Prædiken til 14. søndag efter Trinitatis (høstgudstjeneste)
6. september 2026
Joh 5,1-15
af Rasmus Nøjgaard

Forvandling af hverdagen

Sidste år besøgte jeg Israel og boede i Jerusalem, og jeg lagde da også vejen forbi Betesda Dam, som vi hører om i evangeliet. Eller rettere, det som vi tror kan være stedet hvor Jesus helbredte den syge mand. I udgravningerne er der fundet flere brønde, og de fleste levn er fra århundrederne efter og ligger i dag 12m under jorden under 2000års kulturlag. Jeg boede lige uden for Damaskusporten, en af flere indgange gennem bymuren til den gamle bydel, der sitrer af spændinger, magi og hokus pokus. Den gamle bydel er opdelt i jødiske, kristne og muslimske kvarterer, og fremfor alt af konservative og ortodokse indenfor hver af religionerne. Det bygger en vis spænding op, da de hver især påberåber sig at være den retmæssige arvtager. Jeg var der sidst for mere end 20 år siden, også dengang var det utrygt at være i byen med tungt bevæbnet politi overalt. Alt andet lige var der denne gang rimeligt fredeligt, formentlig fordi staten Israel bogstaveligt talt har lagt en jernring omkring byen. Herinde kan du gå på Via Dolorosa, besøge Tempelpladsen og den vanvittigt smukke Klippemoske, og alle de andre pilgrimssteder. Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvad det er for en religiøsitet, der skaber sådan en spænding? Min første tanke fanger fortællingen om Betesda Dam, hvor Jesus på en måde afviser det mirakuløse, som det vi selv kan udvirke ved egen kraft. Han henviser os til det virkelige mirakel, der er lige her midt i livet, når vi forsoner os med vores betingelser, afviser dommen og i stedet tilgiver hinanden ud af kærlighed, og således lærer at leve med hver vores historie. Det er det jeg hører, når Jesus siger: Tag din båre og gå.

Troen på Gud er en sammensat størrelse. Den rummer både det abstrakte, at Gud er, at der er en Gud der har tillid og kærlighed til os som Guds børn, og så det konkrete, at Gud viste os sin vilje i sin søn, Kristus Jesus: Den korsfæstede, der led og døde for at sone vores skyld, og først og fremmest forsone sig med os. Den tilgivelse sætter os fri til at leve, dvs. at vi kan leve uden at lade os tynge af alle vores egne og alle andres fejltrin. Vi kan leve frimodigt. Vi tilgives. Vi lærer at tilgive andre. Måske er det den største udfordring i vores liv i dag ikke konstant at forarges og selv vælge at fælde dom over et andet menneskets liv. For det binder os selv som dommer og retfærdighedens vogter, og lader ikke meget tilbage af Jesu ord om tilgivelse og vilje til forsoning. Vi ved, hvad Gud vil med os, fordi han afslørede sin vilje i mennesket Jesus, Guds søn.

Troen på Gud er sammensat, fordi det først og fremmest bygger på en tillid til, at Gud taler direkte til os og møder os hver især. Betingelsen for troen er at Gud elsker sin skabning, ligesom en mor elsker sit barn. Ubetinget kærlighed, trods brud, oprør og tavshed. Bagom det hele hviler vi i kærligheden. Det er også dåbens mirakel, at Gud tager imod os som vi er, og for tid og evig forbinder sig med os, så vi er ét i Ham. Det kan ikke forstås med forstanden, men må gribes i ånd. Det er et mysterium.

Det mirakuløse er tilsvarende en sammensat størrelse, for selvfølgelig sker der mirakler. Det vidner bierne, blomsterne og børnene os om. Hele verden og den virkelighed vi omgiver os med, er så rig på farver og forvandlinger, på følelser og udtryk, på grundstof og fantasifuldhed at hver dag er sit eget mirakel. Samtidig er forfaldet og døden også en del af horisonten, og vi ved at der er en tid til at leve og en tid til at dø. Det mirakuløse er evigheden, Guds væren, der på uforklarlig vis rummer både livet og døden, og i døden forvandler livet til en ny virkelighed, Himmeriget, siger vi, i mangel af mere afslørende ord.

Fortællingerne om Jesus har en særlig funktion: De skal bringe mennesker i tvivl: Skal jeg fælde min dom og lægge et liv øde, eller skal jeg vove næstekærligheden og forsøge forsoningens vej? Inden jeg har afgjort mig for dommen, bliver jeg i evangeliets lys en tvivler, der aner forsoningens mulighed. Som åbner sig for forvandlingen.

Fortællingen om den spedalske ved Betesda Dam er af mange gode grunde er arketypisk fortælling, fordi den rummer troens dobbelthed. Først det overnaturlige og magiske øjeblik, hvor en engel pludseligt pisker dammen op og skaber et kaos i kampen om først at nå i vandet, for kun den første helbredes. Jesus vender dammen ryggen, han afviser overtroen og forventningen om, at alt godt må komme udefra. Han henvender sig til den syge, der synes at have ligget der i årevis uden chance for at blive den første – og hvem har i øvrigt også det?! Vi er nogle der aldrig kommer først. Jesus ignorerer dette overnaturlige spektakel, og henvender sig i stedet direkte til manden, og spørger ham: Vil du være rask? Og endnu inden manden får svaret et JA, så helbreder Jesus ham. Uden at gøre et nummer ud af det, ingen engel og oppisket pool. Og manden sendes ud i livet, som han altså har været afskåret så længe fra, med de enkle ord: Tag din båre og gå. Hans gamle liv, symboliseret ved båren, skal han tage med sig, og finde sine ben at stå på i det liv, der venter ham, men med hele sin historie, ikke uden sit gamle liv. Det er et nyt forvandlet liv, og samtidigt er det en ny mulighed for at genvinde det gamle liv på trods af sorg og smerte.

Fortællingen er en klassiker. Fordi den afviser det altomkalfatrende mirakel som et bedrag. Det sande mirakel er det, der forvandler vores liv lige her midt i blandt os, når Jesus’ ord når vores hjerter og får os til at tvivle, endnu inden vi har ødelagt et andet menneskes liv. Måske formår vi selv en dag at række hånden ud og sige de befriende ord:

Tag din båre og gå.

Vi har ikke glemt sorgen og smerten, og alt det der er sket imellem os, men vi er kommet videre og har forsonet os med virkeligheden. Vi forsoner os med vores historie, dem vi har mistet, dem vi har sagt farvel til, dem vi har forladt, og dem vi fortsat skal leve sammen med. Ikke i blind godhed, men i en kærlighed der ikke alene rejser os selv og skaber ordentlighed, stolthed og styrke, men som også sætter andre fri og bliver det ord, der forløser dem midt i deres blindhed og ubevægelighed. Måske det ligefrem er at forsone sig med Gud, når vi hører og adlyder:

Tag din båre og gå!

Amen.

—

Rasmus Nøjgaard
Skt. Jakobs Kirke, København
rn@km.dk