22.søndag efter trinitatis | 16.11.2025 | Matthæus 18, 21-35 | Af Rasmus Nøjgaard |

Tilgivelse og forsoning

Peter, kirkens grundsten, spørger Jesus: Hvor mange gange skal jeg tilgive min bror? Jesus svarer, ikke syv, men syvoghalvfjerds gange. Ligesom Gud tilgiver ethvert af sine menneskebørn, skal Guds børn også tilgive hinanden og forsone sig med hinanden. Det er så enkelt og lige til, og der er ingen vej udenom hvis du vil leve i troen på Jesus Kristus: Du skal ikke holde på dit eget, men eftergive dine skyldnere og forsone dig med verden.

Det ligger i tidsånden at vi som vesteuropæere er blevet modløse tvivlere, der står magtesløse overfor verdens bedrag. Vi hører ikke længere kaldet fra Jesus, det passer ikke ind i vores selvforståelse.

Vi vaklede længe og tænkte at vi havde vores på det tørre. Vi troede, men ikke så det gjorde noget. Det gjorde faktisk så lidt, at troen blev til kultur. Vi kaldte os kulturkristne, for på den måde at holde fast i troen uden at skulle bekende den. Kulturen var selvfølgelig ligeglad, for det kræver tro og bekendelse at være troværdig, og tidsånden var fuld af ideologisk opbrud og begejstring for al den intelligens, der kunne gøre os livet lettere og mere ubesværet. Det bekendte vi os til. På den måde føltes det let og ubesværet at lade troen gå fløjten og erstatte den med velmenende værdier og løfter om medmenneskelighed og borgerlig ordentlighed. Lige indtil det viste sig at maskiner, multinationale fonde og oligarker ikke regnede ordentlighed for en dyd, men kun stræbte efter hurtige videnskabelige landvindinger, mere acceleration, merværdi. Det enkelte menneskes værd og værdighed forandredes med en tilsvarende hast til grundlæggende blot at være til last. Værdighed erstattedes med merværdi, livets værdighed med retten til eutanasi, så ingen længere behøvede at ligge udviklingen til last, og fællesskabet begyndte at opløses til anarki, for der var ikke længere en gud at forholde sig til, for den der sad på medierne og kunne larme mest, kunne uden modstand og fare kalde sig konge, pave eller gud. Alle krævede sin sandhed, og sandt for dig, var falskt for mig, sandt og falskt var lige meget værd eller ingenting værd – medmindre det kunne skabe merværdi og følelsen af storhed. Der var ikke længere nogen der lyttede, for ingen kunne længere høre andet end sit eget forsøg på at råbe verden op og kræve sin medfødte ret.

Det var egentlig ikke så svært at gennemskue hvordan det skulle gå, men enhver havde jo travlt med sit eget.

Det er vel ikke så svært at forstå at Vorherre måtte lade sin søn fødes så ydmygt og larmende et sted som i Betlehem. Et sted i verden hvor der altid er gråd og tænderskæren. Han kunne ikke komme anstigende på en trone, for ingen gad vide af en konge, de blev alligevel skiftet ud efterhånden som han blev myrdet af sin søn, fætter, hustru eller ven. Vorherre måtte overraske verden og komme til verden i den yderste nød og usikkerhed. På flugt i landflygtighed begyndte hans liv. Søn af en ugift, sårbar og meget ung mor. Kun sådan kunne han få en stemme der ikke talte tidsåndens skånselsløses sprog, men som i al ydmyghed forkyndte Guds rige midt iblandt os. Utilsløret.

Gud blev menneske for at vise at mennesket allerede var skabt af Gud. I sin sårbarhed og dødelighed, i sin smerte og sorgfuldhed, i sin syndighed og afmagt var det allerede Guds menneskebarn. Ligesom Jesus Kristus, det korsfæstede Guds barn. Ikke i kraft af Jesus Kristus, for Jesus Kristus er ikke et redskab der skal frelse os ud af en syndig verden, men Jesus Kristus er den virkelighed vi lever i. Enhver dåb er en genfødsel i hans virkelighed. Han blev ikke alene til, men var allerede fra begyndelsen. Guds plan kunne derved ikke være at frelse verden som i en sindrig udviklingsplan om alles frelse, for frelsen var allerede en del af verdens virkelighed. Guds plan kunne heller ikke være den at skelne mellem de frelste og fortabte, en dom til frelse eller fortabelse, for Jesus Kristus var som skaberordet allerede til stede i verden, ikke som dom, men som nåde. En nåde der favner det korsfæstede og syndige liv.

Det var derfor Jesus blev menneske, så han kunne synliggøre åndens udgydelse midt iblandt os. Enhver af hans ord og enhver af hans gerninger handler altid om en konkret tilstedeværelse i verden. Derfor spørger Jesus ikke om du er skyldig at eftergive en gæld, men byder dig at eftergive alt det der skyldes dig, ikke for at du skal vinde din værdighed, men fordi du altid skylder at leve som et Guds barn med vilje til forsoning.

Jesus’ fortælling er utvetydig: En tjener skylder sin herre ti tusind talenter, det svarer til en gigantisk milliardformue som kun Musk, Arnault, eller Bezos er god for, én talent svarer til en gennemsnitlig årsløn i 40 år. Ligesom med tilgivelsen de syvoghalvfjerds gange svarer eftergivelse af de ti tusind talenter til det kategorisk uendelige, der er ingen grænse for hvor meget eller hvor mange gange du skal eftergive og tilgive. Der ligger i buddene en øjenåbner for den menneskelige svaghed, for vores syndighed, for vi bøjer og, vender og drejer buddene for at få det til at betyde noget andet. Ved den erkendelse må vi begynde.

Om vi så må forstå, at Jesus’ lignelse handler om Guds nåderige vilje til at tilgive og eftergive enhver der kommer til ham, eller om det handler om din eller min tilgivelse, ja – det kommer vel ud på ét, når vi i troen gennem dåben og nadveren siger at vi får barnekår i Kristus Jesus, den korsfæstede Herre. Med ham må vi tage korset på os og sammen fejre livets glæder og dele lidelserne, for vi er ét legeme. Værdigheden er ikke noget vi skaber, men den er allerede, og derfor skal vi også møde næsten med værdighed, trods lidelse og afsavn.

Jesus stryger os ikke med hårene i denne søndags evangelium, men han taler til vores tro og bekendelse. Tror vi ikke længere at verden og mennesker har en værdighed som ikke er menneskeskabt, men gudskabt? Så har vi gjort kirken til kultur og dens budskab til vores eget redskab. Så er der ulykkeligvis heller ingen korsfæstet Herre der lader nåde gå for ret, ingen herre der eftergiver sin tjener det utænkelige, det ellers utilgivelige. Fordi vi ikke længere vil dele eksistens og virkelighed med Gud selv, men egensindigt selv vil forvalte religionen, sådan som det passer sig for et moderne kultiveret og frit selvberoende individ.

Jesus Kristus kom dog til verden for at råbe os an og anvise os en vej hvor vi kunne slå følgeskab med Ham, og som hans brødre og søstre få blik for at verden allerede er et velsignet sted med mennesker der trods et vilkår med synd og død allerede bærer Kristi kors og er velsignet i lyset af Kristi opstandelse.

Lad os derfor svare evangeliet med at bekende vores tro. Amen.

—

Sognepræst Rasmus Nøjgaard

Østerbrogade 59

DK-2100 København Ø

EmaiI: rn(at)km.dk