Johannes 15,1-11

· by predigten · in 04) Johannes / John, 18. So. n. Trinitatis, Beitragende, Bibel, Current (int.), Dansk, Kapitel 15 / Chapter 15, Kasus, Neues Testament, Predigten / Sermons, Sofie Eriksen

Prædiken til 18. søndag efter Trinitatis | 4. okotber 2026 | Joh 15,1-11 | af Sofie Eriksen

Gennem liv og død til liv igen.

”Jeg ville ønske at alle kunne blive rige og berømte og få alt, hvad de nogen sinde har drømt om – og så forstå, at det ikke er svaret” – sådan er skuespilleren Jim Carrey citeret for at sige. Han beskriver den jagt på at blive til noget her i verden, som vi alle kender; vi vil blive til noget særligt. Vi vil vokse os store og stærke, erobre, vinde territorier, status eller bifald. Men, siger Jim Carrey af egen bitter erfaring, hvis det alt sammen lykkes, opdager man, at det ikke var svaret, og at man er lige vidt. Lige udsat og usikker.

”Jeg er vintræet. I er grenene.” siger Jesus. Vi kan føles os overladt til os selv i en tid, hvor alt synes at forandres, men evangeliet fortæller, at vi er grene i det træ, der er Jesus Kristus.

Det var hans ord til disciplene inden han skulle dø og forlade dem. Og han siger ”Bliv i mig, for skilt fra mig kan I slet intet gøre.” Når vi tager afsked med hinanden ved dødens kant, lyder forsikringerne ellers snarere: ”I skal se, I klarer jer fint uden mig”. Men ikke Jesus, han siger ”Skilt fra mig kan I slet intet gøre”. For den forbundenhed, som udtrykkes med træet og os som grene i det, det er ikke en forbundenhed, der brydes op af døden. Nej, træet vokser gennem tiderne. Gennem liv og død og liv igen.

Vi lever ud af Kristus. I Kristus henter vi næring. Forbundne til Gud vokser vi udad og udad, og det som dør og visner for os, skæres omhyggeligt bort, så nyt liv kan spire frem. Det er ikke en fortælling, om hvordan det kan blive eller hvordan det var engang. Det er heller ikke et spørgsmål, om vi vil. Det er en forkyndelse af, at det er sådan det ER! Vi er grene i træet, der krydser alle grænser.

Når vi bliver frygtsomme – hvad man vitterligt kan blive i verden af i dag – tror vi, at vi er alene, at vi skal klare os selv, kæmpe for os selv. Erobre og blive til noget. Men vi er allerede noget: Grene i træets krone. Vi har plads og vi lever af den næring som har evighed i sig.

Som Jim Carrey kan vi erfare, at vi har været på jagt efter ”svaret” det helt forkerte sted. At vi har været på vildspor. Men jeg tror heldigvis ikke, at man behøver at opnå rigdom og berømmelse eller få alt, hvad man tror, man ønsker for at opdage, at man er på vildspor. Livet giver os nogle gange korrektioner, der sender os tilbage til det, som vi lever af. Tilbage til næringen, så vi opdager, hvor vi hører til. Vi bliver sendt hjem.

Min søster delte et minde med mig for nylig, som jeg havde glemt. Hun fortalte om en juleaften hjemme hos vores forældre for mange år siden, hvor vi ud over mine forældre og os søskende, også havde besøg af min mormor, og min gamle tante, og min morbror, som hele livet har haft et handicap, både på krop og sind. Der var med andre ord mange forskellige behov og tempi at tage hensyn til. Min søster mindedes, hvordan hun var dybt optaget af sig selv på det tidspunkt – men så skete der det, at julefejringen blev forsinket, for vi måtte vente på at vores gamle tante skulle køres hjem til plejehjemmet – hun kunne ikke holde til mere, selvom klokken ikke var særlig mange. Aftenen var knapt begyndt.

Så der var et intermezzo, hvor vi bare sad og ventede. Og der begyndte vores morbror fra sin kørestol at fremsige ”Peters jul” efter hukommelsen. Det gamle lange digt om et barns spændte oplevelse af alt det, som sker op mod jul, af forberedelserne, hemmelighederne og magien. Og ingen kan fremsige ”Peters jul” som et barn, som føler det hele af et rent hjerte; vores morbror var i års antal på det tidspunkt ganske voksen. Men den hjerneskade han havde, gjorde at han altid var og blev som en otte-årig, og som én for hvem jul efter jul blev oplevet med et barns glæde og forventning, – og skuffelse hvis mandelgaven gik til en anden.

Min teenage-søster derimod opdagede i det øjeblik, at hun var et helt andet sted end i den barnlige forventning. Hun sagde, da vi talte om det for et par dage siden: ”Jeg forstod, at der var noget, der var evigt og dybt og altid vil være det uanset, hvad der sker. Uanset hvad jeg var optaget af.” Den oplevelse sendte hende tilbage om ikke andet, så for et øjeblik, væk fra overfladerne og jagten på noget udefinerbart, som præger tiden som ung. Og det blev min barnlige, savlende, hjerneskadede, højtelskede morbror, der åbnede det for hende. Porten tilbage til det som har evigheden i sig.

Det var hverken nostalgien i ”Peters jul” eller en pludselig selvgod ømhed for hans klodsede fremsigelse af digtet, der gjorde udfaldet. Det var det eviges og det dybes møde med det overfladiske, som fik det sidstnævnte til at krakelere og blive til aske.

Det var en korrektion, som pegede hende hjemad. Ikke hjem som i ludo, når man skal begynde forfra, men hjem til det, som er det eneste, vi rigtigt kan leve af. Hjem til erfaringen af træet, rødderne, kilden i dybet. Den næring som har evigheden i sig.

”Jeg er vintræet, I er grenene. Skilt fra mig, kan I slet intet gøre.” Vi er forbundne med Gud, og det, vi lever af, strømmer fra rødderne i ham og løber ud i os. Det er allerede i os. Vi er allerede grene på træet og vi mærker tider med nye skud og gode frugter. Og vi mærker tider, hvor kvistene er døde og visner og knækker af og bliver til intet. Dag efter dag løber næringen fra de dybe rødder i Gud og ud i os.

Alligevel farer vi vild og tror, vi ikke hænger sammen med noget eller nogen, at vi er alene og skal kæmpe for os selv. At vi er vores egen lille vækst, at vi både skal finde og opfinde de livgivende kilder selv og samtidig strække os højt op mod solen, for ikke at blive overskygget af de andre fremmede vækster.

I mit arbejde som præst får jeg lov at tale med mennesker, som virkelig kæmper med deres liv. Det lyder måske krukket, som om det er min person, der er særligt tillidsvækkende, eller jeg har særlige evner, men det er ikke derfor. Det er alene, fordi jeg har evangeliet i rygsækken, og præster har haft det gennem så mange generationer, at mennesker nogle gange søger hjælp hos ”præster” i håb om at se en anden virkelighed. Sådan har jeg talt med mennesker, der desperat prøver at holde fast i, at de er noget særligt trods det, andre siger om dem. Eller de prøver at holde fast i, at de er gode ordentlige mennesker, selvom meget peger i en helt anden retning. Og jeg har talt med mennesker, som er ramt af den totale følelse af afmagt, som vitterligt har mistet alt. Og det som jeg kan se, som jeg ikke har nogen indflydelse på overhovedet, er, at der hvor man kæmper for sig selv, der er der intet der vokser. Det er ørkenland, og ensomheden er overvældende. Men der hvor alt er opgivet og man ved, man ikke har krav på noget som helst, der åbenbarer kærligheden sig nogle gange for fuld udblæsning, større end man kan forstå.

Og så går det op for én, at det eneste man kan være rig på, er det man ikke kan give sig selv!

Er vi på vildspor, skal der korrektioner til. Måske oplever man, som Jim Carrey ønsker det, at vinde den gigantiske lottogevinst, så man kan købe alting – og opdager så, at man stadig er lige så ludfattig som før. At det ikke var det svar, man søgte.

Eller man hører pludselig et barn en juleaften fremsige ”Peters jul” og man opdager, at man er en gren på træet og finder vejen hjem.

Man opdager at forbundetheden til det evige ikke er noget, der var engang. Det er ikke sådan, det bliver engang. Det er sådan det ER NU. ”Jeg er vintræet. I er grenene.”

Når børn bliver døbt, lyder den ældgamle salmes ord, som hører til søndagen i dag: ”Herren bevare din udgang og din indgang”. Som forbundne med Gud går vi ud i verden, ud i livet. Det er vores udgang. Og engang efter livet her, vender vi tilbage og går ind til Gud igen. Det er vores indgang. Gennem det alt sammen er vi grene i træets krone, og lever af den næring, der har evigheden i sig. Gennem liv og død til liv igen.

Amen

—

Sofie Eriksen
Haderslev Domsogns
sve@km.dk