2.søndag efter påske | 04.05.25 | Johannes 10,11-16 | Af Jan Sievert Asmussen |

Den gode hyrde

“Ude af øje, ude af sind”: sådan taler kærligheden ikke. Tværtimod: den, der elsker, bliver aldrig færdig med sin elskede. Det er derfor, man også som enke eller enkemand kan elske en afdød. “Been there, seen that”: sådan taler globetrotteren, for hvem hvert rejsemål er lige gyldigt. Kærligheden siger selv om bænken i parken med udsigt over en sø: “det her er mit sted, her bliver jeg aldrig mæt af at sidde”. Og børn, som nogen holder af, kan være nok så vanartede og uappetitlige i ukærlige øjne: for forældreparret er de fuldstændig enestående.

Den såkaldte “hyrdetale” i Johannesevangeliet, som på alle mulig måneder taler om fårenes og hyrdens binding til hinanden, udtrykker denne sandhed om, at kærligheden går i dybden og er betingelsesløs. Egentlig er det kirkefaderen Augustin, som har formuleret det bedst: “når nogen er elskes, ønskes han tættere på, selvom han ER lige her. Når nogen elsker et andet menneske, ønskes dette menneskes nærhed konstant, det vil sige: man søger efter, at han altid er nær. Når den elskede er fundet, er søgningen på ingen måde afsluttet; i kærligheden bliver man ved efter at spørge efter den elskede”. En mere rammende og rørende beskrivelse findes næppe. Den passer på det mangeårige ægteskab, hvor to mennesker livslangt bevarer den indbyrdes nysgerrighed. Den passer på bænken i parken, hvor himlens lys og skyer hver dag syner forskelligt. Og den passer på børn, som siger og gør det samme dag for dag, men alligevel mødes med af forældrene med stolthed og forundring.

Så vidt, så godt. Vi ved godt, at størst af alt er kærligheden. Men passer det også på hyrder? Jeg mener: kan dyr med hjerner på størrelse med en halv avocado og kun én lyd, dyr uden store drømme og flugtinstinktet som eneste sindsbevægelse – kan får virkelig være elskede af en hyrde? Prøv at forestille jer hyrden som en ung mand med livet foran sig, hele sommeren alene på sæteren med “mæh” som eneste konversationstema?

Men inden vi ser på hyrden, skal vi overveje, hvordan fårene har det. De lever ud i dagen i deres totale enfoldighed. Hver gang, de kaster blikket på noget, er det med samme overraskede nysgerrighed. Hver gang, solen står op, det samme gib i hele kroppen. Hver tot græs er opdagelsen af en ny livret. Får måler ikke nuet med fortidens eller fremtidens målestok, men er tilstede her lige nu. O at være et får – det kunne der godt skrives en sang om.

Men tilbage til hyrden – den gode hyrde altså. Han har sin modsætning og kontrasteres af evangelisten med daglejerne, som netop switcher fra job til job uden binding, uden at kende fårene. Hvad er nemlig det, der gør hyrden god? Det er hans uendeligt fordybede interesse i hvert enkelt får. Et får halter en smule, et har et rindende øje, et har knæk på hornet, en gumler højre og en anden venstre om. Den gode hyrde véd det og er slet ikke færdig med at opdage nyt hos sine dyr.

Det er lige her, realismen forsvinder ud af Johannes’ hyrdetale. For hvilken hyrde er vel sådan? Hvem magter af give så megen opmærksomhed og få så lidt igen? Når det kommer til stykket, går de fleste ting, vi engagerer os i, ud på at få noget til gengæld. Den ene tjeneste er den anden værd – eller i det mindste forventer man en tak for det, man har gjort. Anerkendelse, måske ligefrem et forbedret ry og rygte. Men fårene, de står der endnu og glor. Deres små hjerner er ikke i stand til at kapere, hvad hyrden gør for dem. De gumler og tygger drøv.

Men det, hyrden gør for dem, er langt hinsides, hvad man kan forvente – ja hvad den strengeste hyrde-arbejdsgiver kan forvente. Hyrden sætter nemlig sit liv til for fårene. Her forlader Johannes den pastorale idyl og sætter korset fra Golgata midt på fårenes mark. Kristus sætter sit liv til, går hele vejen og ophøjes på korset. Men så meget det ender med at handle om Jesu offerdød: hyrdebilledet hjælper os med at forstå, hvad Kristi død betyder. Han er nemlig den gode hyrde, som uden at forvente noget til gengæld og helt uden at vi behøver sige tak eller ænse rækkevidden, helt uden for vores fårede forstand og fatteevne tager syndens og dødens byrde på sig. Fårene bliver frelst, og hyrden sætter livet til. Fårene fatter det ikke, men virksomt er det. Fårene søger blot deres hyrde, vil være sammen med ham, der bliver ved med at elske selv dem, selv os. Amen.

—

Sognepræst Jan Sievert Asmussen

DK-3520 Farum

Email: jsas(at)km.dk