16. søndag efter trinitatis | 05.10.2025 | Lukas 7,11-17 | Rasmus Nøjgaard |

Salmer: 728, 983, 562 // 28, 319, 730

Moderen fra Nain – den lille påskefortælling

Opstandelsen af moderens søn må kaldes en lille påskefortælling. Det er i hvert fald en opstandelse. Nain er en lille nabolandsby til Nazareth, og Jesus kommer vandrende til byporten sammen med sine disciple og en stor menneskemængde. Mødet med begravelsesoptoget på vej ud af byporten må have været bemærkelsesværdigt. Jesus ser med det samme moderens sorg over at bære sin søn til graven, og vi får at vide at det er hendes eneste søn, ligesom hun er enke. Hendes sorg er med andre ord til at tage at føle på, for hun er ladt helt alene og har nu ikke længere noget at leve for eller af. Hendes sikkerhed er forsvundet, hun har oprigtigt talt mistet alt.  Jesus ser hende, og må have kendt hendes tab og eksistentielle sorg, for han går hende i møde og trøster hende: Græd ikke mere. Hvorefter han oprejser den døde søn, der straks viser sig livfuld og taler.

Ordene der følger, er ejendommelige: ’Jesus gav ham til hans mor.’ Miraklet har tydeligvis gjort sønnen til Jesus’ ansvar: Han kunne give ham til hans mor. Jesus havde med miraklet tilsyneladende taget magten over sønnen, men Jesus beholder ikke magten for sig selv, men overdrager den til moderen. Jesus giver ikke alene sønnen livet tilbage, men han redder i særdeleshed moderen fra sit altomfattende fald. Også moderen genrejses ved at få sin søn tilbage, hendes eneste sikkerhed. Fortællingen handler om Jesus’ barmhjertighed for dem, der har mistet alt, de får håbet og livet tilbage.

Fortællingen om moderen fra Nain ligger præcis et halvt år fra påskedag. Der er 52 uger på et år, og denne søndag er 26 uger fra forårets påskefejring. Det er næppe tilfældigt at den gamle tekstrække der går helt tilbage til den tidlige kirke, lagde denne lille påskeberetning her, som en akse mellem kirkeåret. Først langt senere har vi fået en lang trinitatisperiode, der på en anden måde slutter et forløb, der begyndte med advent og jul. Selv i den nye akse med Jesu fødsel som centrum får vi en anden halvårsakse med fejringen af Sankt Hans, de to tidehversfester, hvor lyset tiltager med Jesu fødsel og aftager fra Sankt Hans. Oprindeligt begyndte kirkens kalender ikke med første søndag i advent, for i kirkens første godt 600 år begyndte den med påskedag. Det er det egentlige fikspunkt for et kirkeår, det er selve evangeliets og kirkeårets forståelseshorisont og omdrejningspunkt. Opstandelsen sætter det hele i gang.

På denne søndag er vi længst væk fra håbets store fortælling. Præcis 26 uger, 6 måneder. De gamle må have tænkt, at vi i dette tiltagende mørke skulle have en erindring om påskedag.

Her i septembers tiltagende mørke er vi længst væk fra påske, men med den lille påskefortælling i Nain, får vi anledning til at fastholde vores fælles fikspunkt, Kristi død og opstandelse.

I dag kan vi med andre ord blive i motiverne fortabelse, død, forvandling, genrejsning, liv, håb. Jesus ser enkens sorg, og inde bag sorgen ser han hendes fortabelse. Derfor byder han den unge mand at stå op, ikke alene for hans egen skyld, men så Jesus kan give hans mor livet tilbage. De genvinder livet og håbet om en fremtid. Sønnens rolle er ikke ulig Jesus’ egen: Ligesom Jesus ikke opstod for sin egen skyld, men for menneskers frelse, sådan opstår sønnen for sin moders frelse. Sammen får de livet tilbage og genvinder håbet.

Her på vej ind i mørket er denne fortælling en lille gave til os alle. Det er den gave vi får, at vi selv rummer forvandlingens mulighed. Forvandlingen kommer dog ikke indefra, men udefra, og ofte gennem en overraskende begivenhed som vi ikke havde set komme. Enken gør ingen ting selv, for hun er slået ud af sine tab. Forvandlingen kommer udefra. Sådan som Guds ord også kommer til os udefra. Guds kærlighed møder os, når vi tillidsfuldt tager imod det, og vi får mulighed for at lade Kristus høre vores sorg og klageråb og bære vores smerte sammen med os. Fællesskabet med Gud fjerner ikke sorgen og smerten, men det gør den lettere at bære, og fremfor alt møder Kristus os tillidsfuldt og byder os kaste frygten og skammen væk, for hos Kristus er vi kendt og tilgivet og allerede i sikkerhed.

Jeg tror vi alle kan have det sådan, eller kender den oplevelse at være låst, at være spillet skak mat. Når vi kan ikke gøre os fri af vores egen situation. Det er ikke fordi verden er smålig eller ikke rækker os muligheder for at leve, men fordi vi ikke har modet eller kræfterne selv. Vi har brug for at nogen ser os, deler vores sorg, banker insisterende på og gennemtrænger barrieren for os, så lyset trænger ind og vi vækkes til live og får håbet tilbage.

Fortællingen om Moderen fra Nain beretter noget ganske fundamentalt om Guds ærinde. Vi tror at vi med vores alvor, hellighed og stræben efter det gode liv, kan gøre som Gud vil. I virkeligheden aner vi ikke hvad Gud vil med os. Kun kan vi enes om at indrømme, at det slet ikke handler om vores egen tro, men om at Jesus tror på os, og at det er selveste Guds søn der ynkes over os og er barmhjertig mod os, det er ham der rækker sin hånd, omfavner os og bærer os, det er ham der taler til os, rører vores båre og genrejser os. Vi kan ikke forvandle os selv, ligesom også sommerfuglelarvens forvandling er betinget af de rette omstændigheder udefra som lys og varme. Det kræver et lys udefra, et forløsende ord, kærlighedens blik og en omsorgsfuld hånd.

Meningen med denne lille påske må være at fortælle os, at Jesus Kristus er barmhjertig og ser vores smerte. Han ønsker at genrejse os, så vi igen kan være fælles om glæden. Han vil give os håb, så vi kan leve.

Kan det ikke siges at være summen af det kristne liv? At vi skal dele vores liv med Gud og mennesker og være fælles om både sorgen og glæden? Vi er aldrig overladt til os selv og helt fortabt, for Gud blev menneske, døde og opstod for altid at være midt i blandt os, ligesom han var det for moderen fra Nain.

Sognepræst Rasmus Nøjgaard
Østerbrogade 59
DK-2100 København Ø
+45 2617 0583
EmaiI: RN(at)km.dk