En sang før morgengry | Mariæ Bebudelse (tysk. Sonntag Judika) | Luk 1,46-55 | Marianne Christiansen |

Som fuglesang før daggry. Endnu mens det er mørkt. Sådan er Marias lovsang. En sang om, det der var engang og det der skal komme en gang – en lovsang til lyset i mørket.

Den lille stump sang har betydet håb og mod til bange og undertrykte mennesker i årtusinder – og et varsel om forandring, en sang om en Gud, der vender op og ned på alting, styrter de rige og mægtige og løfter de små og fattige, tænder lyst i mørket.

I dag er det Mariæ bebudelses dag. Det er også nogens fødselsdag og en dag, hvor nogens hjem vil blive ramt af bomber, nogen vil blive født og andre dø. Det er en dag, der aldrig kommer tilbage, og som nogle vil tilbringe i murbrokkerne og beskyttelsesrum under sønderbombede byer, og nogle vil tilbringe med familiefester og spadsereture i foråret. Men midt i det alt sammen er det også Mariæ Bebudelsesdag, en del af den fortælling, som kirkeårets række af søndage lægger ind over vores almindelige tid. Søndag efter søndag får vi fortalt evangeliet, det glædelige budskab, som en sang om håb ind i vores sorgfyldte, rædselsslagne eller bekymrede tid. Bebudelse betyder at få et budskab. Et budskab er noget, der kommer ude fra – det er noget, man ikke kan sige sig selv.

”Den, der synger på fastende hjerte, kommer til at græde inden aften”, sagde min farmor altid. Underforstået: Du må ikke begynde dagen med at vise din glæde, for du ved jo ikke, hvad der kan ske. ”Ingen kender dagen, før solen går ned”. ”Flyv ikke højre end vingerne bær’”, og alt, hvad vi ellers har af ordsprog, der skal sige: Pas lidt på med glæden og overmodet – for det hævner sig.

Men Marias lovsang og solsortens sang er omvendt. Sang i mørket inden daggry. Maria synger, endnu inden hun kan se grund til det – fordi hun har fået et budskab om håb.

Maria, lille pige, gravid under for ægteskabet, på et tidspunkt og i en kultur, hvor det kunne koste hende livet. Hun er taget væk fra landsbyen op i bjergene til sin gamle tante Elisabeth. Der er ikke megen fest og forventning over det barn Maria venter, men frygt og usikkerhed og fordømmelse.

Men hendes tante tager imod hende med ordene ”Velsignet er du blandt kvinder og velsignet er dit livs frugt, og salig er hun, som troede, for det der er talt til hende af Herren skal gå i opfyldelse.”

Det er som om tante Elisabeths omfavnelse giver Maria mod til at håbe og tro på det, hun har hørt fra en engel, selvom verden ser fuldstændig anderledes ud.

Og så springer Maria ud i lovsangen. Lille bange pige synger lovsang. Takker Gud for det liv, hun har fået: ”Den mægtige har gjort store ting mod mig”. Måske synger hun sig frem til modet og håbet til fremtiden, idet hun synger om fortiden.

Marias Lovsang er på en måde et ekko i af hendes navnesøster Mirjams i Det Gamle Testamente, Moses’ søster. I fortællingen om, hvordan israelitterne var kommet frelst igennem det røde hav, efter at have været fanget i en helt umulig situation mellem havet og fjenderne, så skete det umulige: Havet åbnede sig, og der blev en vej, hvor der ingen havde været. Israelitterne flygtede gennem havet, der stod på hver side af em som en mur, men da de var kommet over, slog det sammen over Faraos hær, som forfulgte dem. Så hedder det, at Mirjam greb en tromme og begyndte at danse og ledte alle kvinderne i dansen og sangen: ”Syng for Herren, han er højt ophøjet, heste og ryttere styrtede han i havet.”

Men på en måde kunne Mirjam sagtens. Hun sang efter den frygtfulde vej gennem Det Røde Hav, da der var grund til glæde. Hun sang i fællesskabet med alle andre. Maria synger før det røde hav af fødsel og smerte, af frygt og usikker fremtid. Maria synger alene. Hun synger om glæden, endnu før den er der.

Marias lovsang har givet og giver ekko i hele verden – fordi det er en sang om, at Gud vender op og ned på magtforholdet mellem de stærke og svage. Ikke kun for Marias eget folk. For Gud er hvert undertrykt folk udvalgt. Hvert undertrykt og lidende menneske er udvalgt. For Gud er den, der ophøjer de ringe, og Guds retfærdighed vender op og ned på verden. Der er mod og oprør i Marias lovsang. Den er en sang om, at Gud skaber forandring, forvandling, omvæltning.

Og det er jo aldrig rart, hvis man selv sidder på flæsket og er godt tilfreds med tingenes orden og med, at de rige bliver rigere og de fattige fattigere. Så er sangen en trussel: ”Gud har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort.” Det er en trussel, når man selv er eller prøver at være de mægtige, der sidder på tronen. Vi har nemmest ved at høre det som truslen mod nogle andre – mod fjenden, mod de mægtige tyranner. Og det gælder også, at denne sang kan give mod til menneskene i murbrokkerne og i fængslerne, og til dem, der nu er ramt af sult. Den kan give mod til de mennesker, der lige nu strømmer tomhændede ud i verden fra Iran og fra verdens brændpunkter. Sangen kan minde om, at meningen er de skal finde hjælp og beskyttelse.

Marias Lovsang kan aldrig bruges til kun at gælde nogen andre end os selv. Den kan ikke bruges til at undertvinge andre, for sangen holder altid med taberen. Når vi selv har hænderne fulde, føles det som en trussel at blive som dem, der intet har. Når vi selv har magt, føles det som en trussel at blive som de afmægtige. Når vi selv øver vold, er vi selv bange for at blive offeret. Derfor er Marias Lovsang provokerende, for den er en sang om, de mindste er de største. Dér, hvor vi har mistet alt, står vi lige med hinanden, og dér er Gud.

Marias lovsang er de ringes, de oversetes stemme. Lyden af den skaber håb og vil også kalde vores mod frem, så vi tør være med i den guddommelige bevægelse, der løfter de svage – os svage – og styrter de mægtige – os mægtige – fra tronen. Sangen åbner vores øjne og ører for virkeligheden på en ny måde, så vi får blik og lydhørhed for, hvem der lige nu er undertrykte, holdt nede, holdt ude – også af os selv. Også hos os.

Sådan fortæller Marias bebudelsesdag håbet ind i vores nutid og lader os løfte blikket mod fremtiden. Den står som en port ind til påske og minder os om, at Jesus er Marias søn: Et menneske som sin mor, med krop og sjæl, glæde og frygt og med sårbarheden over for smerten og døden – som Maria, som os. Et menneske, der gør fælles sag med de små og går i døden sammen med de udstødte og som ender med at styrte den allermægtigste fra tronen, døden selv. Det budskab og det håb vil højtiden bringe ind i vores tid, uanset hvordan den bliver.

Amen.

Marianne Christiansen

Biskop i Haderslev

mch@km.dk