juledag | 25.12.2025 | Joh 1,1-14 | Rasmus H.C. Dreyer |

Julens ny musik

… [orglet spiller de første to og en halv takt af Stravinskijs Sacre du Printemps].

Har usikkerheden – uroen over det uvante – bredt sig? For ja, dette indbrud fra orglet var meningen. Men hvilke legendariske toner.
Det var denne fagotsolo, der indledte den russiske komponist Igor Stravinskijs banebrydende og skandalombruste musik- og balletværk Våroffer – en af musikhistoriens største skandaler, der elektrificerede Paris ved urpremieren i 1913 og sendte trykbølger ud over den vestlige verden.
Jeg skal forklare meget mere om det. For det skal illustrere en væsentlig indsigt om julen. Jesu fødsel er også et sådant uigenkaldeligt nybrud i verdenshistorien. Noget, vi aldrig kan komme bag om – og som derfor altid er med os som et vidnesbyrd om, at Gud er hos os. Det kan vi aldrig komme bag om igen. Det er sket.
Tilbage til Stravinskij og musikken. ”Det var en ny slags vild ukunst og samtidig kunst,” forklarede et af øjenvidnerne, Harry Graf Kessler, til premieren. Det blev kaldt det 20. århundredes musikalske begyndelse. Øjenvidnet fortsatte: ”Al form ødelægges, men noget nyt dukker pludselig op af kaos.”
Men som vi ved: Stravinskijs Våroffer blev også indledningen til det grusommeste århundrede i menneskehedens historie. Meget passende er balletten og musikkens klimaks i sig selv grusom: en hedensk menneskeofring – passende som ouverture til Den Store Krig, 1. verdenskrig, der fulgte kort tid efter.
Vi er dog blevet lidt døve for det. For musikkens nye udtryk virker ikke særlig revolutionerende på os i dag. Men dengang var der kommet noget nyt til verden: den rytmiske, barbariske, nedbarberede musik. Det var et farvel til skønheden, romantikken, beåndelsen, æstetikken og den kristent inspirerede musik.
Vi er ved at bygge op, kan I høre: Er vi også blevet døve for, hvad julebudskabet er?

Allerede under de første takter af Våroffers premiere blev der uro på rækkerne. Prustende latter, hånsord, piften, da fagotten satte i – ubehaget ved det helt nye og anderledes nedbrød formerne. Overalt vaktes publikum til live og stillingtagen. Tumulten tog så meget til, da pariserne opdagede, at dette var alvor, at folk skreg deres utilfredshed ud.

Danserne kunne ikke høre musikken, koreografen råbte trinnene til dem, og netop ved indledningen til “forfædrenes ritual”, selve ofringen, blev det så grelt, at lyset blev slukket. Og da lyset lidt efter blev tændt igen, havde publikum den foruroligende fornemmelse af, at de selv var blevet scenen – og danserne publikummet.

Den verden og den musik, der var før, kunne aldrig komme tilbage uden bevidstheden om, at der fandtes en anden lyd, et andet bud på, hvordan musik kunne være.
Da dagen gryede efter den skandaløse premiereaften i Paris i 1913, var al musik, der ikke forholdt sig til dette nye, fanget i en gammel pagt. De gamle dage var endt. Den nye tid begyndt. En ny musik havde taget form og fået plads i verden.

Kan I høre, hvad jeg hentyder til?

Det sære juleevangelium fra Johannes. Hvor der står, at Ordet kommer til verden, bliver kød og bor hos os. Og at alt dermed er forandret – og at vi aldrig kan komme bag om dette juleunder.

Det gamle er endt. Det nye begynder.

Det lyder smukt og næsten filosofisk med evangelisten Johannes’ ord om Guds ord, der bliver kød. At Gud lader sig inkarnere. Men vi forstår det bedre, når vi hører det velkendte om krybben i Betlehem. Den krybbe, som Maria lagde Jesus i. For det er ham, der er Guds ord som menneske.

Pointen er den samme. Men krybben – den var ikke noget æstetisk skønt eller smukt. Den var forargelig.

”Der måtte de ligge udi stank og skidne strå,” prædikede vores gamle reformator Hans Tausen for snart 500 år siden denne dag til Kristmesse. Her lå de, fortsatte Tausen, blandt ufornuftige, umælende kreaturer, mens alverdens høje hanser sad øverst til bords i ypperligste mag og åd, drak og slampampede med alt, hvad deres syndige legemer begærede.

Ja, hvem tænker så på Maria? spørger Hans Tausen. Hvem tænker på den unge barselkvinde og hendes førstefødte? Nej – i lag med god mad og drikke fortoner Jesus og hans usle fødsel sig let. Og efter århundreder og årtusinders fejring af barnet født i en stald og lagt i en skiden krybbe er alt det beskidte og nedværdigende ved Vorherres menneskevordelse blevet glemt.

Forargelsen, uroen og ubehaget ved, at Gud bliver menneske under disse vilkår, mangler hos evangelisten Johannes. Ikke fordi Johannes tager fejl – men fordi Lukas hjælper os med at se det, Johannes siger.

Det var derfor, I skulle bringes bare en lille smule ud af fatning med Stravinskijs skandaletoner efter juleevangeliet. For denne juledags morgen skal vi også mærke og virkelig høre, hvordan et barn født under så ringe kår ændrer verden.

Aldrig er så lidt blevet hyldet så meget, som da englene sang og lovpriste Gud: “Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”

Så meget musik og lovsang for et så lille barn.

Så tænk på det, når I senere i dag sidder hjemme og kigger på julekrybben. Den skal minde os om ringheden – hvorudaf det allerstørste stammer. Og formålet med julekrybben er i det hele taget, at vi skal slå følge med hyrderne på marken, gå til Betlehem og “se det, som er sket”.

Hos Johannes savner jeg altså julekrybben. Så se den nu for jer. For krybben hjælper os med at se begivenheden: at Ordet blev kød og tog bolig iblandt os.

Derfor står krybben også så stærkt i salmerne. Salmerne er små krybbespil. Melodierne er de gamle, behagelige for øregangene – alt er fra tiden før Stravinskij og musikkens nybrud. Men de gammelkendte toner kan indimellem sløre indholdet: det store nybrud julenat, at Gud ville være med os, fødes som et menneske på skidne strå for at rejse os hver især.

Verden blev aldrig den samme, da Maria svøbte barnet og lagde ham på krybbestråene. Tiden er ny. Nåde, fred og kærlighed er kommet ind i verden.

For at bruge musikken som eksempel igen: Uanset hvor hårdnakket en nutidig komponist måtte insistere på at skrive barokmusik, romantisk musik eller impressionistisk musik, vil Stravinskijs Våroffer altid klinge med. Nogle ting er så afgørende nye i verdenshistorien, at vi aldrig kommer bag om dem – i hvert fald ikke uden at gøre det på falskhedens præmisser.

Sådan er det også med julen. Uden barnet i Betlehem – og hvad deraf fulgte: Jesus, korset, døden og opstandelsen – bliver forståelsen af, hvem vi er som mennesker, fejlagtig.

Menneskets tid alene på jorden er slut. Gud er her.

Måske føler vi os overladt til os selv, ensomme, svigtede eller utilstrækkelige. Men den nøjeregnende kasseafstemning af hverandres synder er i det mindste slut. Også i julens Jesusbarn giver Gud sig hen til os. Heri ligger det store under.

Spørg dig selv: Hvilken Gud ville nedværdige sig på den måde og blive kød og blod som os dødelige?

Ingen anden end en kærlig Gud.

At Gud bliver menneske er virkelig nyt – og virkelig skandaløst.

Så lad lidt af det skandaløse ved julen komme igen. Så kan vi høre det hele på ny.

Glædelig jul. Amen.

Ramus H. C. Dreyer Studielektor, ph.d., Hatting/Horsens rahd@km.dk