Dem vi møder | Kristi Himmelfartsdag | 14. maj 2026 | Luk 24,46-53 | Lasse Rødsgaard Lauesen |

Vi lever af møder.
Det er ikke bare noget, vi oplever en gang imellem. Det er selve måden, livet er på. “Livet er det, der sker for dig, mens du er optaget af at lægge andre planer.” Og når man ser tilbage på et liv, er det sjældent planerne, man husker først. Det er det, der skete mellem mennesker. Et blik, en samtale, et fællesskab, der opstod og som viste sig at blive afgørende. Nogle møder strejfer os og forsvinder igen. Andre sætter sig fast. Og bagefter kan man ikke helt forklare, hvorfor netop dét menneske, netop dét øjeblik, fik betydning. Måske er det netop det, vi må kalde underfuldt.

Men hvert møde bærer også noget andet i sig: afskeden. Ikke som noget, der først kommer til sidst, men som en del af det at blive knyttet til et andet menneske. Jo dybere mødet er, desto mere sårbart bliver vi også. Mødet rummer både afsked og frihed. Hvis vi altid var sammen, ville vi aldrig mødes og måske ville vi miste det mest dyrebare. For det er netop i adskillelsen, at længslen og forventningen opstår, og mødet får sin vægt. Det er også sådan disciplene lever med Jesus. De møder ham, følger ham og må igen og igen erfare, at han ikke kan fastholdes. Ikke i livet. Ikke i døden. Og nu heller ikke i himmelfarten.

Vi lever af møder.
Og derfor lever vi også med afsked. Jesus skilles fra sine disciple, og de kan ikke længere se ham. Men netop dér løfter han sine hænder og velsigner dem. Det ligner et farvel, men er det ikke. For velsignelsen er ikke et punktum, men en anden måde at møde dem på. Ikke et greb om det, der forsvinder, men en måde at bære det videre på. Det er den opstandne Kristus, der handler. Han er ikke bundet til ét sted, én tid eller én skikkelse. Derfor kan han være nærværende på en ny måde. Verden er den samme og alligevel ikke. For noget er blevet lagt ind i den.

At vi lever af møder bære også fortællingen om den lille prins. Den lille prins møder en ræv der siger, at den må “tæmmes” ikke for at blive gjort ufri, men for at blive betydningsfuld. Når det sker, bliver verden ikke længere udskiftelig. Noget bliver enestående. Men ræven ved også, hvad det koster. For det, der bliver betydningsfuldt, kan også mistes. Og alligevel siger den ja. “Man ser kun rigtigt med hjertet,” siger den. “Det væsentlige er usynligt for øjet.”

Og da de skilles: Når du ser en hvedemark, vil du tænke på mig. Hveden er den samme og alligevel ikke. For nu bærer den et nærvær, der var og er. Sådan er det også med disciplene. De må slippe Jesus. Og alligevel bliver han hos dem ikke som synligt nærvær, men som noget, der er lagt ind i dem: ord, de har hørt, en måde, at blive mødt på, et liv de har delt.

Vi lever af møder.
Og vi lever af den erfaring, at det, vi mister, ikke altid er væk. Det kan forvandles til nærvær på en anden måde. Derfor er Kristi himmelfart ikke et fravær, men en anden form for nærhed. Jesus er ikke borte, men lever og virker ikke længere begrænset af det synlige, men vendt mod os i velsignelsen. Og det er dér, han møder os også i dag.

For hvad er en velsignelse egentlig?

Vi bruger ordet ofte i kirken. Vi siger: ‘Gud velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred. Vi afslutter gudstjenesten med velsignelsen og tegner korsets tegn. Men hvad er det, der sker? En velsignelse er ikke et fromt ønske eller en pæn afslutning. Det er Guds handling med mennesket. Og her møder Gud os hver især hver søndag. Ordet “velsigne” betyder “at sige godt om”, men i Bibelen er det mere end ord. Når Gud velsigner, skaber Gud liv, åbner veje, bærer, beskytter og giver retning. Det er Guds måde at sige: Du er ikke overladt til dig selv. Jeg er med dig også når du går herfra.

Gud vender sit ansigt mod dig. Ikke væk. Ikke skjult. Men i nærvær. Og kulminationen er fred – shalom: helhed, sammenhæng, liv der hænger sammen. I sin dybeste betydning er shalom netop dette: at alt er, som det skal være. At relationer er hele, at livet er forbundet, og at mennesket står i den rette forbindelse til Gud, til andre og til sig selv. Derfor er shalom ikke blot en tilstand, men også en bevægelse. En genoprettelse, hvor det brudte føres tilbage i sammenhæng, og hvor det skæve ikke bare rettes, men forvandles til noget frugtbart, så livet igen kan leves i en ny og hel helhed. Derfor går disciplene går ikke derfra i tomhed, men i glæde.

Vi lever af møder.
Også når vi ikke længere kan fastholde det, vi har mødt. For en velsignelse er ikke et fromt ønske, men Guds handling: et løfte om, at Gud ikke slipper os, når vi slipper hinanden. Når vi går fra kirken, går med Gud velsignelse i ryggen, at verden er på vej til at blive som den skal være og derfor har vi mod til at møde den verden der er der ude i virkeligheden.  Verden er den samme og alligevel ikke. For noget er blevet lagt ind i den. Og noget er blevet lagt ind i os. Velsignelse er Guds måde, at give slip på os uden at slippe os. Gud forsvinder ikke, men bliver nærvær som velsignelse og derfor bliver tab ikke endeligt, men forvandlet.

Vi lever af at blive mødt.

Amen.

Lasse Rødsgaard Lauesen
Paarup Kirke, Odense
lrl@km.dk