13. søndag efter trinitatis | 14.09.2025 | Lukas 10,23-37 | Poul Joachim Stender |

Den barmhjertige Samaritan

I øjeblikket er staten og kirken gift. Kom det til en skilsmisse mellem stat og kirke ville der opstå de samme delingsproblemer som ved alle andre skilsmisser. Hvem skulle i tilfældet staten og kirken overtage begravelsesvæsenet og vedligeholdelsen af de gamle kirker?  Når jeg spørger ægteparrene under brylluppet:  Vil du have den person der hos dig står? Vil du elske og ære vedkommende? lægger jeg tryk på ordet vil. Det er en viljessag at holde sammen. Følelser er vigtige. Men viljen er vigtigst. Sådan er det også med kirkens forhold til staten. Selv om staten kan være irriterende overfor kirken, og i høj grad var det under nogle af kirkeministrene, skal vi holde sammen. Hvorfor? Blandt andet fordi vi danskere har mere tillid til offentlige institutioner end til private.  Socialdemokratiet har ikke skabt det velfærdssamfund vi lever i. Det har kristendommen med dens ideer om at værne om den svage. Dansk socialvæsen bygger på lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Internationale love og menneskerettigheder står i dyb gæld til kristendommen.  Men man har glemt at det var Paulus og ikke et politisk parti der sagde: ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle en i Kristus Jesus”. De internationale love og menneskerettighederne er på vej til at blive udvandet, fordi de har mistet forbindelsen til kristendommen. Evangeliet om den barmhjertige samaritaner er en af vores kulturs helt afgørende fortællinger, som siger os hvorledes en ordentlig stat skal handle. Staten skal ikke lade folk ligge i grøften og dø af deres sår. Den er forpligtet til at hjælpe de nødlidende. Ægtefæller kommer til at ligne hinanden med årene. Ligesom de på en måde også komme til at ligne deres hund. Det ville være fint hvis staten kom til at ligne kirken. Eller sagt på en anden måde: Hvis staten forbliver gift med kirken, ved den hvorfra dens værdier skal komme.

Men kærlighed til næsten kan ikke udelukkende klares over skattebilletten.  Vi er hver især den persons næste, som vi står overfor. Og for mange år siden svigtede jeg, som så tit før, nogle mennesker som jeg burde have været næste for.  I min by boede en aparte murer. Han havde langt, blondt hår og et enormt hvidt skæg som var flettet, og som han kunne hægte fast til en ring han havde i øret. Hele året rundt gik han i bare tæer i sine sandaler. Han kunne ryge en smøg under gudstjenesten uden menigheden lagde mærke til det. Han holdt den tændte cigaret i bukselommen og i dække af skægget tog han et ordentlig drøn og så ned i lommen igen med smøgen. Røgen lod han høfligt og i respekt for rummet blive i lungerne. En lørdag aften, dagen før jeg skulle prædike om den barmhjertige samaritaner, regnede det voldsomt. Jeg havde været inde i København. Ved udkanten af byen så jeg fra min bil to unge mænd der stod og blafrede. Jeg lagde mærke til dem, fordi de havde et skilt i hånden, hvor der på engelsk stod: ”Hjælp. Flygtninge på flugt til Tyskland”. Foran mig kørte en vogn med en nonne. Hun så også de to mænd, sagtnede farten og gassede så op igen og kørte forbi. Jeg overvejede et kort sekund at standse. Men de to mænd var plaskvåde – og der var sikkert et eller andet sted, hvor myndighederne kunne hjælpe dem. Herefter glemte jeg dem, kørte hjem og skrev en prædiken over den barmhjertige samaritaner. Men da jeg skulle til at gå i seng ringede det på døren. Udenfor stod mureren i bare tæer og sandaler med skægget bundet op til øret og en smøg i lommen og ved siden af ham to unge mænd. Han fortalte at han havde været på vej ud af København om eftermiddagen i det forfærdelige regnvejr. To mænd havde stået og tomlet. Han havde samlet dem op. De var, fortalte han, flygtninge fra det polske regime og ville til noget familie i Tyskland. Og da han hørte de ingen penge havde, havde han taget dem med hjem til Kirke Saaby, givet dem et måltid og nattely og ville om morgenen køre dem til Rødby, så han kunne sende dem med en færge til Tyskland. Nu ønskede han at låne nøglen til kirken, så han kunne vise dem, hvor smuk vores kirke er. Og der stod jeg. Min prædiken var parat til søndag morgen og teksten bitter virkelighed.

Det er det oprørende ved fortællingerne i biblen. Det er ikke fiktive cases.  Som i et spejl… Hele tiden er vi i samme situation som de bibelske personer og afslører ved den måde vi handler og taler, hvem af personerne i de bibelske gallerier vi ligner mest.  Da strømme af flygtninge engang væltede ind over den danske grænse og begyndte at gå mod København ad motorvejen, udtalte en kollega at alle flygtninge der ønskede asyl i Danmark skulle have det. Og så var det ligegyldigt om det var 100.000 eller 200.000.  Selvfølgelig skal flygtninge hjælpes. Men barmhjertighed udelukker ikke at både staten og borgerne tænker sig om og vurderer, hvad der er bedst for vores samfund. Gennem årene er er der blomstret en tunnelsynet barmhjertighedsindustri op, der kunne kaldes samatarismen, og som går tilbage til en misforstået fortolkning af den barmhjertige samaritaner, hvor man bilder sig ind, at man ved gode gerninger kan sikre sig Guds sympati. Men Paulus sætter os i epistlen på plads. Hvis vi bilder os ind at vi ved gode gerninger kan sikre os frelsen, havde Jesus’ død og opstandelse været totalt ligegyldigt.  Vi frelses ved troen på Guds søn, der elskede os og gav sig hen for os. Gud i vold. Amen

Sognepræst Poul Joachim Stender
DK 4060 Kirke Såby
pjs(at)km.dk