Prædiken til juleaften | 24. december 2025 | Luk 2,1-14 | Tine Illum

Luk julen op

”Se her”, sagde han…. og viste sit barnebarn den lille bitte julekrybbe, som stod i vinduet. Han havde åbnet noget, der lignede en lille rød fløjlsæske og dér var julekrybben. Den var virkelig utrolig lille, så for at se den, må man næsten have næsen helt nede i den. ”Se her….. se dér er Jesus, han ligger i sådan en krybbe, som dyrene spiser af…. og der er hans mor, Maria, – og dér er Josef… og se bare ….. omme bagved er der et æsel og en okse….. for Jesus blev født i en stald”. Det er det, julen handler om. Det er det, der er jul”.

Nu vidste barnebarnet jo nok, at børn – hans lillesøster var et glimrende eksempel – bliver født på et hospital og ikke i en stald, og undrede sig meget over, at Jesus af alle blev født sådan et sted. Men det var ikke det værste. Han kiggede længe på krybben og sagde: så lille er der ingen babyer, der er.  Så var der en lille pause…. ”og han har også en forkert farve”.

Så meget snusfornuft i en dreng på fem år. Men trods alt var der ikke mere nøgternhed, end at der et par timer efter lød et hjerteskærende vræl. For, det der lignede en lille æske, var faktisk en lille figur af julemanden, der kunne åbnes, så man kunne se den lille krybbe. Og nu havde bedstefar’en lukket den, og stillet den tilbage i vindueskarmen.Barnebarnet græd højt ”Neeeejj, julemanden har spist julen – julen er blevet væk. se se. Julemanden har spist julen”.
”Nej” sagde bedstefar’en, ”kom her, nu skal du se, nu åbner vi for julen igen” Og den lettelse som kunne ses i drengens øjne, var næsten lige så stor som glæden for hele folket, som englene sang om.

Hvert år hører vi folk skælde ud over plasticjulepynt og julemusak.Vi hører at folk bliver stressede af alt det, de skal nå.  Og de siger fornærmede, at julen bliver fuldstændig væk i tingeltangel og jinglebells. De siger faktisk som den lille dreng, at Julemanden har spist julen. Der er så meget udenoms og glitter, at der ikke er plads til at gå med stille sind, sådan som vi sang. Der er ikke plads til glæden over englesang og krybbe. Ingen tid til eftertanke og tro. Noget er der givetvis om det. Andre siger, at med al den ondskab, der er i verden, er det at fejre jul bare overflade og opium for folket og et forsøg på at glemme alt omkring os. Vi lader gerne julemanden spise julen, så det eneste vi har er et hyggeligt julemandsskæg og risengrød….. mens vi glemmer, at barnet i krybben er født i Mellemøsten, af forældre der levede i et tyranregime, der ligner nogle af dem, som mange lever i også i dag. Vi glemmer, at Jesus var et flygtningebarn i Ægypten de første år af sit liv, og at han levede et liv i sårbarhed og foragt. Noget er der givetvis om det. Vi kan hurtigt sige, at julemanden har spist julen, og at verden er af lave, og at verden er falsk og hul – og der er mange, der synger med på håbløshedens sange og fortæller mismodets historier.

Vi har brug for nogen, der ligesom bedstefaren fortæller en anden historie. Vi har brug for nogen, der åbner for julen, og lader den betyde præcis hvad den betyder. Vi har brug for håb.

Og håb er netop det, der kommer til verden i julens fortælling…. der er håb for verden, for dig og mig. Vi er ikke værdiløs og glemte, uanset hvor hjerteløst der kan se ud i verden og inde i os selv.

Vi glemmer så let, at det faktisk er lige præcis den her verden, Jesus kommer til. Det er den her verden, Gud elsker himmelhøjt. Han kommer ind i vores perfektionsængstelige juleforberedelser, ind i vores alt for lille tro og alt for hengemte håb. Han kommer til os, der så let bliver overfladiske i vores tanker og ord, og så let bliver følelseskolde overfor andres nød. Han kommer til os der tror og håber og elsker alt for lidt.

Jesus kom ikke dengang – og heller ikke i dag – til en perfekt verden, men til en verden med undertrykkelse, had og krig. En verden, hvor der var alt andet end fred og barmhjertighed.

Han kommer med sin kærlighed. Og bor hos os. Ser verden med barnets øjne. Vil være skrøbelig og magtesløs, og kende vores liv indefra. Gud bliver et menneske af kød og blod. Ikke en tilskuer til vores liv, der med foragt ser på verdens skæve gang. Han går ind i det og får fingrene i skidtet og sand mellem tæerne. Han kender os. Og viger aldrig nogensinde fra os, uanset hvor meget vi forfejler vores liv. Han bliver hos os, og giver os mere liv, end vi forstår. Giver os større kærlighed, end vi aner. Lader sin jul og sin himmel og sit hjerte stå pivåbent for os.

Når vi fejrer jul med guirlander og julenisser, så er der også en anden mulighed end at lade julemanden spise julen. Vi kan lade ham åbne for julen. Vi kan lade alt det, der sker i juledagene åbne for en dybere betydning. Vi kan lade julesalmerne åbne julen for os.  Så vi aner hvad englesangen om fred betyder og skal betyde i vores liv. Vi kan høre om himmelkongen den lille og lytte og synge med. Lade salmerne synge i os, også efter at vi er gået fra kirke. Synge trøst ind i vores sind, hvis vi netop i år må fejre julen uden dem, vi holder af. Synge glæde ind i hjertet, hvis det er svært at finde mening og sammenhæng. Synge tro og håb og kærlighed ind i vores sjæl. Synge mod og kraft ind i vores færden. Alt det vi gør, alle vores juletraditioner, kan vi lade åbne julen for os. Og vi kan lade dem åbne os.
En digter skrev for nogle år siden: ”Jeg fortæller dig kun dette for at knuse dit hjerte – og med det mener jeg at bryde det op , så det aldrig mere lukker sig for resten af verden”  {Mary Oliver: „Lead“ (2014), ovs. anm.} Sådan en fortælling er juleevangeliet. Det åbner os. Det åbner mit sind og min sjæl og mit hjerte.

Men hvad så 2. juledag – eller når skolen begynder igen – lukker jeg mig så lige så stille om mig selv igen? Lader jeg julemanden spise julen, så den bliver helt usynlig? Lukker jeg mit hjerte for underet i barnet i krybben og i mit daglige liv?

Eller har julen virkelig åbnet mig…. er det det, der sker denne aften? Måske blot i et glimt, i en tone. Det er nok. Gid vores hjerter må åbnes, så de ikke mere lukker sig for resten af verden.  Gid vores julehjerter må stå piv-åbne, så juleevangeliet kan bo i os hele året. Så det spejles i vores blik, vores åbne jule-nyfødte blik.

Amen.

—

Tine Illum

Pastorin Sdr. Bjert

ti(a)km.dk

Bemærk det vedhæftede billede!