Tvivlens nådegave  | 1. søndag efter påske | 27.04.2025 | Johannes 20,19-31 | Christiane Gammeltoft-Hansen |

Salmer: 238 det er så sandt, at ingen så; 249 Hvad er det at møde den opstandne mester

Når det vakler, vil vi gerne stå fast. Det er naturligt. Er du ved at falde, griber du instinktivt ud efter noget at holde i. Det gælder ikke kun fysisk, det gælder også åndeligt.

Det er nemt at blive i tvivl i denne tid. Hvor er vi på vej hen? Ja, det ved vi jo aldrig med sikkerhed, men usikkerheden vokser, når den gammelkendte verdensorden vakler. Det kan godt være, at det daglige liv mere eller mindre ligner sig selv på vores egen lille plet, men verden er blevet en anden. Heldigvis er der dem, der hjælper en fælles besindelse på vej. Men der er brug for ekstra hjælp i denne tid, for det er som om vi i øjeblikke leger alle mod alle.

Verden har aldrig været et samlet sted, men vi er anderledes oplyste om splittelsen nu end førhen. Hver dag, hver time, hvert minut får vi nyheder om, hvordan det står til derude. Og enhver kan blive sin egen lille nyhedsstation og poste fra et regeringskontor, fra et erhvervslokale eller fra sofaen derhjemme. Så er det op til os at sortere i det: Er det rigtigt eller forkert? Sandt eller falsk? Fakta eller opdigtet?

Selvfølgelig skal vi tvivle i denne tid – også i denne tid. Det kan være en anstrengelse og en smerte at tvivle, at leve i det uafklarede. Men tvivl kan også være en nådegave. Den kan være besindelsens nådegave. En finger rakt op midt i de overbevistes flok, og et spørgsmål om det nu også er vejen at gå, den rette beslutning, den bedste varetagelse af vores fælles klode? Tvivl kan være en tilskyndelse til lidt sund selvkritik, en tilskyndelse til en større lydhørhed og en påmindelse om, at vi ikke er hinanden overlegne. Hvor ville vi være, hvis der ikke der var nogen der tvivlede?

Thomas tvivler, men han har ikke fået nogen ros for det op igennem kirkens historie. Han er ikke blevet portrætteret som en tvivls-helt eller personificeringen af tvivlens nådegave. Han er derimod blevet billedet på den vantros forfejlede reaktion. Og dog forholder Thomas sig i bund og grund jo bare afventende. Han har rakt en finger i vejret midt i de overbevistes flok.

Det er nemt at skyde på Thomas, for tro kommer ikke af videnskabelig bevisførelse. Og er det ikke det, han beder om, Thomas, noget fakta som han kan bygge sin tro på? En finger ikke rakt i vejret, men ind i siden på Jesus. Men igen, man kunne også hæfte sig ved, at han tøver lidt, idet han spørger om hvem og hvor Gud er for ham.

”Tror du på Gud?”. Thomas svarer ikke prompte og han får høre for det. Hvordan ville vi selv svare i en usikker tid? Svarer vi instinktivt enten med en afvisning eller tilslutning, eller skal det ligesom lirkes ud af munden på os? Er vi glade for at blive spurgt eller mærker vi et lille ubehag ved det? Et ubehag ved, at det går for tæt på? Eller et ubehag ved den præmis, der ligger bag afkrævningen af en sådan bekendelse? For forudsætter spørgsmålet ”Tror du på Gud” ikke, at verden kan deles op i troende og ikke-troende? Men er det muligt? Findes der overhovedet et ikke-troende menneske?

Selv den vantro Thomas, stod op den søndag morgen, en uge efter at kvinderne fandt graven tom. Hvordan kom han ud af sin seng, hvis ikke det var fordi, noget havde kaldt ham op og ind i dagen, og det til trods for at Jesus’ død var så præsent? Ville han have taget sit tøj på, åbnet døren og begivet sig afsted, hvis ikke der var en eller anden grad af tiltro til, at der stadig var et liv at leve? Og ville han ikke bare pure have afvist det, da de sagde, at Jesus lever, hvis troen havde været helt fraværende? Men i stedet laver Thomas en lille åbning til det måske faktisk er sandt. ”Hvis”, siger Thomas. ”Hvis jeg stikker hånden i den opstandnes side”. ”Hvis” er håbets konjunktiv.

Det er ikke muligt at eksistere uden tro. Vi tror på tandlægen, ellers ville vi ikke åbne munden. Vi tror på lægen, ellers ville vi ikke indtage medicinen. Vi tror på tømreren, ellers ville vi ikke lade ham reparere det, der er gået i stykker. Vi tror på elektrikeren, ellers ville vi være utrygge ved hver eneste stikkontakt. Vi tror på den historiske overlevering – for selv har vi jo ikke været vidne til det, der skete bagude. Og selv det, vi er vidner til, kræver tro. Tro på at det der siges menes. Tro på at vores øjne ser rigtigt, og vores ører hører, hvad der faktisk bliver sagt.

Hvordan ville vi selv have reageret, hvis vi havde været samtidige med Jesus? Måske ligesom Thomas, ja højst sandsynligt ligesom Thomas. Det er svært at skulle afgøre sig i momentet. Vores held og nådegave er, at der over årene har været forstandige, åndfulde mennesker, der har udlagt, fortalt og tolket kristendommen, så den er blevet levende for os. Paulus, evangelisterne og kirkefædrene har fortalt og tolket, så betydningen er trådt frem som en slebet diamant. En af disse kirkefædre, Augustin, afviste netop, at man kan sondre mellem troende og ikke-troende, alle er troende, sagde han.

Da Thomas bliver spurgt om sin tro, spørger han i stedet til Kristus. Han taler ikke om troen i enkeltperson, og begynder ikke med sig selv, han peger væk fra sig selv. Dermed peger han på noget grundlæggende i kristendommen. Næstekærlighedsbuddet og menighedssynet forudsætter altid mindst to og ofte flere, både i samtaler og i teorier.

Når det vakler, søger vi det faste. Krisetid er bekendelsernes tid. Det søgende erstattes af klare udmeldinger. Der må orden på kaos. Det gælder også det med Gud. Men troens ytringer kan blive for bastante. Som er der ikke mere at tale om, som er alt afklaret og herfra er det bare at tilslutte sig. Det kan blive til et enten/eller, enten er du for eller imod, enten retter du ind eller også er du ude.

Thomas er igennem tiden blevet gjort til en tvivlsom person på grund af hans tvivl. Og det ser da også næsten komisk ud på afbildninger, når han stikker sin finger dybt ind i såret. Men der er noget menneskeligt over Thomas, en vedkendelse af at vi lever i det uafsluttede, hvor vi indimellem forholder os afventende, indimellem må bede om lidt besindelse, indimellem rækker en spørgende finger op midt i de overbevistes flok. Men frem for alt er Thomas et billede på, at tro er et mellemliggende. Tro er ikke noget, vi har for os selv. Tro er ikke en præstation, hvis lydlige udtryk er, at vi kan sige et højt ”ja” uden nogen slinger i valsen. Tro er, at en anden griber den finger, vi har rakt i vejret og viser at vi faktisk peger op i den fælles himmel. Tro er en, der kommer os i møde og siger, du er ikke alene med din egen tvivl i en usikker verden. Tro er en fredslysning. ”Fred være med jer”, siger Jesus til flokken, der befinder sig bag lukkede døre og til en verden der forsøger at finde ind i en ny form for orden. ”Fred være med jer”, det er Guds nådegave i en urolig tid. ”Fred være med jer”, det er håbet som et fortegn for vores liv.  Amen.

Sognepræst Christiane Gammeltoft-Hansen

DK-2000 Frederiksberg

E-mail: cgh(at)km.dk