Men jeg er iblandt jer som den, der tjener | Invokavit | 22.02.2026 | Luk 22,24-32 | Anne-Marie Nybo Mehlsen |

Men jeg er iblandt jer som den, der tjener…

Jesus afbryder et grimt skænderi om, hvem der nu skal være den største, den vigtigste.

Sidder du med ét af vennernes eller familiens skænderi i tanke, – ja, så ligner det her en triviel arvestrid, som endda lyder hen over hovedet på den endnu levende.

Den ældgamle fortælling om magt, misundelse, jalousi og tanken om, at kun én kan være den største, eneste, gentager sig.

Kain slår sin bror ihjel i en blanding af begær efter at være den eneste ene og af frygt for ikke at være elsket, som han er.

Det er menneskets opskrift på fortvivlelse. Kain fristes til at tro, at der kun er kærlighed nok til den ene, og at kærligheden kun gælder den, der er på en bestemt måde, – og netop den måde, Kain ikke kan være på. Kain kan ikke se op, men kun ned i jorden og ind i sin egen elendighed.

Hvem er størst? Hvem er bedst? Hvem skal bestemme? Tag et kig rundt i Vinter OL, Melodi Grandprix, sikkerhedskonferencen i München, Nobelfesten; Se opvisningen i statussymboler; og se de mere almindelige statusbeviser på de sociale medier, hvor ”likes” og ”loves” sætter rangordenen. Det handler ikke om meget andet, end hvem der er størst, og de største poserer, mens de sidder til bords og stråler om kap i blitzlys.

Men jeg er iblandt jer som den, der tjener, – siger Jesus, og vender op og ned på vores forestillinger om, hvem der tager sig bedst ud. Det er bare på med vanten og i gang med at tjene de yngste, mindste, de uansete.

Når vi er i gang med at bære og hjælpe dér, hvor der virkelig er brug for tjeneste, glemmer vi alt om at være størst og først.

At give os til at udmåle i ”størst” og ”mest” har ingen af os tid til. Livet giver sig selv, hvor vi har hænderne fulde af ting og gøremål, der skal gives væk, øses ud.

Uden frygt, uden opmåling, uden bagtanke.

I hverdagen gør vi det uden så meget snak, vi tjener: Vi henter og bringer, vi lave mad, køber ind, tørrer op, trøster, samler op, opmuntrer. Vi gør det for vores børn, venner, kærester, ægtefæller, forældre og søskende, kolleger, chefer og vildt fremmede. Den ægte tjeneste er aldrig særligt velovervejet, den er ofte spontan, skønt ikke uden omtanke. Den ægte tjeneste sker, når der for alvor kaldes på os som tjenere. Der kommer vi ofte til kort, kan ikke gøre det, vi gerne ville; men øser ud af vores bedste.

Faktisk er det sværeste i livet overhovedet at stå i afmagten. Dét sted, hvor jeg ikke kan gøre noget. I sygdom og lidelse, når den ikke lader sig bekæmpe; i tab og sorg, der skal have sin tid; i børnenes og vennernes liv, når erfaringen gør ondt i hjertet på dem; i vilkår, der ikke lader sig rokke.

Det er ikke ualmindeligt, at vi forsøger os med at tage magten på os alligevel, – også dér. Vi prøver nervøst at handle os igennem, eller tager skyld på os: ”Hvis jeg bare havde gjort sådan og sådan, eller ikke gjort sådan…”, siger vi. Af al magt forsøger vi at undgå afmagten, for den er slem.

Det er dér, vi kan lære at indfinde os som tjenere, og sætte os ned ved siden af og tie, holde hånd, stryge kind, gå med på den tunge vej.

Tjeneren er kaldt på og svarer sit kald.

Det gør Jesus, og vender op og ned på begreber om størst og ærefuldt, leder, konge og tjener.

Jesus tager afmagten på sig og går i vores sted, og gåden er åbenbar for enhver.

Jesus lod sig ikke friste til at misbruge magten.

Som sand tjener brugte han sin magt til at sikre os en plads ved festbordet, som børn af huset i Guds rige.

I den yderste afmagt bliver det klart, hvem der har magten. Jesus insisterede på, at det har Gud. På korset uden handlemulighed, uden magt i verdslig forstand, insisterede Jesus på Guds magt og overgav sig.

Overgivelsen, hengivelsen – dét er den ultimative magtanvendelse på rette sted.

Godt så! Nu ved vi, at der findes én, som ikke svigter. Som utrætteligt tjener, plejer, styrker, samler beder for, går med os, elsker ubetinget og oprejser til livet. Med Jesus som mester er fastetiden god øvelsestid: Uden alt for mange spørgsmål og regnestykker, bare ét skridt foran det andet, dag for dag i det spor.

Amen.

Anne-Marie Nybo Mehlsen, Maribo
amnm(a)km.dk