1.søndag i advent | 30.11.2025 | Lk 4,16-30 | Thomas Reinholdt Rasmussen |

Der er noget på færde i dagens evangelium
Man må sige, at der er ting på færde i dagens evangeliet. Der er nogle ting på færde, der betyder, at begivenhederne tager fart næsten uden at man mærker det. Pludselig er stemningen i synagogen vendt, og det er næsten som om man et øjeblik har slumret lidt, for hvad er der sket?Jesus kommer ind i synagogen. Han læser op fra profeten Esajas, og alle er tilfredse med det. Dernæst tolker han skriften og siger, at i dag er dette skriftord gået i opfyldelse, og heller ikke det vækker forargelse. Alle giver de ham deres bifald, som der står.Og heller ikke da Jesus vel næsten skærper tonen, og taler om profeten i sin hjemby, forarger det nogen. Men vendingen sker, da Jesus tolker teksten ud fra begivenheder i Sidon og Syrien.

Altså at Guds nåde også gælder dem, der ikke hører til. Guds nåde rækker ud til dem, der ikke er med. Det vækker vrede. Er Guds nåde uden grænser? Er Guds nåde grænsesprængende?

Alle bliver ude af sig selv af raseri, og vil slå Jesus ihjel ved at styrte ham ned fra en klippe. Men Jesus går væk fra dem.

To ting på færde
To ting er det i hvert fald på færde i dagens evangelium: først forargelsen over evangeliets grænsesprængende bevægelse, hvor skriftordet også går i opfyldelse for dem, der ikke hører til – går i opfyldelse for de fattige, for fangerne, for de undertrykte.

Dernæst talen om at leve i en efterkristentid.

Og lad os tage det sidste først: At leve i en efterkristentid. Det hører vi tit og ofte sagt; at vi i vore dage lever i en efterkristentid. Der har vi måske sådan set teknisk set gjort længe, og denne efterkristne-tid, eller sekularisering har kun vokset sig større og større, og fornyelig hørte jeg en sige, at nu kan der ikke sekulariseres mere. Nu er alt sekulariseret.

Men det siger noget om vor tids fornemmelse for ånd, at vi udelukkende tror, at det er et spørgsmål om, at tiden går. Tiden går, og vi går med den, og derved så havner vi næsten umærkeligt i en efterkristentid. Det er nok en af de mest åndløse konstateringer på problemer at sige, at ”nu lever vi altså i 2025”, som om, at det, at tiden går, i sig selv skulle betyde noget.

For hvad nu hvis kristendommen selv altid sætter en efterkristentid? For det er jo, hvad er sker for menneskerne i synagogen i Nazareth. Der står jo til sidst, at Jesus baner sig vej imellem dem og gik. Jesus går. Jesus forlader dem. De lever i bogstavelig forstand i en efterkristentid – Jesus går fra dem – også selvom, at de slet ikke lever i 2025. Også dengang kunne man havne i en efterkristentid. Det er ikke et spørgsmål om, at tiden går. Det er et spørgsmål om forholdet til Jesus.

Kristendommen sætter selv en efterkristentid
Og i den forstand sætter kristendommen jo en efterkristentid ved at Jesu kors rejses. Og i den forstand lever vi alle – uanset tidspunkt og sted – i en efterkristentid, for vi lever efter korset, hvor Jesus har forladt os.

Det forunderlige er så, at vi også lever i advent. For på trods af korset, står Jesus op af graven. På trods af afvisning, forkyndes hans ord. I en forstand, nemlig i vores egen forstand, lever vi i en efterkristentid. I en anden forstand, nemlig Guds, lever vi i advent – i en stadig forventning om, at Gud kommer til os. At Gud kommer til os – også på trods af os. Det er kristendommens nådefulde budskab: at vi altid lever i advent – Herren kommer. Også til os, der i egen optik lever i en efterkristentid. Også vi lever i det store perspektiv i en førkristen tid. Vi lever altid i advent. Så kernen i kristentroen er jo, at Herre kommer. Det bliver advent også for os. Og det komme, den advent, er ikke bare et komme eller advent for dem, der hører til. Sådan blev Skriften hørt i Nazareths synagoge, og sådan høres den tit også i vore dage, men evangeliet er for dem, der sidder i mørket og dødens skygge, måske endog sin egen, og det gør enhver af os ganske uanset hvor vellykkede, vi kan føle os. Så Herren kommer. Vi lever i advent. Det er nåden.

Vi tror på en Gud, der vil os.
Og det nådefulde er, at vi tror på en Gud, der sætter sig i forhold. Vi tror på en Gud, der skaber relation. For hvad er relation andet end bevægelse mod tilgivelse og forløsning? Skyld er brudte relationer. Skyld er ødelagte forhold. Skyld gør os ene. Tilgivelse er en ny bro mellem det brudte. Tilgivelse er en ny relation. Tilgivelse er et nyskabt forhold.

Derfor er advent også fornyelse af relationer. Det er fornyelse af relation mellem os og Gud, og dernæst mellem mennesker på jord, og denne fornyelse af relationer, er netop evangeliets forargelse, som tilhørerne i synagogen bliver så rasende over. For den fornyede relation rækker ud over dem, der hører med. Den rækker også helt til Sidon og Syrien. Den rækker også ud til dem, vi måske synes lever eller tænker forkert. Også for dem er det skriftord gået i opfyldelse.

Derved er kristendommens forargelse i selve evangeliet og ikke i manglende livsmåde, eller som man vil sige teknisk: forargelsen er i evangeliet og ikke i loven. Det er ikke for alvor forargende, at nogle ikke lever som de skal. Men det er forargende at disse inkluderes i Jesu forkyndelse, som det sker i dagens evangelium.

For her er Guds ord grænsesprængende og skaber forhold, hvor der ikke før var noget forhold. Derfor lever vi alle – uden undtagelse – i en efterkristentid, for vi lever på den anden side af korset. Men vi lever også i advent. Vi lever i håbet og forventningen om, at Herren kommer og fornyer det liv, vi har med hinanden. Vi lever i afsked og vi lever i forventning. Vi lever med døden som fortegn, og vi dør med livet for fortegn. Mellem død og liv med håbet levende.

Således er advent det grundlæggende håb, den kristne lever i.

Amen.

Thomas Reinholdt Rasmussen
Biskop Aalborg Stift
trr(a)km.dk