lyset, der julemorgen brød med mørket og påskemorgen brød med døden og gav os mennesker håb til at tro at netop vi har plads i den fortælling.

Plads der hvor vi er sat – og hvor vores rødder får lov at gribe og styrkes så vi kan vokse som stammer og udfolde os i gerning og bære ved til verden.

Fortællingen om Marie bebudelse er nødvendig, fordi den netop holder os fast på, at det betyder noget at noget har et udgangspunkt.

Fortæller os at som vorherre blev rodfæstet er vi rodfæstede. Og netop det er betydningsfuldt.

Og vi ved det jo – for derfor tager vi jo vores ægtefæller med hjem til det sted, hvor vi trådte vores barnesko- Og vi skærer vores navne i træets bark og vender tilbage til det årtier senere. Og vi sætter mindesmærker for mindeværdige begivenheder for at fastholde øjeblikket.

For at have et sted at knytte den røde tråd an ved. Ikke så meget for at gøre selve stedet helligt – men for at fastholde os i det konkrete.

Vi fejrer Marias bebudelse – for at fejre det at Gud virkelig tog bolig i verden, at det virkeligt skete at Guds gang virkelig blev sat på landkortet

Jesus blev gjort til menneske i fysisk forstand – på et sted i et fællesskab – en familie – og i en tid – for at give os den gave, at vi aldrig lever i almindelig og helt generelt, men hver og en er og ånder og betyder noget til Guds glæde og gavn – og det er menneskeligt vigtigt.

Derfor er det også så fint at rammen for gudstjenesten i dag er den nyskabte musikværk ”Lyden af skjoldungestien”. Et værk som i dag har gjort vores gudstjeneste til en form for moderne kantate gudstjeneste

Det er et værk skabt i en lytten til vores sted. 4 steder på skjoldungestien, der går gennem Lejre er de 2 musikere; Isak Schiødt og Naja-Maria Soulié standset op for at lytte til stedets musik. For at fange stedets konkrete lyde og omsætte dem til noget så ukonkret som et musikstykke for cello og saxofon – For at give os der lytter mulighed for at genfinde og indfange den forbundethed med det sted, der netop er blevet vores sted.

Livet blev til på et sted ved et menneske. Og Guds kærlighed bredte sig ved det til mennesker ud over hele vores jordklode.

Herfra og ud, helt konkret, hvor det nåede frem og slog rod

og helt ukonkret, som det blev omformet til kærlighed og fællesskab mellem mennesker båret af Guds nåde og rummet af hans tilgivende ånd. Amen.

—

Valgmenighedspræst Laura Lundager Jensen
Langetoften 1, Osted
DK-4320 Lejre
E-mail: luje(at)kp.dk