At se med andre øjne end sine egn

· by predigten · in 01) Matthäus / Matthew, Beitragende, Current (int.), Dansk, Kapitel 11 / Chapter 11, Margrethe Dahlerup Koch, Neues Testament, Predigten / Sermons

Mattæus 11, 6-24 | af Margrethe Dahlerup Koch |

Salmer:

726-409-886-376-1. Efter altergang 474

Kan I huske, hvordan det var for bare få år siden, når man var i København, og der kom japanere og amerikanere hen og bad en om at tage et billede af dem? Store, dyre kameraer betroede de gladelig en, mens de selv og familien stillede op foran Den lille havfrue, Amalienborg og Plænen i Tivoli. Man stod med mindre formuer i hænderne nogle gange. Og de gode mennesker tænkte tilsyneladende ikke tanken, at man kunne stikke af med deres apparat. Ej heller, at man ikke kunne fotografere. Før de digitale kameraers tid kunne man jo ikke se billederne, før man var kommet hjem og havde fået dem fremkaldt, og så var det for sent at stå i Tokyo og opdage, at den danske tåbe havde sat sin egen tommelfinger foran linsen, f.eks. Det var rørende tillid, de viste en, de fremmede turister.

Dengang. For nu er det slut. Da jeg var i København i denne sommer, gik turisterne rundt med selfiestænger. I ved, de der pinde som man kan sætte mobilen på, så man kan tage et billede af sig selv foran en seværdighed uden at bede andre om hjælp.

Smart er det. Og kedeligt. Man får ikke en chance for at få lov at betjene med et spejlrefleks kamera i Roll Royce klassen mere. Det er slut med at blive takket overstrømmende og hjerteligt, som kun amerikanere kan gøre det. Og hvad ser de egentlig, turisterne, når de går der i et solbeskinnet København med et mobilkamera på en stang foran sig vendt mod deres eget ansigt? De ser sig selv. Med skiftende københavnsk baggrund, men mest vel sig selv.

Og inden vi nu svømmer hen i forargelse over tidens dårskab og dens menneskers trang til selviscenesættelse, så står Jesus i evangeliet i dag og råber, at sådan har det – nej, sådan har vi – altid været: Selvoptagede. Nu giver teknikken os så bare mulighed for også at være selv-optagende.

Men selviscenesættelsen er altså ikke noget nyt fænomen. Det eksisterede også på Jesu, eller i hvert fald på evangelisten Mattæus’ tid.  De fysiske selfiestænger var ikke opfundet, men formålet med dem – selviagttagelsen og selvpromoveringen, den kendte de også til på torvepladserne i Israel for godt 2000 år siden. Ungerne sad ikke med næsen i mobilen og ipaden, nej, men de var såmænd lige så fanget i deres egen, lille verden. De unger, som Jesus skælder os ud for at ligne. Dem, der sidder og brokker sig over, at de er dem, de andre ikke vil lege med. ”Vi spillede på fløjte, men I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke”, råber de med de åndelige selfiestænger højt hævede. De selfiestænger, som forhindrer os i at se andet i billedets forgrund end os selv.

I ulvedebat, flygtningediskussion, omskæringsproblematikken er selfiesynsvinklen et demokratisk problem. Når de andre reduceres til ”faktaresistente ignoranter”, eller når ”vi har flertallet bag os” bliver brugt som argument for, at vi også har ret, så er vi på den demokratisk glatis, hvor man rutscher mod flertalsdiktaturets dybe, farlige våge.

Men det er altså også, ifølge evangelisten Mattæus, som levede før nogen havde opfundet den danske demokratimodel, – det er også helt grundlæggende en måde at se og tale om de andre på, som forhindrer os i at se og høre, hvad det er, Vorherre vil os. For det er jo det, han siger de tyranniske unger på torvet går glip af. ”Denne slægt” kalder han dem – og os. Og i bibelsk sprogbrug er ”denne slægt” det faste udtryk for dem, der ser og møder Guds frelse og befrielse, men ikke reagerer på den. Det er altså ikke bare almindelig kedsomhed, der breder sig dér på torvet i middagsheden. Det er meget værre. ”Glæden skal være for hele folket”, sang englen til jul. Nu ser det ud til, at hele folket er revnede ligeglade.

Og så giver han sig til at råbe. Jesus. Højt og i strid med al nyere pædagogisk forskning giver han sig til at skælde os ud for at være sure og tvære og umulige. True, gør han også. Med straf og fortabelse. Enhver, der har med mennesker at gøre, ved, at det ikke virker. Jo, man kan nok skræmme og true folk til at parere ordre. Man kan skræmme og true folk til at skjule deres surhed og tværhed og modstand, men man kan ikke skræmme og true folk til at indse, man har ret. Tværtimod.

Og ærlig talt, burde Vorherre ikke vide det? Når nu vi andre ved det?

Jo. Det burde han vel. Og alligevel lader han altså ikke være. Som man ikke lader være med at råbe, højt og advarende, når man ser nogen, der er i fare. Så handler ens råb hverken om at få sin vilje eller få den anden til at adlyde. Det handler om at redde den anden. Og så gør man alt for at påkalde sig den andens opmærksomhed.

Er det sådan, Jesu råberi og skælden ud skal høres? Han vil have vores opmærksomhed. Han vil have os med et andet sted hen. Han vil have os til at flytte os, så alt det og alle dem bag os kan komme frem i lyset. Han vil have os til at se smide de selfiestænger og stoppe med den evige selvbetragtning, som leder efter succeserne, men også spotter alle fejl, mangler, svigt og svagheder og skammer os ud for os selv, og slavebinder os i en selvbebrejdelsernes forbandede selvkredsen. Så hold dog op, råber han. For han vil have os til at se os selv med andre end vores egne øjne. Nemlig med hans, Vorherres øjne.

De øjne, som genkender Guds eget billede i mennesker. I alle mennesker. Der er ikke et eneste menneske, som Gud ikke kan genkende sig selv i.

-Når Jesus med stor appetit og udelt fornøjelse spiser og drikker med dem, vi ikke tør eller bryder os om at være i selskab med

-Når Jesus rører ved folk med ulækre sygdomme og lader sig røre ved af skamfulde kvinder med og uden tørklæder og upassende udslået hår

-Når han sætter lamme i bevægelse, og får stumme til at synge, og slukørede til at spidse ører

så er det dét, Guds på en gang genkendende og nyskabende blik, der virker og bevæger og sætter i gang.

Der er ikke et eneste menneske, som Gud ikke kan genkende sig selv i. Det er det, vi skal se og høre og tro. I denne slægt, som i alle de forudgående. Og vi kan se og høre og tro det. Vi har ingen undskyldning for ikke at gøre det. For ”visdommen har fået ret ved sine gerninger”, siger Jesus, i den ene sætning hvor han afbryder sin egen, vrede talestrøm et øjeblik. ”Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger”.

Visdommen – det er sig selv, han taler om. Når Jesus siger, at visdommen har fået ret ved sine gerninger, så er det sig selv, han taler om. Der er en dom, som allerede er afsagt. Der er gerninger, som aldrig kan gøres ugjorte eller miste deres værdi. Visdommens gerninger, Jesu gerninger, dem, der fik mennesker til at rejse sig op og tro sig genkendt som Guds, de gerninger beholder altid ret.

Og derfor giver han åbenbart ikke op, Vorherre. Derfor bliver han ved med at gøre de gerninger. Når vi kommer ud på den anden side af kirkedøren, ligger torvene der – de steder, hvor vi mødes – Morten Larsens plads, købmandens køledisk, bænken i anlægget eller venteværelset hos lægen. Og der risikerer vi stadig at blive afbrudt af ham midt i vores eget, vores egne tankespind, vores egen lykke eller ulykke. For han bliver ved med at råbe og kalde og sige imod og trøste og muntre op. Med stemmer vi kender, og med stemmer, vi ikke har hørt før. Men hører vi ordentlig efter, kan vi genkende klangen. Den kommer herovenfra. Amen.

Pastor Margrethe Dahlerup Koch

DK-6950 Ringkøbing
Email: mdkoch(at)mail.dk