Prædiken til 12. søndag efter Trinitatis
23. august 2026
Matt 12,31-42

af Christiane Gammeltoft-Hansen

At komme til verden

Ånden er det omfattende. Den favner alt og er i alt. Ånden er begyndelse både i vid forstand og i det helt nære. Ryst søvnen af dig, siger den, når vi slår øjnene op. Se lyset der lander på verdens kyst. Se nåden der flyder ned i din morgenmadsskål. Hør et ”god morgen”. Gengæld det med ord med hvilke du også ønsker den anden en god dag. Sådan kan Ånden give sig tilkende morgen efter morgen i et helt almindeligt liv.

Apostlen Jakob har ikke meget tiltro til vores evner i respondere på Åndens kald. Tungen kan ikke tæmmes, siger han. Den er hele tiden i gang med at sprede ondskab. En lille muskel med sit eget lumske liv. Intet ”god morgen” fra den kant. Men Ånden er nådig. Den ser mildere på menneskets mulighed. Det også vores mulighed for at sige fornuftige og smukke ting. Ånden er i alt. Det betyder, at den også er i os. Det giver håb om, at alt hvad der forlader vores mund ikke er behæftet med fejl og mangler, men at vi også kan sige noget der er oprigtigt, venligt, ordentligt, kærligt. At Ånden kan hjælpe til med det.

Der er dem, der siger, at Ånden har sine foretrukne kanaler. Når vi synger en salme eller hører et digt, der i koncentreret form er som at få evangeliet foræret igen, kan man godt være tilbøjelig til at give dem ret. At det sprog der på en gang både kan tale præcist og omfattende får mere af det egentlige med. At vi må lytte efter, når poeterne taler og rammer en nerve, hvor Ånden synes at klinge med.

Findes der smukkere udtryk på jord

At komme til verden – skriver en digter.

At komme til verden

Der findes andre smukke udtryk – siger han videre

At elske

At være lykkelig

At gøre lykkelig

At glæde sig ved livet

Men hvad var de værd

hvis man ikke kom til verden

Ikke blev bragt til verden

Sat i verden

eller på anden måde tvunget ind i noget

men kom slentrende ude fra rummet

havde masser af tid

og ikke noget særlig andet at lave

og fik øje på verden

og tænkte

Aha

Der er noget dér

der kunne jeg tænke mig at slå mig ned

og se dagens lys

Hvilken tillid der ligger i de par ord

At komme til verden

Det er alt

hvad det drejer sig om.

Det er at tage digtet til indtægt for mere, end det beder om. At lægge digteren Benny Andersen ord i munden. Men jeg vover det alligevel. ”At komme til verden” – det klinger af en ankomst til Åndens rige.

Jo tungen er en svigefuld muskel. Den kan finde på at sige så mange ting. Og tit ville vi ønske, at den var holdt inde, før den var gået i gang. Og meget bedre er det ikke med øjnene, der sidder lige oppe over den. De kan finde på at læse selv evangeliet som fanden selv. Men med Åndens mellemkomst kan øjnene udvikle et dobbeltsyn, hvor de kan se dybere og klarere. Se en verden, man er kommet til, bragt til, født ind i. Ikke en valgt verden, men en verden der er givet. Og med Åndens mellemkomst kan øjnene også ind imellem blive milde. Indimellem kan andre endda blive smukke i lyset af deres kærlige blik. Og på samme måde med tungen. Med Åndens mellemkomst kan den pludselig blive til det fineste instrument for fortællinger om tilsynekomster af Guds rige.

Gad vide om man kan synde mod det omfattende? Kan man synde mod det, man ikke kan komme på afstand af, det der er forbundet med en selv? Kan man synde mod det, som man bekender og bekræfter ved sin blotte eksistens? Matthæus vil sige, at det er en synd bare at tænke tanken. Synden mod Ånden er en realitet, siger han. Det er den største synd af dem alle. Og han former tungen og smælder ”Øgleyngel” efter alle syndere. Har man et digt hængende i øregangene om det at komme til verden, falder Matthæus’ ord abrupt. Men Matthæus selv har taget tilløb. Hans tunges piskeslag er ikke et pludseligt indfald. Han har netop lige inden i sit evangelium fortalt om en helbredelse. En mand der hverken kan se eller tale, får synet og stemmen tilbage. Det er et under, en glæde ved Guds mellemkomst, men de tilstedeværende kan ikke se det. Det er som om, at samtidig med at én kommer til at se, sker der det omvendte med dem, der er vidner til det. De bliver blinde, mister evnen til at se dybere og forstå mere. De er vidner til det generøse, nådefulde, gådefulde. Vidner til det gode. Men de ser ingenting. Eller rettere de ser det modsatte. Et menneske bliver helbredt, og selvfølgelig er det ikke til at begribe. Men i stedet for at vække en nysgerrighed, måske endda taknemmelighed, lægger de armene over kors og kniber øjnene mistroisk sammen. Hvad er det for en besynderlig modstand mod det gode, der kan indfinde sig i mennesket? Hvad er det, der får os til at nedskrive livet, stille os mistroiske overfor glæden, i stedet for at gribe den? En mand bliver helbredt, men i samme øjeblik er det som om vidnerne kollektivt får betændelse på synsnerven. De bliver som mavesure anmeldere, der leder efter fejl i syntaksen og metaforerne og slet skjult fryder sig, når de kan slå ned med deres kritik. En lille djævelsk lyst til at være giftig, prikke hul på glæden og se luften sive ud af den.

Synden mod Ånden, er den største af alle synder, siger Matthæus. Der er fortabelse i den. Det er sandt. Hvis du lukker for lyset, bliver der mørkt. Konsekvensen af synden mod Ånden, siger Matthæus, er gennemgribende. Den betyder, at du ikke længere hører til. Der er ikke tale om et både/og, det er enten/eller for Matthæus. Enten er du ankommet eller også er du ikke. Enten bruger du Åndens dobbeltsyn til at se den andens værdi og verdens værdi eller også gør du ikke, og hvis du lukker øjnene, lukker Gud sig så også for dig. Men spørgsmålet som Ånden selv efterlader i os er, om det er muligt at leve på afstand af det omfattende. Ja, vi kan lukke øjnene og leve i blindhed og mørke. Men kan vi trække os ud af Åndens rige. Hvis Ånden forbinder sig med alt og er i alt, hvad skulle vi da trække os tilbage til? Det er ikke os, der sørger for vores ankomst til verden. Vi er bragt til den.

Vi kan tale om affortryllelse, og at det gode og skønne er ingenting, at troen er for naive, uvidende sjæle, der ikke har forstand til at tænke anderledes. Vi kan pakke håbet ned, tage glæden fra andre og glæden fra os selv, kaste jord på det der er givet og lade tungen sige de forfærdeligste ting. Men Ånden blæser hvorhen den vil, blæser døre og vinduer op, så lyset vælter ind. Og den er ikke stum, den vækker os og siger begynd igen. Rejs dig og vend dig mod det du er bragt til. Og Ånden tilfører verden ord, som vi ikke kan sige os selv. Ord som fx du er tilgivet, du er at elske.

Vores erfaring vidner om, at der er fortabelse i de korslagte arme og det overfladiske blik. Vi ved kun alt for godt, hvad det gør ved os selv og dem vi udsætter for det. Og vi ved, at vi ikke kan løbe fra ansvaret. Men nåden er, at vi heller ikke kan løbe fra Ånden. Den er konstansen i vores liv, selve det inderste livgivende princip.

Vi kan ikke falde ud af Åndens sfære, det er den for omfattende til.

I Åndens rige, lander lyset hver morgen på verdens kyst.

Og hver morgen lader den os vågne op til det.

Amen.

Uddrag fra digtet ”Alt” fra digtsamlingen ”Himmelspræt eller kunsten at komme til verden”, Benny Andersen, 1979, Gyldendal.

Christiane Gammeltoft-Hansen

Lindevang Kirke, Frederiksberg

cgh@km.dk