Vær en hyrde | 1. søndag efter påske | 12.04.2026 | Joh 21,15–19 | Eva Holmegaard Larsen |

 

Vær en hyrde

Der er blevet stille efter påske. Hverdagen er tilbage. Påsken er en stor mundfuld, hele vejen igennem. Dramatisk og overvældende, med kors og død og den tomme grav påskemorgen og forvirrende rygter om, at Jesus er opstået fra de døde.

Vi har forladt det højspændte drama og møder den opstandne ganske fredeligt ved Tiberias sø, hvor han sidder og spiser stegt fisk sammen med sine disciple.

Livet går videre. Det er blevet tid til eftertanke. Og Jesus har noget, han gerne vil sige, inden han drager videre til sin himmelske far. Johannes evangeliet giver os et fredsommeligt billede af Guds overlegenhed i forhold døden. Der er lige noget mere at sige.

Hvis vi mødte vores døde igen, ville de sikkert også have noget mere at sige. Jesus har noget vigtigt at sige til Simon Peter. For hvordan var det nu med ham?

Han var en af de mest trofaste følgere af Jesus. Det var ham, som den sidste aften – ved den sidste nadver – bedyrede højt og helligt, at han ikke ligesom forræderen Judas kunne finde på at svigte sin ven Jesus.

Men det gjorde han. Det gjorde de jo alle sammen. Selvfølgelig gjorde de det. Da det hele kollapsede med anholdelse, forhør, tortur og henrettelse blev de jo bange.

De stak af. Også Simon Peter. Han nægtede simpelthen nogensinde at have kendt Jesus. Inden hanen galer to gange, vil du have fornægtet mig tre gange – sagde Jesus til Peter. Og selvom Peter protesterede lidenskabeligt, så blev det sådan: Tre gange nej til, at han nogensinde havde kendte denne Jesus fra Nazaret.

Han fortrød det i samme øjeblik hanen galede anden gang – men da var det for sent. Den nat mistede han ikke kun Jesus, sin ven og mester – han mistede også sig selv.

For hvem var han nu, når han ikke turde være trofast mod den, han elskede og det, han troede på?

Nu sidder de her omkring bålet på strandbredden og Jesus spørger ham: Elsker du mig? Han spørger ham ikke kun én gang med hele tre gange – og det kan man godt forstå. Jesus har god grund til at spørge. Men vi kan næsten mærke, hvor pinligt berørt, Peter må være.

Og Peter svarer afdæmpet, som husker han sin egen skråsikkerhed den aften han lovede aldrig at ville svigte. Som om han har lært at være mere varsom med de store ord.

For han mistede sin selvrespekt og sin identitet sidste gang, han lovede noget han ikke kunne holde. Derfor kommer det meget forsigtig fra Peter: Ja, jeg har dig kær. Det ved du da!

Jesus må vide, hvor svært og skamfuldt det er for Peter.  Så hvorfor gør han det? Er han virkelig vendt tilbage fra de dødes rige bare for at bore i vores dårlige samvittighed over alle de gange, vi har svigtet dem vi elsker og løbet fra vores idealer? Er Jesus bare vendt tilbage for at udstille vores utilstrækkelighed og svaghed?

Jesus sætter Simon Peter på pinebænken med sit inkvisitoriske krav om kærlighedserklæringer? Elsker du mig, elsker du mig, elsker du mig? Tre gange spørger han ham. Et for hver benægtelse den frygtelige aften, hvor Peter mistede modet.

Elsker du mig, elsker du mig? Man kan blive vanvittig af det spørgsmål. Når venner og elskende bliver med at afkræve hinanden regnskab for kærligheden, så kommer man da for alvor først i tvivl

Men jeg tror, at før vi begynder at lægge en hel masse spekulationer i, hvad der sker mellem de to, og hvad den dybere mening er – så skal vi ganske enkelt høre et menneske, der spørger efter et andet menneskes kærlighed.

Det er nemlig meget menneskeligt at længes efter bekræftelse – og det menneskelige ved Jesus er helt afgørende for, om det guddommelige forløses her i verden. Altså om vi med vores forskellige liv, med hver vores glæder og udfordringer, mærker Guds kærlighed til os? Ikke som en fjern, abstrakt ide, men som en virkelig kærlighed.

Det menneskelige ved Jesus er afgørende for, om vi forstår, at Gud ikke bare er noget, der er større end os selv – for det kan jo være hvad som helst! Hvad er det, der er større end os selv? Det er den kærlighed, der rækker ud efter os.

Det er den kærlighed, der kommer til os og kalder på os og vil os noget. Og det kan vi forstå og mærke gennem Jesus Kristus – for i ham kommer Gud helt ind i vores liv. Han var fuldt menneske som barnet i krybben julenat. Og han var fuldt menneske i lidelse og død på korset.

Og nu på stranden ved Tiberias sø ser vi endnu engang hans menneskelighed komme til fuldt skue. Vi ser et menneske, der ydmygt rækker sit hjerte ud efter et andet menneske.

Og selvfølgelig ligger der også en anklage i spørgsmålet til Peter – for enhver ved, at man kun beder om bekræftelse på kærligheden, når man er usikker på, hvor man har hinanden. Der dirrer en usikkerhed bag det hele. Så det er både en blottelse og en anklage. Et sårbart spørgsmål, der samtidig har en inkvisitorisk undertone: Elsker du mig?

I ved allesammen lige præcis, hvad det er for et spørgsmål – alle har været der. Elsker du mig, spørger vi frygtsomt og bedende på én gang. Det er de mest almindelige menneskeord, der findes. Men det er også skaberord. Spørgsmålet kalder på den anden og kalder måske noget frem. Kalder kærligheden frem i svaret: Ja, jeg elsker dig.

Det er som ved døbefonten. TROR DU? Bliver vi spurgt. JA, svarer vi – når det er dig, der spørger. For vi ved godt, at den der spørger, vil os det godt. Vi ved godt, at spørgsmålet kommer fra et sted, hvor der er højt til loftet.

Vores JA til Gud i dåben, også når det er på vores børns vegne – det er ligesom Peters svar til Jesus ikke et fuldtonet rent og afklaret svar. Peter er stadig den samme gamle Peter, som den nat han vaklede i troen og blev ved med at sige: NEJ, jeg kender ikke ham Jesus – jeg kender ikke det menneske og har ikke noget med ham at gøre!

Hvorfor kan han så svare JA nu? Og ovenikøbet mene det? Det kan han, fordi der er en, der rækker ud efter ham og kalder på ham.

Det er derfor, det er så vigtigt, at vi bliver spurgt. Sådan som vi bliver spurgt i dåben og vi svarer Ja – selvom man sikkert også har mange forbehold og tvivl og ubesvarede spørgsmål om Gud.

De fleste menneske kan faktisk bedst lige at sige, at de ikke er så meget troende – men alligevel lidt troende. Men hvorfor så alligevel det rungende JA ved dåben? Det er fordi, der er en, der rækker ud og kalder på os. Dåben er et hjerte, der svarer på et andet hjerte.

Trosbekendelsens spørgsmål er ord, der er formet af troende mennesker engang – og de lyder meget formelagtige. Men bag ordene lyder Guds stemme. Tror du på det, og det og det? Sådan lyder det, når vi svarer JA på trosbekendelsens ord. Og det er altså ikke en eksamen i tro – man skal huske, at der er et hjerte bag. Vi aflægger ikke ED ved døbefonten eller når vi sammen siger trosbekendelsen i gudstjenesten. Vi svarer på en kalden. Vi tager imod en, der rækker ud efter os.

Og så får vi en opgave. At blive døbt er også at få en opgave. Ligesom Jesus giver Peter en opgave.

Vogt mine får! Det er opgaven. Pas på mine får. Vær i mit sted, Peter – pas på hinanden. Pas på mine brødre og søstre. I skal passe på hinanden i Guds sted.

Pas på hinanden. Det er opgaven. Og det er en tillidserklæring. Uanset hvor bange, vi kan være, som Peter den nat han svigtede sin ven. Uanset hvor svage vi kan være i vores kærlighed, både til Gud og til hinanden – så er der altid noget vi kan tage fat på, som er meget vigtigere, end at vi ikke altid slår til.

Vi er jo kun mennesker alle sammen og vores kærlighedserklæringer og trosløfter er udfordrede og skrøbelige. Det gælder alle steder, hvor vi siger Ja – til Gud og til hinanden.

Men så skal vi kalde på hinanden. Elsker du mig? Vi skal række ud. Og svare – igen og igen. Vi bliver kaldt på her i kirken, og lige nu, når vi er her, er det ikke så svært at sige Ja. Når vi beder og synger og knæler.

Først når vi kommer ud herfra, er det sværere at stå ved det. Men den lille scene mellem Jesus og Peter, vi er vidne til i dag, forløser vores tvivl om, hvorvidt vi så overhovedet kan kalde os troende.

Selvfølgelig kan vi det. Gud ved godt, at vores JA er et skrøbeligt, tøvende Ja. Et ”broken halleluja”. Men Gud spørger alligevel og rækker ud efter os igen og igen. For der er en opgave! Og den opgave er meget vigtigere end hvor faste vi er i troen.

Og måske er tro i virkeligheden at vi glemmer alle overvejelser om, hvor meget eller hvor lidt vi tror, og så bare gå igang. Der er et guddommeligt liv, der skal leves. Der er mennesker, der behøver os. Der er en verden, der venter. Der er så meget brug for kærlighed i verden, at den ikke kan vente på, du bliver helt klar. Så gå da frit, enhver til sit og stole på Guds nåde.

Vær en hyrde.

Amen.

---

Eva Holmegaard Larsen
Nødebo-Gadevang Pastorat
ehl@km.dk