Vi mangler ikke Gudsbeviser, men Gudserfaringer! | pinsedag | 24. Maj 2026 | Joh 14,15–21 | Anna Jensen |

Vi mangler ikke Gudsbeviser, men Gudserfaringer!

Det var ”meant to be”. Sådan beskrev en kommende brud for mig sit møde med sin mand. De havde begge flere forliste forhold bag sig, men en dag stod han der, der var et særligt lys omkring ham, og hun vidste, at det var ham. Der var mange forhindringer i vejen, de boede i hver sin ende af landet, han havde børn fra et tidligere forhold, men alt det til trods; de hørte sammen. Det følte hun og det mærkede hun, og det blev kun tydeligere gennem årerne. Gud havde grebet ind i hendes liv og ført dem sammen til velsignelse for dem og de mennesker de havde i deres liv.

Pinsedag modtog disciplene Helligånden. Et himmelsk sus gik igennem huset og bragte liv og bevægelse med sig. Disciplene fór op og ud, deres hjerter flød over. De delte det store de havde oplevet med de tilfældige mennesker som de mødte i Jerusalem. Så levende og begejstret fortalte de om Jesus, om hans liv, hans død og opstandelse, at næsten 3000 mennesker blev døbt den dag. Disciplene have erfaret, at Gud greb ind i deres liv.

Med tiden er der blevet stillet spørgsmål ved om Biblen er troværdig. Findes der overhoved en gud? Flere teologer har beskæftiget sig med tanken om Guds eksistens. Ærkebiskoppen af Canterbury, Anselm, kom i 1000-tallet frem til at, hvis Gud defineres som det, hvor intet større kan tænkes, så må Gud eksistere, for det at eksistere i virkeligheden er større end at eksistere i tanken. I 1990’erne blev det en udbredt tanke blandt teologer at Gud må eksistere som ophavsmanden bag vores forunderlige verden. Som modfortælling til Darwins evolutions teori voksede tanken om, at der må være en intelligent designer som har udtænkt verden med alt dens kompleksitet fra himmelrummets uendelighed til de mindste celler. Sådanne ”beviser” skal tjene som forklaringer på hvordan vi får plads til Guds eksistens i vores oplyste verden. I dag bekræfter vi gerne hinanden i at ”Der findes mere mellem himmel og jord end vi lige ser!” Dermed giver moderne mennesker plads til det åndelige, for vi erkender at det spirituelle er en del af den menneskelige eksistens.

Hvis kristendommen skal have en relevans for os i dag, så er det ikke nok at forklare Guds eksistens, at levne ham en plads, nej, vi vil mærke det åndelige, vi vil erfare det guddommelige. Vi mangler ikke Guds beviser, men Guds erfaringer.

Den danske Folkekirke anklages af nogle for at være blodfattig, at mangle ånd, for kirken er ikke kendt for karismatiske præster eller helbredelser. Men tag ikke fejl, Helligånden er her i kirken. Helligånden kan også være stilfærdig, den gør ikke et væsen af sig, søger ikke sit eget. Mange mennesker kommer i løbet af året -og livet, netop til kirkens rum, for her erfarer vi Ånden. Den hvisker under hvælvingerne i kirkerummet, og mellem murerne. Den er i ordene i alterbogen og bønnerne, den er i vejrtrækningen når vi trækker vejret i takt for at synge en salme, den er i brødet og vinen, og i vandet i dåbsfadet. Ånden kan ikke ses, den gør sig ikke på familiebilleder, alligevel bliver vi berørte, når vi fornemmer glimtet af evighed bag ordene og tegnene.

Guds Ånd kan virke i det stille, så den næsten ikke ænses. Tænk bare på jeres eget liv, hvornår er I blevet grebet og båret af Ånden? Måske har det været stort og vildt, måske har det været næsten umærkeligt, så vi først efterfølgende blev opmærksomme på Åndens indgriben?

I Folkekirken prædikes der altid over ét af de fire evangelier, men hvis vi vil læse om pinseunderet, så må vi gå til Apostlenes Gerninger, hvor vi finder den malende beskrivelse. Det er næsten som om vi er til stede på pladsen i Jerusalem, når en lyd som af et kraftigt vindstød lyder, og tunger som af ild viser sig og fordeler sig på disciplene. På en måde kan man sige at pinsen intet nyt føjer til evangeliet. Fortællingen om Jesus Kristus er færdiggjort i evangelierne, men pinseunderet belyser evangeliet, så fortællingen om Jesus ikke kun er et sødt eventyr, men en virkelighed, som også angår os.

Ånden er allerede til stede også i evangelierne. Skærtorsdag aften forberedte Jesus sine disciple på sin bortgang og det som skulle komme. ”Jeg vil bede faderen,” sagde han, ” og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid.” En talsmand taler på vegne af en anden. Helligånden vil tale til disciplene og os på vegne af Jesus, den vil bo i vores hjerter og vil guide og retlede os. Helligånden, Jesu talsmand, bærer vi altid med os. Denne ånd kaldes også Sandhedens Ånd. Vores liv skal ses i lyset af Sandhedens Ånd, skønt verden ikke ser og kender Ånden, så kender vi den, for vi har fået den givet i vores dåb.

Vi mangler ikke Guds beviser, men Guds erfaringer. Ånden bor i vores hjerter, og alligevel sker det at vi har svært ved at se og erkende at Ånden handler i vores liv. Vi værdsætter vores uafhængighed, vi tager selv æren for de gode der sker i vores liv, men når det modsatte sker, så undskylder og bortforklare vi det onde og dårlige. For hvis jeg bliver syg, er det så fordi jeg ikke er i god nok form? Eller hvis min partner forlader mig, er det så fordi jeg ikke elsk-værdig nok? Eller hvis jeg mister mit arbejde, er det så fordi jeg dygtig nok? Tanken om gerningsretfærdighed er urovækkende, for kan vi egentligt frelse os fra os selv?

Jeg er overbevist om, at Gud er til stede i vores liv. Vi mennesker er heldigvis ikke overladt til os selv, og vores egen utilstrækkelighed. Evangeliet om Jesus viser at Gud sendte sin søn til os, for at vi ikke skulle være overladt til os selv, men fordi han vil os det godt. Han bærer over, han tilgiver os, når vi ikke lykkes, han elsker os, også når vi ikke er elskværdige.

Helligånden bor i vores hjerter, men det er ikke altid vi lytter tilden. Jeg tror på det man kan kalde ”Åndens indskydelse.” Nogle gange får man en indskydelse, ofte ved man ikke hvorfra den kommer, men jeg tror, at hvis man mærker en indskydelse, så skal man handle efter den. For det kan være Ånden der hvisker til os, at der er brug for vores kræfter et sted. Jeg tror at Ånden guider mig igennem livet. Nogle gange falder lyset og fanger min opmærksom på et menneske, som jeg skal have noget at gøre med. Det kan være et menneske som har brug for mine kræfter, men det kan også være omvendt, at jeg har brug for hjælp. Det kan være en samtale som er berigende for os begge. Det kan være en situation, en konflikt, som jeg ikke ved hvordan jeg skal håndtere, det kan være en livssituation hvor jeg står rådvild og ikke kender vejen frem. Efterhånden som jeg er blevet ældre, ser jeg mere klart hvordan Helligånden gang på gang har grebet ind i mit liv. Oftest ikke med tordenbrag og ildtunger, men med en diskret bevægelse, en drøm, et lys, en indskydelse.

Nogen vil sige det er pjat. Ingen kan bevise det, men jeg tror at det er Ånden der holder kristendommen levende. Evangeliet er ikke en moralsk fortælling fra gamle dage om at vi skal være gode ved hinanden, nej Helligånden forkynder gennem Biblens ord, at Gud er vores far, at vi er hans allerede, altid, elskede børn, at han holder os fast hos sig. I Pinsen modtog disciplene Helligånden. Ånden puster liv og fornyer de gamle ord, så Jesus også i dag, er lyslevende iblandt os. Glædelig Pinse!

Amen.

Anna Jensen
Thomas Kingos Kirke, Odense
ansj@km.dk