21. søndag efter trinitatis | 09.11.2025 | Joh 4.46-53; 2. Kon 5.1-5, 9-15 | Anna Jensen |

Tro, håb og kærlighed kan forvandle os

Forældre vil vandre helt til verdens ende for deres børns skyld Alligevel er det ikke altid, det er nok.

„Hvor har Du kunnet finde Vej herhen?“ spurgte Døden i H.C. Andersens eventyr ”Historien om en moder.” Historien om en moder er bestemt ikke for børn, det er et uhyggeligt og alvorligt et eventyr. Men måske netop derfor skal man læse det for sine børn. Børn skal beredes på at sorgen findes, men også indgydes håb om at kærligheden findes. I eventyret optræder ængstelig mor, som våger ved sit syge barns seng. En nat kommer Døden på besøg, og mens den udmattede mor blunder et øjeblik, går Døden ud ad døren med barnet i favnen. Moderen løber efter ham ud i den kolde nat, men hvem kan indhente Døden? Tre gange på sin færd får hun hjælp, hun betaler med sin tid, sit hjerteblod og sine øjne, men hun er villig til at give alt, for at få sit barn igen. Endelig når hun frem til Dødens væksthus, hvor alle planter har bankende menneskehjerter. Mellem millioner af bankelyde genkender hun sit lille barns plante og har netop taget planten i hånden da Døden ankommer. „Hvor kunde Du komme hurtigere end jeg?“ spurgte Døden, og hun svarer: „Jeg er en Moder!“ I H. C. Andersens eventyr vil en moder gøre alt for sit barn, hun vil gå til verdens ende, hun vil give sit eget liv, hvis bare hendes barn må leve.

I Kana i Galilæa stod en far foran Jesus. Han havde vandret den lange vej fra Kapernaum for at bede Jesus om at helbrede sin syge dreng. Drengens far var kgl. embedsmand. Han var rig, han kunne have sendt sine tjenere med bud til Jesus, men han valgte at komme selv. Måske var ærindet for vigtigt til at han turde overlade det til andre, måske var han nået ud til den grænse som alle forældre frygter; at vores børn dør fra os, og der er ikke noget vi kan stille op. Det understreges i Johannesevangeliet at det ikke er en mand med et almindelige arbejde der opsøgte Jesus, men én af høj rang. Han havde penge og kunne have betalt datidens læger for at helbrede drengen, men det virkede ikke. Nu risikerede den kgl. embedsmand sin værdighed, for tænk nu hvis det ikke virkede, hvis Jesus bare var en bedrager? Når forældre står på grænsen, der hvor vores børn er ved at dø, så tænker vi ikke længere på værdighed, vi vil gøre alt for vores børn. Således også den kgl. embedsmand, han bøjede sig i støvet for denne prædikant fra Nazaret, men Jesus gav ham et koldt svar; ”Hvis ikke I får tegn og undere at se, tror I ikke.” Det lod den kgl. embedsmand sig ikke affærdige med: ”Herre kom med derned, for mit barn dør”. Og så udtalte Jesus de forunderlige enkle ord: ”Gå hjem din søn lever.”

Så enkelt var det. Ingen besværgelser, ingen bøn eller håndspålæggelse, nej, ”Gå hjem din søn lever. ” Og den kgl. embedsmand gik den lange vej hjem, og fandt sin søn levende.

Så enkelt, så ligetil og dog så svært at forstå. For hærføreren Na’aman, som vi hører om i Det Gamle Testamente er det for simpelt. Han var blevet spedalsk, en frygtelig sygdom, som der på Jesus tid ingen kur var for. Først fik kroppen store sår, blev deform og til sidst medførte sygdommen døden. Derfor var det alvor for Na’amen, han var bange og rejste den hele lange vej til profeten Elisas hus for at blive helbredt. Det eneste råd Elisa gav, var:  ”Du skal bade 7 gange i Jordanfloden”. Helt ærligt, hvis det var så simpelt, kunne Na’aman så ikke bare have badet i sin hjemby Damaskus egen floder? Hvorfor skulle han rejse hele vejen til Galilæa? Han blev sur og var ved at vende vognen, da hans tjenere fik ham overbevist om, at han kunne prøve. Og det gik som Elisa havde sagt. Na’aman blev ren og helbredt for sin sygdom.

Na’aman blev hjulpet til sin frelse to gange. Først af en lille bortført pige fra Israel, der foreslog at han skulle rejse til Elisa. Anden gang af sine tjenere, da de måtte overtale ham til at bade i floden. Elisas råd forekom Na’aman for simpelt, men det var ikke flodens hellig vand, der helbredte ham. Masser af mennesker har badet i Jordanfloden uden at blive rene, nej, det var Gud der gjorde ham ren, fordi Gud ville det sådan. Den kgl. embedsmands søn blev ikke rask fordi Jesus kunne en særlig trylleformular, nej han blev rask, fordi Gud ville det. Så simpelt er det: Fordi Gud vil det.

Som forældre vil vi gå mange omveje for vores børn. Ofte ved vi ikke, hvad der er det rigtige at gøre. Vi har en grundtro på at det ender godt, men troen kan svigte os, og hvem er så vores fortalere, hvem kan træde i Israels datter og Naamans tjenere sted? Hvem er vores hjælpere?

H. C. Andersens eventyr ”Historien om en moder” ender ikke godt. Godt nok kæmper moderen sig igennem de tre frygtelige prøvelser, hun når frem til Dødens væksthus, men sit barn får hun ikke med tilbage. Med sit barns bankende hjerteplante i hånden indser hun, at hun ikke kender sit barns fremtid. I sin desperation truer hun med at rive en anden plante op, ødelægge livet for en anden moder. Da giver Døden hende lov til at kigge dybt i sin brønd, hvor ser hun de to børns liv. Det ene barn lever i lyksalighed og bliver til en velsignelse for verden, mens det andet barns liv var sorg og nød, rædsel og elendighed. ”Hvilket barn er mit?” spørger hun, men Døden svarer: ”Begge er Guds vilje”. Da vred moderen sin hænder, faldt på knæ og bad til Gud: „Hør mig ikke, hvor jeg beder imod din vilje, som er den bedste! hør mig ikke! Frels det uskyldige barn. Frels det fra elendighed, bær det ind i dit rige.”

Troen forvandler os. Vi er kun nærsynede mennesker, der ikke altid ved hvad vi beder om. Vi beder for vores elskedes og vores eget liv, ligesom Jesus gjorde det skærtorsdag nat i Gethsemane have. Han ønskede ikke at dø, men endte dog sin bøn: ”Ske ikke min, min din vilje Gud.” Tro er tiltro til at det ender godt. Da Jesus lagde sit liv i Guds hænder, blev vores liv forvandlet. Jesus gik ind i dødens mørke, men Gud var stærkere end døden, Jesus brød dødens magt, da han opstod påskemorgen.

Tro er tiltro til, at det ender godt. At hvad der end må komme, så er vores liv i Guds hænder. Hans kærlighed kan bære os og give os nyt liv hos ham. Når vi opgivet alt vores eget, vores værdighed, vores tro, vores tvivl, sådan som Naaman og den kgl. embedsmand gjorde, bliver vi sat fri. Vi sættes fri, vi frelses, når vi tror at Gud klarer døden for os. Troen på Gud giver os et overskud, så vi kan leve vores liv i kærlighed til hinanden. Det er ikke sikkert at det lykkes hver dag, vi vil gerne beholde dem som vi elsker, vi kæmper for det vi mener er vores, men vi har en hjælper, der som den bortførte Israels datter kan give os en retning. Med Helligåndens hjælp og Guds kærligheds styrke tør vi tro og kan slippe alt vort eget den nat, når kulden kommer. Troen kan forvandle os, ikke ved at vi får, hvad vi beder om, men ved at vi forvandles indefra, så vi kan se Guds vilje og nåde i vores liv. Med troen på at det ender godt, at Gud er vores kærlige far, kan vi finde fred og håb, selv i de mørkeste tider. Amen.

Sognepræst Anna Jensen
DK-5230 Odense M
E-mail: ansj(at)km.dk