Han, som tæller hvert et hårstrå | 7. søndag efter Trinitats | 19. juli 2026 | Matt 10,24–31 | Anne-Marie Nybo Mehlsen

Han, som tæller hvert et hårstrå….

Bilferie! Den bedste udgave er den, hvor alle er glade; ser, taler og ler, holder pauser og når frem til ikke altid planlagte, men dog dejlige, mål og steder, vi ikke anede fandtes.

Den værste version er dem, hvor køerne ingen ende tager, det er alt for varmt og man aldrig når alt det planlagte, alle er kortluntede og utilfredse, og selv pauserne er anstrengende.

Kun en tåbe frygter ikke bilferien…På mere end én af slagsen har jeg stået ved en grøftekant eller på en rasteplads og kigget på en fugl i en busk, en spurv, der ledte efter tabte krummer, eller på en kvie på marken og ønsket mig at være som dem: Lige her, lige nu, tilsyneladende ganske ubekymrede. Skønt, hvem ved, hvad en spurv eller en ko har at bekymre sig om?

Glem alt om din sommerkrimi, her er meget mere end gys og kriller i maven, – her er reel frygt og angst, og Jesus lyder truende i sin formaning til disciplene. Sidder du yderst på kirkebænken, og dukker nakken, er det forståeligt.

Frygt ikke! Frygt ikke for dem, der bedømmer, fordømmer og kalder jer med grimme skældsord; de kan ikke røre din sjæl! Ordene indgyder os måske mod midt i al verdens uro og skældsord, krigslarm og krigstrusler. Hvem frygter ikke for at høre dagens nyheder?

Men så falder næste sætning: Frygt for ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede!

Bare at lytte til ordene er som at sidde i en steghed bil i endeløs kø uden udsigt til feriemål eller en virkelig pause. Det hjælper kun lidt at vide, at dét, vi hører som en tilstand, i Jesu sprogbrug er et kendt sted udenfor Jerusalem: Gehenna, Hinnoms dal. Det sted var i sig selv en gyser, som taget ud af en Stephen King roman. I den dal fortælles det i det Gamle Testamente, at der blev ofret børn til afguden Molok, noget Gud Herren kraftigt tog afstand fra. På Jesu tid var dalen en slags forbrændingsanstalt, hvor alt urent blev forbrændt. Bålene brændte døgnet rundt, – deraf tanken om den evige ild. Middelalderens Inferno hører langt senere tider og fantasier til.

Det hjælper lidt, men Jesus taler stadig om Gud, som den, der kan lade både legeme og sjæl gå fortabt…og om frygt og Gud i samme åndedrag. Tro mig, at prædike i dag er lige så stegende hedt som i en kø på bilferien…

… lige indtil Jesus løfter vores blik, og lærkens triller kan høres over marken.

Du kender det selv: Nogle mennesker lytter bare ikke efter. De hører kun det, de selv tænker. De bedømmer efter egen målestok, og at se andet end det, de vil se, synes en umulighed. Internettets trolde er et nærliggende eksempel: de skælder ud og hader, uanset hvad og hvem. De hader for hadets skyld alene.

Jesus er lige blevet kaldt for Satan selv af nogle skriftkloge mennesker, farisæere. Ikke fordi Jesus gør nogen noget ondt, men tværtimod, fordi han helbreder og gør godt. Han er en troldmand, en dæmon, i pagt med Djævelen selv, siger farisæerne, og vil gerne stene Jesus på stedet eller drive ham i en afgrund.

Jesus henvender sig til sine disciple og siger, at de må forvente, at det samme kan ske for dem, som nu sker for ham: At blive lagt for had for at gøre det gode og drive det onde ud. At blive kaldt skældsord, bliver anklaget og dømt, at blive forfulgt og være på flugt. Dét er, hvad disciplene kan forvente…

….Er I her stadig? Så er det nu, I kan løfte blikket og se til himlens jublende lærker og mursejlerne. Det kommer an på øjnene, der ser; på ørerne, der hører.

Der er nok at frygte, udsatte for magter, internettets trolde og tyranner, som vi er. Der er grund til at stole på Gud, der holder spurvene i sine hænder; har omsorg for lærke, svale og musvit. Der er – ifølge Jesus – en grundforsikring om, at Gud ikke lader os fortabe, og at han ikke spilder menneskeliv, eller liv i det hele taget. Gud tæller både vores hovedhår og vores tårer, ja han gemmer dem i lædersæk, skriver dem op i sin bog (Salme 56); for at samle det tabte, det spildte, det ødelagte. Gud er med spurven, også når den falder til jorden og dør; Gud er hos alt sit skabte, sine skabninger i liv og i død, i alt de går igennem. Gud er hos mennesker, når de bliver forbandet, fordømt og slået ihjel af andre menneskers had og magtbegær. Gud er også hos dem, der raser, fordømmer og slår andre ihjel. Det er her, vores forestillinger om Gud kommer til kort, og det er her, vores ide om, at det skal gå retfærdigt til, bliver strøget af tavlen med almægtig finger. Vil du være i Guds hånd som en spurv? Så må du leve med, at det ikke er din retfærdighed, men Guds Rige, der er målet. Gud er en Gud, der samler og heler. Derfor bliver Jesus vred, ja rasende, når mennesker fortæller løgn om Gud, bagtaler Gud, bruger Gud som våben imod mennesker, som magtmiddel. De får igen af samme mønt – provokerende bliver de udfordret og prøvet på egen Gudsforestilling. Hvem vil du møde i de yderste grænseegne af liv og eksistens?

Disciplene og vi er sendt ud for at gøre fortælle og bevidne Gud som spurves og menneskebørnenes kærlige Fader, tilgivelsens nådige og forandrende Gud, der forventer, at vi heler, hvor vi kan, og velsigner, hvor vi er.

Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve!

Gud i vold!

Anne-Marie Nybo Mehlsen
Maribo Domkirke
amnm@km.dk