Pinsedag | Johannes 14,22-31 | Af Peter Skov Jakobsen |

Salmer: 290 – 434 – 289 – 291// 305 – 292 – 288 – 317

Tårnet i Babel adskiller, Ånden skaber fællesskab

“Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst”, sagde Jesus til dem i følge Johannesevangeliet efter at have sagt, at deres opgave var det at bære rygtet om ham ind i fremtiden.

Det var ikke fordi, han ikke ville give sig til kende for verden! Slet ikke! Men han kommer ikke uformidlet. Det hellige, det evige kommer altid formidlet ved ord, ved musik, ved kunst, ved mennesker, ved natur og handlinger, ved stilhed, i sliddet, ved blikket, i skriget, i det dybe og i det høje.

Han gik bort – han døde – han opstod – han forlod os, men kun for at være til stede.

Ikke noget at sige til, hvis mennesker finder det besynderligt.

Pinseunderet. Helligåndens komme, er kun beskrevet af evangelisten Lukas i Apostlenes Gerninger. Det er næsten en karikatur. Der er i hvert fald lystighed på spil.

Vi ser med samtidens øjne på disciplene.

Der gik vist et rygte. De havde drukket sig mod til, sagde man om dem. Andre tænkte bare, at nu sad de igen dér på bænken og gjorde sig kloge i deres fuldemandshøjder.

Sølle stakler det var dog, hvad de var.

Men Lukas hævder noget helt andet. Han er den sidste af evangelisterne, der sætter pen til papyrus og fortæller sin historie om Jesus fra Nazareth.

Først fortæller han om Jesus’ liv og i Apostlenes Gerninger får vi så den allertidligste tids kirkehistorie, som begynder med pinseunderet, som begynder med verdens befrielse, begynder med den Ånd, der giver mening og skaber relationer.

Der er en anden fortælling, der skal klinge med, når vi taler om Åndens komme.

Husker I dengang i Babel. Menneskene kunne ikke få nok af sig selv. De ville være ligesom Gud. Deres magtbegær og deres længsel efter rigdom drev dem ud i en selvoverdrivelse af de helt store.

Der var såmænd ikke sket andet, end der så ofte er sket, nemlig at når vi mennesker får øje på vores spejlbillede træder vi et skridt tilbage i ærefrygt og benovelse over, hvad vi ser – og bliver desværre ofte en hovedpine for vores medmennesker.

Dengang som nu ville vi bygge tårne, der når op til himlen og giver os ufejlbarlighed og gør os usårlige. Vi bygger Babelstårne, taler ikke kun om at beherske alle de andre, men hele universet, på Mars og hinsides. Alting skal være underlagt os, og det er som om, vi slet ikke ser, at jorden og universet allerede stønner under vores måde at være til på. Der er mange tegn på, at vi går for vidt, og alligevel kan vi ikke lade være med at plyndre løs.

Fortællingen om Babelstårnet, er Guds fortælling om, hvordan man søger at forhindre det begær, der løber løbsk med griskhed, misundelse, løgn og egoisme.

Gud forhindrede det ved at give forskellige sprog.

Nu blev det kulturerne, sprogene, grænserne og de sociale vaner, der kom til at forhindre vanviddet i at skabe kaos. Menneskene måtte rykke tilbage bag grænsen og sætte sig selv grænser.

Samtidig opstår så tanken om det udvalgte folk, der skal fortælle om Guds barmhjertighed i verden – det velsignede folk, hvis opgave det er at bære en udvælgelse og hævde sandheden i verden.

Så længe sprogenes splittelse og grænserne stod i vejen for begæret efter totalitær magt og ensretning, var det ikke så galt, at det ikke gjorde godt for noget.

Men noget nyt sker pinsedag! Lukas fortæller om den nye virkelighed, om Ånden der skaber fællesskaber og forståelse. Han sprænger sprogenes grænser.

De fortæller om den opstande. De fortæller om hans liv og gerninger, om hans kærlighed til menneskene. Han fortæller om at opsplitningen kan overvindes og at sprogene og grænserne og kulturerne ikke behøver at være forhindringer. Tværtimod så kan hvert et sprog og hver en kultur bidrage til forståelsen og til et indblik i virkeligheden.

Dette er nok værd at erindre sig i en verden, hvor geopolitik spiller en væsentlig rolle, i en verden, hvor erobringen af det andet land og undertrykkelsen af dets befolkning, ses som den eneste befrielse fra modsætningsforhold.

Vi oplever, hvordan den frådende vrede retfærdiggører modpartens undergang, og vi oplever en fortvivlelse over den magtesløshed og den hævntørst, der udspiller sig foran vores øjne.

Vi er opdraget religiøst til, at nåde betyder alt – det er tilgivelse og hengivelse til det andet menneske. Men vi ser en nådesløs udgave af nåden, når mennesker forlanger, at de andre skal leve af vores nåde. Hvis nåden er min, mit sprogs, min kulturs nåde, så forgriber vi os på tilgivelsen og gør Gud afhængig af vores egen kultur og vores eget sprog.

Vi fejrer, at Ånden forbinder os med hinanden – også selv om der er sprog imellem os. Vi fejrer også 1700-året for den Nikænske trosbekendelse, der blev udformet i 325 og derfor sang vi den nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse fra 381, der udvider den oprindelige bekendelse.

Vi sang om Helligånden, at den er Herre og levendegører, og som udgår fra faderen og sønnen, og som tilbedes og æres tillige med Faderen og Sønnen. Der var stridigheder om treenigheden – især om Helligåndens betydning. De blev bilagt ved denne lejlighed. Altså så meget som det nu lod sig gøre.

Vi teologer er et stridbart folkefærd og er i gang med vores eget Babelstårn og vi under ikke nødvendigvis modstanderen nogen flig af sandheden.

Når man læser om bekendelsen, opdager man, at kejseren havde fået nok af kævlet, og så står der, at med noget voldsomme metoder havde man bragt biskopperne til enighed. Det med det voldsomme var ikke blot en talemåde. Da biskopperne kom til koncilet i Konstantinopel, var nogle af dem forslåede, forpinte og torturerede og vidste, hvad der vankede, hvis de ikke fulgte trop.

Kirkehistorien har sine mørke sider og er ikke for sarte sjæle.

Ved denne lejlighed er det også værd at mindes, at i stedet for at slippe trospolitiet løs mod hinanden, skulle man måske lytte til sprogenes, tankernes og kulturernes mange måder at udtrykke det evige på. I stedet for at blive fandenivoldsk påståelig skulle man give Ånden en mulighed. I stedet for at anse trosbekendelserne og de øvrige bekendelser for at være en grønspættebog, hvor man hakker indsigterne af, skulle man nøjes med at se på trosbekendelserne som vinduer ind mod evigheden og lade sig overmande af alt det, man ser i stedet for at slå ud efter de andre.

Derefter kunne man i al enkelhed falde tilbage på den danske teolog, Knud Hansens indsigt, nemlig at “Evangeliet påstand er Jesus Kristus, en påstand om at tilværelsens egentlige virkelighed hverken er løgn eller magtbegær, men absolut og ubetinget barmhjertighed. Om påstanden er sand, kan hverken bevises eller modbevises, men hvis den er sand, er den et evangelium.” (Knud Hansen: Om at have mod til at leve side 262).

Jeg ville ønske at Ånden vil give os modet til at hævde dette og stoppe myrderierne rundt om i verden – stoppe det vanvittige had og skabe barmhjertighedens og tilgivelsens liv.

Måtte Ånden forvandle os og skubbe os i fredens retning! Amen.

—

Biskop Peter Skov-Jakobsen

Nørregade 11, DK-1165 København K

Email: pesj(at)km.dk