Prædiken 16.søndag efter Trinitatis | 20. september 2026 | Joh 11,19-45 | af Rasmus Nøjgaard

Lille påske

Bibelen er fyldt med fantasifulde myter, legender og stærke episke fortællinger. Det er stærke fortællinger som virker. De skal høres, og glæde os, opmuntre os, indgyde os mod, og så skal de forurolige os, sætte os i bevægelse, bringe os ud af komfortzonen. Kun sådan kan de bevæge os. Vi genkender Martha og Marias fortvivlelse over deres bror, Lazarus‘ død fra vores egne liv, ligesom Jesus selv bryder sammen tårekvalt. Vi kender deres fortvivlelse, søstrenes dybe sorg over tabet af deres bror, og Jesus‘ forfærdelse over sin vens pludselige død og Martha og Marias ulykke. Døden er ubegribelig. Man vågner op og tror det er en ond drøm, men så kommer virkeligheden tilbage som en hammer, der slår os omkuld. Eller som en dyne der pakker sig om os og lukker lyset ude og gør os følelsesforladte, kolde. Sorg er aldrig én følelse. Sorgen og fortvivlelsen har mange ansigter. Sorg og fortvivlelse er ikke noget vi selv vælger.

Historien er ikke en fortælling om levende døde, selv om et liv i en udødelig mellemverden måske er det mest uhyggelige, vi kan forestille os, og derfor også har givet grobund for en helt egen genre indenfor litteratur og film med vampyrer og dødegængere fra Dracula til Twilightsagaen om den unge smukke Bella, der forvandles efter hendes død i barselsengen. Den moderne stræben efter evig ungdom og udødelighed rummer en angst for at miste sig selv og ikke være tilstrækkelig som den vi er, iblandet fascinationen af den gale videnskabsmand Frankenstein. Lazarus-historien er tilsvarende fascinerende i al sin detaljerede gru og tydelige forløsning.

Den rummer til gengæld meget mere end det.

Opvækkelsen af Lazarus vil fortælle os det samme som Jesu egen opstandelse. Det er Johannes‘ måde at varsle Jesu egen død og opstandelse på. Af samme grund kaldes denne søndag også den lille påske og er i kirkeåret placeret præcist et halvt år før påske. Fortællingen fungerer således både som et forvarsel om, hvad der skal komme, men endnu stærkere som en tydning af hvad opstandelsen i virkeligheden er, tydeligt sagt i Johannes‘ lille påskeevangelium: Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.

Det er underet i vores eget liv. Når vi kommer overens med vores egen skæbne, og tager livet på os. Når vi midt i sorgen pludseligt tager os selv i uforvarende at smile i erindringen af den vi elskede. Når vores krøllede liv pludselig glatter sig ud som et lagen i sommervinden. Lazarus bliver derved selve billedet på vores liv, og de vilkår vi lever under. Vi kan tage ophold i den mørke og stinkende grotte eller vi kan gå ud i lyset og luften, befri os af de snærende bånd og risikere igen at blive berørt af livet.

Eller sagt på en anden måde: Vi går ikke frivilligt ind i mørket, ulykken og selvudslettelsen er ikke noget vi selv vælger. Men der er én, der kalder på os udefra: Tag stenen væk. Kom ud! Det er dét, denne beretning handler om. Livet kalder på os udefra. Er vi inde i mørket, så er det ikke vores sted, det er dødens. Vores sted er livet. Livet er ikke et gravkammer, men dér hvor himlen åbner sig over os. Der hvor vi ikke er alene, men omgivet af natur, mennesker og kultur. Ligesom vi fødes ind i verden for at blive kendt, sådan skal vi ikke krybe tilbage i mørket. Sådan er dåben også en genfødsel, en insisteren på, at Kristus kalder os ud i verden for at dele glæder og ulykker. Vi loves ikke et let liv, men et sandt liv, dvs. et liv hvor vi mærker og tager vare på hinanden.

Vi skal høre stemmen, der hele tiden kalder os ud. Det er derfor Jesus i begyndelsen af vores historie i dag siger: Jeg er opstandelsen og livet. Den der tror på mig skal leve om end han dør. Og enhver som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Uden den indledning giver fortællingen ingen mening. Historien om Lazarus er møntet på os. Det er en invitation til os, der har forskanset os. Du skal leve, om end du dør. Måske er det svært at begribe rationelt. Men har du én gang oplevet at være bundet af mørket, knuget af sorgen og holdt fangen af rædslen, det som Søren Kierkegaard med ord fra netop denne fortælling kalder ‚Sygdom til døden‘, så kender du også betydningen af at blive befriet og kaldt tilbage til livet. Helbredt. Frelst. Sygdommen er fortvivlelse, og fortvivlelsen er en horisont uden lys og håb, når troen er allerlængst fjern. Lazarus, kom herud! — er Kristus‘ ord til os alle, når mørket har opslugt os. For vi har brug for råbet. Et omvendt nødråb, når vi selv har tabt forbindelsen til verden.

Det handler om noget fundamentalt: Vi skal afvise mørket og døden, så den ikke får magten over vores liv. Ligesom vi indleder Trosbekendelsen med at forsage Djævelen, alle hans gerningen og al hans væsen. Måske tager vi ikke forsagelsen så tungt, men mørket grænser altid op til lyset, døden til livet. Vi må vende os mod det livgivende lys for at lade mørket sprede sig, i religiøs forstand for at vende os mod den livgivende Gud. På samme måde som vandet i dåben ikke alene er billede på den livgivende Gud, men også på at vi skyller synden bort, dramatisk formuleret at vi drukner synden, for at skabe rum for at vi frimodigt kan tage del i livet, frie og modige.

Når mørket overmander os, lyder Kristus‘ råb til os: Kom ud! Vi er sjældent skyld i vores egen fortvivlelse, men vi skylder os selv at åbne hjertet for troen, og for håbet, ja — for livet. Kristus er selve personordet for livets ubegribelige mysterium. Som vi ikke skal forstå, men som vi kan have tillid til, når kaldet lyder til os. Kristus vil gå vejen med os ud i livet.

På altertavlen i Sankt Jakobs kirke i København står Pauluscitatet: Død hvor er din brod, Helvede hvor er din sejr (Kor. 15,55) under et af Danmarks største lærreder malet af sin tids største danske maler Carl Bloch (1877), hvor Kristus har væltet stenen fra graven, så den ligger som en gangbro inde fra mørket ud mod menigheden og nu er på vej ud imod os. Yderst på gravstenen ligger en af soldaternes terninger, der viser den umulige talkombination med 6 øverst, 3 og 1 på siden, måske malerens kommentar at den tre-enige Gud har slået en sekser og overvundet døden, eller måske snarere en henvisning til det andet påskeevangelium i Johannesevangeliet i kap. 3 v. 16:

For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Amen.

—

Rasmus Nøjgaard
Sognepræst ved Jakobs Kirke, København
rn@km.dk