11 fantastiske tanter på besøg | 19. søndag efter Trinitatis | 11. oktober 2026 | Joh 1,35–51 | Laura Lundager Jensen

 

11 fantastiske tanter på besøg

Sådan hørte jeg en familiekomsammen beskrevet i går – 11 tanter der kom på visit, og vel at mærke ikke samtidig – men som droppende ind en efter en. Det skabte en skøn rullende samtale. For hver gang en ny tante kom ind standsede samtalen og startede op igen – forfra

Og alligevel ikke helt, for nu var det med endnu en person med alle hendes nyheder om børnebørn og sygdomme og dagen i går og ”nu skal i bare høre” – og ”nej ved I hvad”. Og alle andre bidrog og lagde til og sagde ” det kender jeg godt fra mig selv”.

Meget genkendeligt for. Sådan taler vi sammen og forstår vi sammen – gennem fortællinger og billeder og fortolkninger, der hele tiden lægger til den samtale, vi sammen har i gang. Ind i mellem slet ikke til at holde ud og vi må begrænse os med kun 1 barnebarn og en sygdom pr mand. Alligevel ville vi miste noget, hvis ikke nærmest alt, hvis ikke vi lod samtalerne rulle mellem os på den måde – for sådan vokser livet og lægger til og fra alt efter, hvor vi er på vej hen i vores forståelse af det. Og sådan forstår vi livet, på baggrund af alt det vi har med os – til sammen – samlet i en fælles fortælling – en fælles forståelse af kærlighed og tro og håb.

Da jeg læste teksten i Johannes evangeliet om Jesus kaldelse af disciplene – havde jeg samme rullende fornemmelse. Her er det ganske vist ikke tanter der fortæller, men disciple der samles. Men lytter vi efter er der én og samme tid en række fortællinger, der spiller ind og herefter samles i den fortælling, der skal blive Johannes evangeliets fortælling, Jesus fortælling og dermed vores fortælling.

Der skal nok lidt forhistorie med.

Johannes er jo en af de 4 evangelister. Men hans evangeliet er på mange måder anderledes end de andre. Hans form er anderledes, sproget anderledes flydende og hans fortællinger er anderledes. Alligevel er det samme fortælling om Jesus og kristendommens møde med menneskelivet han skriver om.

Det stykke vi hører er fra evangeliets 1 kapitel. Efter fortællingen om Jesus dåb, hvor Johannes Døberen spiller en hel anden rolle hos evangelisten Johannes end hos de andre evangelister. Ikke alene er han den første, der kaldes ved navn i evangeliet, men det afsløres også at han ved mere, end han menneskeligt burde kunne vide – han er ”menneskerøsten” i ørkenen, som taler om den ” som intet menneske så”. Men som han end ikke er værdig til at læse sko-remmen på, som han siger til farisæerne.

Og da han så møder Jesus – sætter han endnu flere ord på. »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd. Det er om ham, jeg har sagt: Efter mig kommer der en mand, som er kommet forud for mig, for han var til før mig. Jeg kendte ham ikke, men for at han skal åbenbares for Israel, derfor er jeg kommet og døber med vand.« siger han.

Han døber men hans dåb er kun vanddåb. Han baner vejen for ham som kommer og ved at han var til før ham, men han kender ham ikke.

På den måde udtrykkes med Johannes, det der blev menighedernes tro efter Jesus død og opstandelse – at sønnen var hos Faderen, før han steg ned til jorden og blev menneske.

De ord, der senere blev til kirkens fællesbekendelse i 300 tallet – den Nikænske bekendelse  ”vi tror… på en herre, Jesus Kristus, Guds enbårne søn som er født af Faderen gud af gud…”  lægges her i munden på Johannes. Han kender ikke Jesus, men har til opgave at åbenbare for Israel, at han er er den, der var og er og bliver – ordet, livet lyset.

Guds lam der bærer verdens synd.

Det er mennesket Johannes, der først forstår Guds fortælling.

Han genkender den historie i hjertet, der endnu ikke er er foregået, men han intuitivt fornemmer i mødet med Gudssønnen.

Men også den første der er vidne til helligåndens komme, da ånden forbinder sig med vanddåben af Jesus.

Nu er scenen sat – og herefter kan evangeliet starte sin egentlige fortælling frem mod Jesus død og opstandelse.

Og det er her vi står på i dag og går med ind I én lang undren over, hvem den Jesus er, der som Guds søn, er Guds lam og bærer alverdens synder.

Hele den undren kristne har bekendt siden og har taget på sig, for at forstå betydningen af Jesus forkyndelses i verden for menneskelivets skyld.

Og det starter med den fortælling vi hørte før.

Johannes møder dagen efter dåben igen Jesus og kalder ham Guds søn og sender sine disciple videre til Jesus – hans rolle er udspillet. Nu skal han blive mindre og Jesus større.

Og Jesus rolle vokser og allerede med kaldelsen af disciplene. For efterhånden som han genkendes – ”som guds søn, som messias, som ham moses skrev om, Israels konge” – forstår vi, at han er alt det, der tidligere er talt om. Den jøderne ventede på og som nu lover Jacobsdrømmen opfyldt »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.«

Fortællingen vi hører er på den måde disciplenes genoplevelse af Jacobs drøm – ” herren er i sandhed på dette sted, og jeg vidste det ikke”

Men det har jo ikke noget med 11 fantastiske tanters familiekomsammen at gøre

– men jo netop – for herefter kommer evangeliet til at handle om at vise engle, der stiger op og ned over menneskesønnen for fremtidens menigheder.

Først for de første disciple, der tanteagtigt og spørgende og undrende tog i mod Jesus, selvom han kom fra Nazareth. Og dernæst de første menigheder, der trådte sammen for at høre fortællingerne og fortolkningerne fortalt og fortolket op gennem kirkehistorien. For at fortælle dem videre og lægge til og få dem rodfæstet netop på det sted – hvor de var. Og vise at Herren er på sted, hvor mennesker mødes og undres over Guds ord.

Sådan er kristendommen en lang erkendelsesfortælling. Hvor vi langsomt forstår mere og mere, mens vi støttes og bæres i Guds gå-sele eller ledebånd, som Grundtvig skriver i salmen.

Vi hæves og vi bæres
i ledebånd
af livets Ånd
og af vor Faders engleskare

Og sådan er troen

Den landende ikke som et færdigt facit, da Gud blev til menneske. Den er vokset frem gennem tiden, og bliver tydeligere hver gang vi mødes i undrende samtaler om guds ord og vilje. Båret, løftet og opløftet af livets ånd.

Det oplevede disciplene, da de blev mødt af Jesus og blev kaldt til at følge ham.

Som vi kan opleve det, når Helligånden samler os og viser os himmelstigen og får os til at glæde os som 11 fantastiske tanter, der trækker englene til sig i kærlige samtaler og kalder os ind i Vorherres fortælling, netop på vores sted.

Amen.

---

Laura Lundager Jensen
Valgmenighedspræst i Osted
luje@kp.dk